mandag, september 29, 2008

Periodiske systemer

I bogen 'L' skriver Erlend Loe om pigernes periodiske system. Det er ikke lykkedes mig at afkode hvordan piger ordnes, men der er både stabile og ustabile piger. Nogle mere ædle end andre. Der er forskel på hvor gode de forskellige pigetyper er til at indgå forbindelser, så det minder da om en slags kemