fredag, december 26, 2014

Glædelig jul

Tænk engang, så blev det faktisk hvid jul.

Glædelig jul til alle.

mandag, december 15, 2014

Juletræ version 1

Første kandidat til årets (hjemmegjorte) juletræ. Det er lidt skævt, og jeg er ikke helt sikker på at det er godkendt på hjemmefronten. Så jeg har slået op til et mere, i en anden grøn nuance.
Hurtige facts: pind 3, 10-12 g filtbar uld og en symaskine. Dette træ er filtet ved 30 grader, hvor opskriften egentlig siger 40. Jeg har tænkt at prøve hvilken forskel det gør.

 

søndag, december 14, 2014

Nye tricks

Tunesisk hækling eller hakning dukker op i øjeblikket rundt om på blogs mm. Det er også sjovt og anderledes, og fiberfeerne var på forkant sidste år, da temaet for 2014 mødet blev fastlagt til hakning.

Under kyndig vejledning fik flere knækket de første koder, og efter at have set Utes fine fingervarmere lavet med to kvaliteter garn fandt jeg min hakkenål frem (spørg ikke hvorfor jeg købet den for et par år siden, vist nok fordi jeg havde set en hos Karen Noe), og gik i gang. På billedet ovenfor er det fra indersiden, hvor jeg er ved at hakke masker af nålen med den tynde silkemohair. Farveeffekten kommer ved at jeg samler masker op med den mørke shetlandsgarn, og når jeg har 10-15 masker på nålen vender jeg, og begynder at hakke af med den anden kvalitet. Nålen har krog i begge ender, i dette tilfælde 4 mm i begge ender, hvilket gør det muligt at hakke rundt.
Sjovt, og en fed effekt. Jeg har også noget pink silke/mohair på lager og overvejer hvad det kan kombineres med.

 

mandag, december 01, 2014

Potentiale for granskov

På et tidspunkt ønskede jeg - og fik - et af Kastaniestriks kit til grantræer, og nu er jeg gået i gang med første træ. Kittet indeholdt de tre grønne mininøgler til højre, i dejlig shetlandsuld. Ude fra garnlageret fiskede jeg desuden en hidsig lysgrøn samt en mere blågrøn frem, bare hvis det nu var.
God december

søndag, november 30, 2014

Silke, uld og ..stål

Et tørklæde i et interessant mix af Isagers Ito og noget hjemmespundet uld (nærmere betegnet Blueface Leicester). Kan med nogen ret beskyldes for at lægge sig i den 'havregrødsfarvede' neutrale trend, men meget sjovt eksperiment.
Tørklædet er strikket med udgangspunkt i Kushi Kushi tørklædet, jeg har dog ikke valket ulden. Den er tæt nok i forvejen.
Der er gået 1½ spole Ito og værket vejer i alt 65 g. Mere sjovt end wau - men skal nok komme på et par gange. Den første del af tørklædet (ca 1 m) er strikket med to tråde, en uld og en silke/stål, så den er ok blød. Ulden dominerer klart på det stykke. Den sidste del er strikket i skiftende striber, som svagt kan anes på billedet. 

tirsdag, november 25, 2014

Efterårstrøjen

Ud over sokker er der sørme også kommet en trøje af pindene - en rigtig efterårsmodel.
Fotograferet en let blæsende novemberdag. Så kan en varm rosa være på sin plads.
Konstruktionen er interessant, hvor der tages udgangspunkt i ryggens hjerteformede udtagninger, som i sig selv giver en fin effekt og god vidde over ryggen, samtidig med at trøjen sidder til over skuldrene.
Ryg og ærmekuppel strikkes først, og på et tidspunkt samles der op langs det, der bliver raglankanten på forstykkerne.
Konstruktionen betyder at der bliver en del trøje under armene, og vigtigst, at den går godt ned over ryg og lænd, samtidig med at den er let foran. 
Fakta:
Mønster: Svalbard af Bristol Ivy (for Brooklyn Tweed)
Pinde: Jf. opskrift, 4 og 4½. Jeg var dog nede på en 3½ på de sidste to omgange på ærmekanten og overvejer stadig om de skal strammes lidt mere op. Evt. ved at tage 10% ind ved start af ribkanten.
Garn: 410 g Holst Supersoft i (tror jeg) Persian Rose. Strikkefastheden på dobbelt supersoft matcher meget tæt på originalgarnet, Shelter, og supersoft er noget lettere tilgængeligt.
Hot / not: Skal nok blive en favorit, med omtalte kombination af god dækning af ryg og lænd og samtidig fleksibilitet foran. Hvis det bliver koldt er der fin mulighed for at samle trøjen foran - rigeligt stof.
Ændringer: Jeg har strikket ærmerne i fuld længde (t-shirten på billederne har ekstremt lange ærmer).

mandag, november 24, 2014

Neurologisk tilfælde i læseklubben

November er læsevejr og læseklubben har læst og drøftet ’Ny finsk grammatik’. To var positive, en lidt mere forbeholden, og var ikke helt blevet fanget af fortællingen.
Kort fortalt handler det om en mand, der på grund af et overfald har mistet al hukommelse, i starten også sprog og evne til at læse. Bogen er baseret på dagbogsnoter og en genfortælling, af lægen der behandlede ham, forsøgte at identificere ham og oplærte ham i finsk.
For mig er det en lille fin historie om en mand i en helt speciel situation, som er svær at forestille sig, men et godt forsøg på en skildring. Jeg kan heldigvis ikke udtale mig om skildringen er realistisk, og i betragtning af at hovedpersonen har mistet sit sprog kommer han ret (usandsynligt) hurtigt efter et smukt og varieret sprog. Samtidig får man en introduktion til Finland ved afslutningen af 2. Verdenskrig og nogle kig til tidligere finsk historie.
Lægens fortælling ligger som en ramme, og får mig til at tænke lidt over, hvordan man i bedste mening kan komme til at handle på andres vegne, og at det ikke altid er vellykket.

Kan anbefales – den er overskuelig, en anden vinkel end så mange andre fortællinger og historien er fint fortalt og smukt skrevet.  
God mandag - det er fint vejr til the, strik og bøger :-)

søndag, november 09, 2014

Spinderi og søndag

Stille søndag, en af de gode søndage, hvor bilerne får lov at blive i carporten og vi i stedet har lejlighed til at gå en tur i det fine vejr. Nu er det blevet the-tid, og jeg har fundet de rigtige, gamle tekopper frem. Vi er ikke blevet så avancerede, at vi har kok, så om lidt står det på aftensmad, med krondyrsossobuco. Det bliver godt.

 

Lørdag var jeg på rokketræf, og selv om det pga andre aftaler kun blev en kort visit, så blev der lidt garn ud af besøget.

Desuden fik vi en glimrende introduktion til tunesisk hækling eller hakning, så nu skal jeg have prøvet noget mere. Jeg har faktisk to hakkenåle, og efter kurset kan jeg se, at jeg godt kan bruge en eller to, der er tykkere.

Det smukke efterår fortsætter, og skoven er stadig en blanding af gul, brun og grøn, mens hveden står ualmindeligt grøn. Fortsat god søndag.

 

fredag, oktober 31, 2014

Ny broderipusher

Mens jeg broderer på min første Bindesbøll-pude faldt jeg over denne nye udbyder. Det ser spændende ud.

onsdag, oktober 22, 2014

...gå, og gå og gå

Efterårsferien har været brugt på en ny oplevelse, vandring. Vi har inklusive at gå til og fra overnatningssteder samt et par enkelte afstikkere gået lidt over 100 km på fire dage, på tværs af Harzen, på Harzen-Heksen-Stieg. Turen var inklusive at gå op på toppen af Bloksbjerg, og Harzen er et kuperet område, så ud over de 100 km har vi også gået lidt over 2 km op og ned. 
 Når man har gennemført turen får man endda et lille bevis (og et diplom).

Dejlig tur, hvor vi var heldige med at have tørvejr det meste af tiden. På lange stræk var det en tur uden at møde ret mange andre, så gode muligheder for både at tale sammen og at gå i helt sine egne tanker. En masse frisk luft, så om aftenen kunne vi ret hurtigt finde vores senge. 
Vi havde trænet lidt inden, ved at gå gode lange ture i vores lokale kuperede terræn, og jeg vil kraftigt anbefale at man træner inden en flerdages tur med etaper over 20 km, hvis det skal være en fornøjelse. Den sidste dag havde vi en etape på over 30 km, og uanset at det er gang og ikke løb, så er det tæt på, hvor maratonløbere møder muren. På en vandretur som vores var de 30 km krydret med op- og nedstigninger på 5-600 m i gennemsnit, og det gjaldt også den sidste dag, som blandt andet gik gennem den meget smukke Bode dal ved den lille by Thale.   
Vi havde booket en luksus-udgave af vandretur, hvor der var booket hoteller og gæstehuse på forhånd, og vores bagage blev transporteret fra sted til sted. Desuden blev både vi og bagage transporteret tilbage til bilen efter den sidste overnatning. Det var en stor fordel, og rart at kunne tillade sig at have lidt ekstra ekstraudstyr med, og mulighed for fra dag til dag at justere oppakningen. Selv med den ekstra service var det en relativt billig tur. Vores forudbestilte pakke indeholdt overnatning med morgenmad og madpakker, så det eneste vi havde af løbende udgifter var aftensmad og eventuelle kaffepauser. Det indre af Harzen er ikke fyldt med luksusrestauranter, men der er cafeer og hoteller nok til at man kan få både mad, kaffe og en lokal øl. 
Turisme betyder meget for området, efter at minedriften og bjergværkerne er stort set stoppet. Så hekse er et stort hit, og vi fik både nål, diplom og et par små hekse med hjem.

Lidt praktisk: vi havde fået hjælp af Wandern-im-Harz, og vi kan absolut anbefale at gå i retning vest-øst (Osterode-Thale). Firedagesturen kræver god kondition, men turen kan også gøres som en femdagestur, som kan være mere overskuelig. Generelt går man på skovstier / grusstier, og som udgangspunkt er det ikke en svær vandrerute. Den sidste dag, i Bode dalen er der dog en stejl nedstigning, uanset at der er lavet trappetrin. Vandtætte vandresko anbefales, det er dog ikke nødvendigt med de tunge bjergstøvler. Der er nogle enkelte steder hvor man kan være i tvivl, muligvis fordi nogle lokale har en alternativ sti. Generelt er stien fint afmærket, og hvis man ved et kryds ledes i retning af noget kun bjerggeder vil synes er sjovt, er det ikke den officielle sti. Hvis man ikke møder et officielt hekse-mærke kort efter en forgrening, så var det nok den anden vej. 

tirsdag, oktober 21, 2014

Æblemost tæt på

Der har været stille på bloggen i en periode, hvor jeg har haft travlt med mange andre ting. For eksempel at være til æbledag hos den lokale spejderhytte, hvor der var mulighed for at plukke og presse æbler til helt frisk most. Jeg var positivt overrasket over, hvor meget most der kommer ud af et kg æble, vi fik ca. 10 l ud af tre store poser æbler. Den næste overraskelse var, hvor flot rødlig en helt frisk most er, helt nypresset var den nærmest rødgul. Efterhånden som mosten står i flasker kommer der en del bundfald, og mosten bliver mere klar. Da mosten ikke blev pasteuriseret er der grænser for holdbarheden, så hvis den skal gemmes skal den fryses i mindre portioner. Det var ikke aktuelt for os, da der blev drukket en del med det samme, og delt lidt ud til familien, da både voksne og børn var meget glade for den helt friske smag. Vi skal helt sikkert til æbledag en anden gang, igen bevæbnet med flasker og dunke og jeg kan varmt anbefale at prøve friskpresset most hvis lejligheden opstår. For de heldige med adgang til mange æbler kan man endda leje et lille mobilt mosteri (der er garanteret lignende muligheder i andre landsdele). 

mandag, oktober 20, 2014

Færdigt arbejde

Tada – der er blevet syet, og det sidste stykke syet i hånden. Velkommen til en ny pude i stuen.

Det har taget et par år (faktisk tre) at brodere den, med pauser og en stribe andre projekter undervejs. Nu er den endelig færdig og jeg er godt tilfreds. En broderet pude kan hurtigt komme til at virke mormor-agtigt, men jeg synes at denne fungerer, fordi motivet er ret nøgternt og farverne – gult, brunligt og grønne nuancer – passer vældig godt til vores stue. 
Mønsteret kan stadig fåes, som samlet sæt med stof og tråd. Citrusfrugter, Christiane Hæk for Håndarbejdets Fremme.

søndag, oktober 05, 2014

Fåreflokken

Fårene står endnu og glor - eller - i hvert fald har jeg efterhånden en mangefarvet fåreflok.
Nu er det snart tid til væddere, på det fine tæppe.
På lidt større afstand, hvor den kommende klippekant lige er med, til højre.
Nu vil jeg tage en kop the og strikke et par pinde mere, inden sengen kalder.

tirsdag, september 30, 2014

Grønt og grønt

Fotomulighederne i hverdagen bliver dårligere nu. Det dejlige solskin i weekenden blev derfor udnyttet til at tage et par billeder.

Først broderi og bagsidestof. 100 % worsted merino, jeg hører ekkoet af ’Højt fra træets grønne top’. Det er dog ikke et stykke på 6 alen, men kun en meter, så en ny grøn vinterfrakke er af flere årsager ikke en mulighed. Stoffet er en skøn kvalitet, så jeg overvejer om jeg skal sy en nederdel, hvilket også vil give en undskyldning for at købe noget lækkert stof til foer. 
Siden billedet blev taget har jeg bikset en monteringspude sammen af en rest stof, som er fyldt med uld fra Jamieson & Smith (som pt. ligger til luftning, arbejdsværelset lugtede pludselig voldsomt af får). Broderiet er også blevet klippet til og zigzagget, samt bagsidestoffet er klippet og zigzagget. 
Nu mangler kun sammensyningen, som afventer et øjeblik med den rigtige kombination af beslutsomhed, tid og tro på projektet.

Mere grønt, kæresten har nemlig fået endnu et par sokker, og endnu et par i striben af ikke-sorte/grå/mørkeblå. De har været i brug en enkelt gang og er nu gået ind i sokkecirkulationen.
Fakta:
Mønster: CatBordhis vejledning efter personal footprints, glatstrikkede. Der er brugt magical cast on / surprisingly stretchy cast off
Pind: Pind 2, rundpind 100 cm

Garn: Schaefer Yarn, Anne, en fin grøn/gråblå udgave.  
Hot/not: Tja - det er sokker :-) Konstruktionen gør, at de sidder udmærket på foden. Jeg spekulerer fortsat over, hvordan jeg bedst undgår et løst sokkeskaft ved anklen, samtidig med at fod og hæl skal kunne komme ned i sokken. 

mandag, september 29, 2014

Fluer og fornøjelse

Læst og med stor fornøjelse. Læseklubben havde god fornøjelse af lørdag at drøfte og citere fra Fredrik Sjöbergs Fluefælden. Kan anbefales, og findes endda som en velfungerende lydbog.
Fluefælden handler om fluer, opfindere og eventyrere, store og små tildragelser på skærgårdsøen og meget andet. Blandt andet fandt vi stor fornøjelse af historien om englænderen, der først introducerer navnet på fluefælden, og dermed sætter gang i fortællingen om Rene Malaise.
Læseklubben er langt fra de eneste, der har læst med stor fornøjelse, og man kan møde Sjöberg og en begejstret læser her.
Stor anbefaling til en velskrevet og velkomponeret bog, der uden de store armbevægelser får præsenteret en del overvejelser om mange ting, fra samlernes forunderlige verden til navngivning i insekternes lige så forunderlige ditto. Bogen er den første i en triologi. Alle tre kan skaffes via boghandler eller biblioteket, eller som os læses via eReolen, som heldigvis er ved at have et fornuftigt udvalg igen.

tirsdag, september 23, 2014

I stofhimmelen

Stort smil - jeg holder meget, meget af den slags fagbutikker, og kvalificeret ekspedition. Med andre ord, jeg har fulgt Strikkeforskerens anbefaling og er gået til Hvidberg for at få stof til montering af citrusfrugterne.
Lækkert mørkegrønt uldstof, og et kig i reolerne med metervis af lækre stoffer i alverdens farver. Herunder en reol med klantern, placeret langt fremme i lokalet. Det er lige ved, at jeg udvider de kreative sysler til syning for alvor. Lige ved, for jeg ved, at jeg ikke er god nok på håndværket til at yde stofferne fuld ret.
Nu håber jeg at få monteret, og fundet en passende monteringspude, så værket kan indtage sin plads i sofaen. Jeg købte lidt rigeligt stof, så der er til en ekstra pude eller bagside til et par yderligere. Et lille stoflager er ingen skade til.

tirsdag, september 16, 2014

Opdatering - nål og tråd

Der sker noget på guldblusen, som er en snedig konstruktion, hvor der er meget lidt sammensyning til sidst. Det er dog ikke for nybegyndere i køkkensting, da forstykket skal sys sammen lige midt for.

Der sker sørme også noget på broderifronten, hvor min Bindesbøll-pude er ved at slynge sine frodige former ud over et stykke stramaj. Det brun-røde er en tredjedel af de samlede Steen og Stoffer, som blev brugt til at holde stoffet bare et minimum af glat. Til den anden side ses nuværende førstelæsning, af Donna Tartt. Broderiet går relativt stærkt, det er groft stramaj. Meen, hurtigt håndarbejde kan det ikke kaldes.
Til slut et festfyrværkeri af en solsikke fra haven. Samtidig en illustration af, hvor blå en septemberhimmel kan være. Imponerende. Solsikken er selvsået og kom sent i gang, men har alligevel nået et større antal blomster og blomster i sideskud. Den er ganske populær blandt insekterne, som en af de få friske blomster i haven på nuværende tidspunkt.


mandag, september 15, 2014

Charmen ved det tidlige efterår

Svampeindsamlingen er godkendt, ingen mavepine eller noget værre. Efter en rolig weekend er vi fit for fight og glæder os til en uge med lovning på sol. Mon ikke det var sæsonens sidste glas rose-vin lørdag aften? Søndag indbød i alt fald mere til rødvin.
Det er skønt med solen, som nu står så lavt at huset virkelig bliver gennemvarmet, selv om det er så hyggeligt, når fyringssæsonen med brændeovnen starter.
Efteråret bringer nedfaldsæbler i haven, og der er stadig blommer. Porrer og selleri er ved at være klar til høst i haven. I drivhuset er der stadig basilikum, men det synger snart på sidste vers.

søndag, september 14, 2014

Søndagstur - naturens dag

I dag har der været arrangementer i anledning af Naturens dag og Havens dag. Vi har været på svampetur i dagens anledning, blandt andet fordi jeg tit har kigget på skovbundens svampe, men ikke rigtig taget mod til mig. Vi trodsede derfor vejrudsigten og de truende regnskyer (med held, der var to timers pause i bygerne) og tog med en lokal vejviser.
Vi fik fem forskellige arter med hjem i kurven, absolut flest af trompetsvampene. Fra toppen og med uret er det tragtkantarel, stor løgbruskhat, trompetsvamp, gul rørhat og krystal-støvbold.  Reelt er det kun trompetsvampen og løgbruskhatten vi i dag fik med hjem i brugbare mængder, og der er nok til at ledsage søndagsmiddagen. Trompetsvampen skulle ikke være til at forveksle med andre, så jeg regner bestemt med at der fortsat vil være liv i bloggen. På turen fandt vi adskillige giftige / mavepinefremkaldende svampe, som pænt fik lov at blive stående.

mandag, september 08, 2014

Markfest og mandel/blommekage

En helt almindelig weekend efter en uge uden ekstraordinære begivenheder. Lørdag med skønt vejr, diverse hjemmesysler, tøjvask med udetørring i det gode vejr og cykeltur til den årlige markfest (gadefest for os på landet). Det er ikke så tit, at vi har muligheden for at kunne cykle til og fra festen. Det er lørdagsluksus at komme hjem fra festen og lægge sig i nyvasket, lufttørret sengetøj.  
Det ene af vores blommetræer bugner af blommer og nogle er blevet brugt til en kage. Sukkerbrødsdej med tilsat vanilie og mandelmel og opskriften giver kage til en lille bradepande (ca 20x30 cm). I øvrigt tog dejrøringen mere eller mindre livet af min håndmixer, som faktisk er (var) ret ny. Hmm, men det skal nu ikke afskrække nogen fra at bage kagen, der var ikke noget ekstraordinært tungt eller mixer-dræber over dejen. Jeg fik brugt det sidste mandelmel fra Mallorca, som har ligget i køleskabet og ventet på den rigtige lejlighed. Mandelmel er lækkert og giver et ekstra løft, og jeg har set at Kvickly har haft mandelmel i sortimentet. Ellers har min lokale delikatessehandler, hvilket kun er en hjælp hvis man bor i nabolaget. Det er noget lettere at købe melet end selv at rive mandlerne, specielt, hvis man først skal have afskallet mandlerne.
Har været på udkig efter monteringsstof til min citrusfrugt-pude, og fået et godt hint, som må afprøves

mandag, september 01, 2014

I stofhjørnet

Farvebrag!
Med lange mellemrum syr jeg også, og stof kan man jo altid samle. Jeg blev fristet af et par Rowan-stoffer (Kaffe Fasset selvfølgelig, primært) - den mand er genial.
Her lagt op nogenlunde i farvefamilier. Underligt nok er der en overvægt af blå/turkis/grønne, endda ret meget blå?
Jeg har nok til at der kan blive det planlagte sengetæppe, så nu vil jeg gå i gang med at lede efter et godt mønster til at udnytte dette farvebrag. Til gengæld er der ikke den store variation i mørk/lys, så det må blive farverne, der bærer mønsteret.
Gode forslag er meget velkomne, og det skal kunne sys på maskine. Ellers bliver jeg aldrig færdig. 

søndag, august 31, 2014

Strik med silke, uld og stål

Efter at jeg har syet sidste korssting på citrusfrugterne, og nu overvejer monteringsstoffet har jeg lige startet et ekstra strikkeprojekt.
Et Kusha Kusha tørklæde, med en rest håndspundet uld (blue face leicester) samt to kegler af ITOs stål og silkeblanding, Tetsu. Første del strikkes med to tråde, en uld og en silke. På et tidspunkt stopper ulden, og det bliver kun den tynde silke/stålblanding. Det er jeg spændt på hvordan bliver, det er en supertynd tråd. 15 g er over 200 m, detaljer kan ses her.
De to kegler(!) er her, en kobberfarvet og en, som minder om den Tøndering kalder 'Goat', charmerende navn. Men måske passende, da den sidste matcher det ufarvede uld ret godt. 
Der nørkles på, efter en start, hvor jeg skiftede mellem de to tynde tråde strikker jeg nu kun med kobberfarven. Planen er så at skifte til geden, ca når ulden stopper.

mandag, august 25, 2014

Læseklubben på en lang tur

Lørdag tog jeg toget til læseklubben, og meget passende afsluttede jeg læsningen af denne rundes bog på vejen. Det var især passende, da scenen for bogen i høj grad er en togrejse - vi læste 'Kupe nr. 6' af en finsk forfatter, Rosa Liksom. Den har både været hos Smagsdommerne, og er også at finde på Litteratursiden.
Al denne opmærksomhed skyldes dels, at det er en glimrende roman, velfortalt, godt komponeret og interessant, dels at romanen har fået og har været indstillet til flere litteraturpriser. I forhold til læseklubben er der desuden det gode at sige, at det ikke er en murstensroman, da vi som regel kløjs i de meget lange historier.
Uanset at vi her i august er langt fra Sovjets vinter får forfatteren mig til at fornemme rejsen gennem et endnu nedfrosset Sovjetunionen i opløsning (april måned, foråret er langsomt på vej, de politiske ændringer er endnu et stykke væk, men varesituationen er grotesk) og vi får en svag fornemmelse af lugte, stemninger og lyde. Specielt lugt-delen er levende og absolut meget direkte beskrevet - det har været hampert. De to hovedpersoner træder tydeligt frem på hver deres facon, hun gennem at læseren følger hendes tanker, han gennem en række (lange) mere eller mindre enetaler om livet, Sovjetunionen, mm. Kvinder og vodka fylder også en del.
Bogen findes selvfølgelig på biblioteket og også som e-bog på eReolen, og er let at få fat på. Varm anbefaling af den fine roman.

Apropos lange romaner, så var den foregående 'Den flammende verden' netop af den længere slags, og en af dem, der kun fik begrænset ros i læseklubben. Jeg har læst den færdig efterfølgende - og jeg blev glad for den let gakkede (faktisk af og til grotesk morsomme) historie. Specielt nogle af bifigurerne er så New Yorker-syrede at det virker realistisk i en NY-kontekst og ville være helt utænkeligt de fleste andre steder. Så hvis man er til lange romaner, der specielt i starten har karakter af løse brudstykker, men hvor billedet samler sig til sidst og forfatteren afgjort har et budskab, så læs endelig Hustveds nyeste.

tirsdag, august 19, 2014

Forfatter med stålhjelm

I anledning af 100-året for starten af Første Verdenskrig læste jeg Ernst Junger ’I stålstormen’ i løbet af sommerferien. Den kan varmt anbefales, uanset at den er voldsomt voldelig – det er krig jo, og specielt skyttegravskrig.
Uanset, at forfatteren bogen igennem er fascineret af krigen og ’mænd, man kan kæmpe med’, så er det en fremragende, nøgtern beskrivelse af hvordan krig kan foregå. Der er mange skrækkelige scener, for hurtigt at blive efterfulgt at et (relativt) lyst øjeblik. Forfatterens beskrivelse af, hvordan en enkel seng og et måltid mad kan være en luksus, når man har tilbragt år i en skyttegravskrig og med at spise kålrabi er tankevækkende, også for hvad et menneske kan vænne sig til. Det værste er, efter min mening, den fuldstændig manglende fornemmelse af udvej og afslutning på krigen, som lyser ud af langt de fleste scener, undtagen til sidst, hvor det bliver klart for forfatteren at Tyskland ikke kan vinde krigen. Betegnende nok, indeholder bogen intet om afslutningen af krigen.
Kan varmt anbefales, uanset det ubehagelige tema. 

mandag, august 18, 2014

Slutspurt i grønt

Til egen overraskelse er jeg næsten færdig med at sy grøn baggrundsfarve, efter at have syet det meste af motivet færdigt i april. Broderi tager bare lang tid, hvilket en af med-brodeuserne kan bekræfte.
Nu, hvor ferien er slut og hverdagen sætter ind falder tempoet, og så er der også lige det med monteringen. Men håb forude for at den er færdig i dette kalenderår (om ikke andet i juleferien). 

søndag, august 17, 2014

Nåede det lige..

På en dag med heldagsregn, og på bagkanten af sommerferien lykkedes det mig at få afsluttet et af strikkeprojekterne.
Et par helt almindelige 2 r / 2 vr sokker til Kæresten, i anledning af at sokkesæsonen for alvor er ved at starte. Vi har også haft tændt op i brændeovnen her hen på eftermiddagen, både fordi der lige var brug for at sende lidt varme ind i huset, og fordi det er så hyggeligt med ovnen der står og knitrer.
Regnvejrsdagen er stort set brugt til læsning, kombineret med færdigstrik af disse:
Mønster - tja. 80 m i opslag, klaphæl, asymmetrisk tå. Hovedparten af indtagning til tå er i den ene side, og der er 2 x 16 masker i aflukningen.
Garn: Et nøgle Mayflower Divine (enkelttrådet strømpegarn). Det blev brugt op på nær et par meter, så tæt løb. Som det kan ses, er rapporterne ikke 100% ens, mest udpræget i tåen hvor der på det sidste par var et brud på garnet, så der simpelthen mangler en mørk blå sektion. Det enkelttrådede garn giver en fin ulden sok, men er lidt slem til at splitte. Det er ikke blevet et yndlingsgarn, trods de fine farver. Jeg har et nøgle mere i 'mine' farver, dog.
Pind: 2,25 mm Addi Turbo Lace rundpind (100 cm, importeret fra udlandet). Glimrende pinde, ganske spidse, så jeg var nødt til at tage et plaster på højre pegefinger. Af og til rammer spidsen under neglen, og det gør forbistret ondt. Det værste er, at det virker som om det kommer i stimer...
Fin, fleksibel wire, der er dog en af samlingerne der er lidt ujævn. Det bliver nok en af yndlingspindene til sokkestrik, næste eksperiment må blive to på én pind.

lørdag, august 16, 2014

Et par gamle jeans og en håndfuld stofprøver

En ældgammel UFO, vist nok fordi den oprindelige tutorial krævede mere strygning og sømning end jeg i praksis kunne tage mig sammen til. Men i går blev den syet færdig, med de tillempelser, der skulle til. Fx kunne hankene være sat i mere elegant, hvis jeg havde syet posen sammen i toppen, i stedet for at bruge kantebånd. Sådan er der så meget.
Den oprindelige tutorial er 'scrappy linen tote' fra en tilsyneladende lukket blog - derfor intet link. Men der er fine eksemplarer at se, som er lidt tættere på originalen. Som det kan ses, har jeg syet en bund i posen, da jeg ellers synes at min version blev for lille. Nu er den færdig, og absolut brugbar, og jeg er fri for at få dårlig samvittighed over det halvfærdige projekt hver gang at jeg ser i sy-afdelingen af hobbyskabet. Samtidig her jeg lært lidt om teknikken til at sy bæreposer, så et eventuelt næste forsøg kan blive håndværksmæssigt lidt bedre, fx at sømmene bliver pakket bedre ind, og at hankene kommer ind mellem yder- og foerstoffet.
Der er et tyndt lag quiltevat mellem yderstof og foer, som er med til at posen virker ganske robust.

fredag, august 15, 2014

Sommerbilleder

Med sommerferien på hæld tog vi en tur i formiddags. Det var for det meste fint vejr, men vi fik også to byger - godt at vi havde flere lag tøj med.
 Udsigten fra morgenstunden, med næsten helt blankt vand - lige til at sætte kajakken i.
Byge i det fjerne. Vi har en del kajakudrustning, blandt andet glimrende anorakker, men jeg kunne godt bruge en regnhat, konstaterede jeg i dag. Meget muligt, at der ikke findes dårligt vejr, kun uhensigtsmæssig påklædning, men når jeg sidder i regn og blæst føles det som lidt dårligt vejr. Faktisk var det bedste jeg havde ved hånden solbrillerne som værn mod regnen.
På vej hjemad, med godt vejr, godt 'føre' og efterhånden lidt tunge skuldre. Dagens distance var 16-18 km.

onsdag, august 13, 2014

Pølsemageri

Sommerferien bruges blandt andet til gastronomiske eksperimenter, blandt andet pølsemageri. Udgangspunktet var 1 kg nakkekød og en portion tarme. En opskrift fra Meyers Almanak plus lidt baggrundslæsning på nettet, blandt andet hos Fjordrejen. Barndomserfaring med fremstilling af medisterpølser til jul viste sig også at være ret nyttig. Generelt er det godt at være to, indtil man har en vis rutine i at håndtere nedstopning samtidig med fyldning af tarme. Jeg snor den fyldte tarm op til pølser bagefter, så der er mere styr på afmålingen af størrelse. Det er en af grundene til at tarmene ikke skal stoppes for hårdt, en anden at farsen udvides ved opvarmning.  
Kødhakker monteret, og 2. hakning i gang. 
Hele krydderier ristes - allehånde og fennikel. Desuden brugte jeg rosmarin, salt og peber. 
Pølsefars, klar til at hvile i 0-grader skuffen. Der er en del væde i, jf. opskriften, 3 dl. mælk pr. 500 g kød.  
Fyldte og kogte pølser. 
På panden - nylavede og kogte pølser, klar til en enkel men god aftensmad med nybagt rugbrød fra den gode bager samt en kold fynsk øl.
Noter til senere:
Ret fugtig fars, jeg vil nok reducere mængden af væske med 25-30%. Noget af mælken vil blive erstattet af hvidvinseddike og/eller tomatpure. Pølserne kunne godt have lidt mere syrlighed, uden naturligvis at blive sure. De ca 3 tsk salt bør sættes op til 4 tsk, også for at fremhæve pølsesmagen. 
Fars af ca 1 kg kød passer til ca 5 m lammetarm. Svinetarme har større diameter og rummer lidt mere.

Strikke baglæns..

Så var jeg lige kommet godt i gang, og en lurende mistanke breder sig. Alle strikkere kender det, fornemmelsen af at størrelsen er gal. Efter lidt benægtelse, og videre strik kan det ikke længere ignoreres, og eftermålinger bekræfter, at hvis jeg ikke gør noget, så bliver det en stumpebluse, mere velegnet til en teenager end en absolut-ikke-længere teenager. Dvs. mig.
Så ud med pindene, i første omgang med tanke på at genbruge ærmet. Men, ved nærmere afprøvning er jeg startet forfra.
Som det ses, er viskosegarnet ikke helt nemt at arbejde med i optrevlet stand. Men med min legendariske tålmodighed :-) er jeg ved at kæmpe mig igennem virvaret. Projektet er snart igen flytbart.

tirsdag, august 12, 2014

Guld-projekt på bagkanten af sommeren

Lige sent nok, eller i rigtig god tid. I hvert fald er jeg startet på en kortærmet guldbluse, i noget viskosegarn og efter dette mønster af en designer, jeg i en periode har haft et godt øje til.
Starten er let nok, men når der skal strikkes op fra hækleopslaget er jeg nødt til at ty til to pinde, ellers kan jeg simpelthen ikke få maskerne flyttet rundt på min 60 cm rundpind. Heldigt nok, at der er flere strikkepinde på lager...
Desuden strikkes der lidt spredt på et estisk sjal, fåretæppet, to par sokker og Svalbard-trøjen. Mon ikke der bliver et par sokker færdigt i løbet af denne uge, hvor vejrudsigten lover en del nøklevejr.

mandag, august 11, 2014

Feriedag

Sidste ferieuge er begyndt. Nu ser det ud til at sommeren er lidt mere dansk gennemsnit, end vi har været forvænt med de første to uger. Fx i fredags, hvor der afgik en ekspedition nordpå mod Limfjorden.
Vi tog tidligt hjemmefra, for at udnytte at det var sidste hverdag i skoleferien, og dermed mulighed for guidet fossiljagt ved Molermuseet på Mors. Det starter kl 11, og der var lige et stykke at køre inden, fra vores lerknold til moleret. Til gengæld for at troppe op fik vi den lokale museumsleders vidende og engagerede introduktion og vejledning i fossiljagt, samt hjælp til at forstå, hvad det var vi fandt.
Vores 'fangst' - den nederste mørke er dog med hjælp af museumslederen, som flækkede cementstenen. Det kræver lidt mere håndelag, og gerne et par arbejdshandsker, da flækningen kan give skarpe stenkanter.

Det var meget illustrativt i forhold til, hvor mange små fossilrester af fiskeben, der er at finde. Lidt sjældnere er børsteorm, de aflange fossilrester ovenfor, og aftryk af fugleknogler, som en af de andre deltagere var heldig at finde et eksempel på. Vi fik også introduktion til forskellen mellem fossilrester i moler (der er meget sarte, nærmest at lige med støv) - de lysegrå ovenfor, i forhold til fossilrester i stenlaget (den mørkegrå cementsten, hvor fossilet er forstenet og dermed mere holdbart).
Fordi vi havde museumslederen med i grusgraven fik vi også historien om, hvordan han var ved at grave en 9 m lang forstenet træstamme ud - og mulighed for at komme over og få et kig på udgravningsstedet.
Inde på museet er der fantastiske fund af fossiler, både fra Mols og andre steder i verden. Blandt andet en stor fisk og en helt komplet skildpaddeunge, begge fundet lige ved museet af museets medarbejdere. Skildpaddeungen har endda fået sin egen bog og video.  
Efter en frokost på en nærliggende kro gik turen til de imponerende klinter på nordsiden af Mors, hvor vi besteg Hanklit (61 m).
Efter klitten en tur til Vejlerne, som er et stort fugleudkigssted og efter lidt søgen så vi også Østerild vindmølle-testcenter. Vi fandt det, vindmøller på over 100 m er ikke lige at overse, og store er de, når man står ved fundamentet af en kæmpevindmølle og ser op. Til slut endte vi hos Limfjordmuseets restaurant i Lemvig, med et lækkert fad skaldyr og kølig hvidvin. Sommeraftenen var helt perfekt, specielt efter at vi blev bevæbnet med en fluesmækker mod hvepse og til sidst var vi på alle måder mætte.

tirsdag, august 05, 2014

Opus 1

I morges var jeg oppe og lege, og udnyttede sollyset til at overføre første motiv.
 Taleboblen er tom i originaltegningen. Det lykkedes, efter at jeg fik tegnet tegningen op med en kraftig streg.
 Og voila - taleboblen er vurderet og fundet overflødig.
Nuser er syet med ½ tråd (3 tråde) og kontursting, tilsvarende med huset. Woodstock er syet med 2 tråde og stikkesting. Nusers øre er syet med fladsting. Det overvejes, om der skal lidt markeringer på hundehuset, jf. skitsetegningen.
Næste overvejelse er, om det skal blive til et Nuser / Radise-tema, eller der skal andre serier på banen. 

mandag, august 04, 2014

Syning - et projekt i flere etaper

Lidt baggrund - her i huset bruger vi servietter til daglig, og dagligservietterne gennem 15 år er ved at bære præg af, netop, 15 år. Jeg skal understrege, at det er ikke super overdrevent overskudsagtigt / michelinstjerne med en frisk, nystrøget serviet hver dag, de skiftes efter behov og stryges sjældent. Bortset fra når vi får noget med tomatsauce kan en serviet derfor godt holde et pænt stykke tid.

Nu havde jeg bestemt, at vi skal have nye servietter, og i stedet for at købe færdige servietter blev der indkøbt 1,5 x 2 meter ubleget hør samt en rulle neutral bomuldssytråd. Projektet er inspireret af dette, og jeg er meget charmeret af deres farvede hør-mix, men holdt mig dog i skindet denne gang.
Syet og trådene er pillet ud. Jeg blev bedre til at sy trådlige undervejs, men det er svært at undgå, at der lige skal rettes lidt til, når der laves kanter. Jeg syede inden stoffet blev vasket, det ser ikke ud til at have gjort den store forskel. Målet var servietter i ca 50 x 50, og praktikeren klippede stykket i 12 dele, efter at have fjernet ægkanten. Reelt der de lidt rektangulære, jeg tror at jeg fik rigeligt 2 m, så der kunne nok være blevet 15 servietter. Nu har vi 12 temmelig store middagsservietter. 
 En færdig stak servietter, efter at have ligget i blød og derefter blevet vasket. Jeg vasker hør med finvaskemiddel og ganske lidt centrifugering, samt hængetørring, lige. Her første gang var de næsten glatte af sig selv på den måde.
Lidt closeup af kanten. Der er lidt sammenklumpning i kanten, det må blive det rustikke udtryk.

Andre ideer - det kunne også være fedt i nogle af disse garnfarvede stoffer, hvor der ville komme noget af den samme effekt som i det oprindelige forlæg.

Jeg har en skummel plan om at brodere (tegneseriefigurer) på servietterne. Tintin, Nuser osv. Foreløbig tager vi værket i brug udekoreret, så kan figurerne komme lidt ad gangen. Der er lige et par andre projekter, også på broderifronten. Klippe- og sydelen tog ikke lang tid, frynsningen tager længere tid, men kan uddelegeres, hvis man er så heldig at have flere sæt hænder til rådighed (børnearbejde).

søndag, august 03, 2014

Brødbagning - mere dogme

Tilbage til rødderne - mine formødre ville muligvis have undret sig, nu hvor det er muligt at købe fint, hvidt mel, og så giver hun sig til at ordne korn og male selv.
Feriebørnene havde nogle kg nyhøstet hvede med hjemmefra, fødegården. Det skulle vi selvfølgelig prøve, så der er blevet bagt brød og boller med hjemmegjort mel, suppleret med færdigmalet. Rent egenmalet korn, uden at det er sigtet er jeg bange for vil give et rigeligt kompakt resultat, og jeg har foreløbig ikke tænkt mig at stå og sigte mel i store mængder.

Mejetærskeren har gjort et udmærket job - bondens forklaring er, at de øverste korn i akset er modnede lidt for hurtigt pga tørken, og derfor er der lidt avner med i kornet. Så jeg nulrer og puster lidt, i mangel af kornsold bruger jeg min tærteform...
Efter kærlig behandling har jeg så mit korn, klar til at blive malet.
Fordej - med ca 250 g friskmalet mel, lidt gær, vand (evt lidt mælk, hvis der er en rest, der skal bruges i køleskabet). Fordi det er sommerferie bager vi ca hver 3. dag, så jeg leger også med en rest dej fra forrige bagning som en slags surdej.  
 Godt fugtig bolledej, der står og venter på varmechoket på en bagesten. 
Slutresultatet blev spist før end jeg fik fotograferet - de smagte godt, hævede pænt og fik en rigtig fin konsistens. Jeg skal have eksperimenteret lidt mere med hvor fugtig dejen hensigtsmæssigt kan være.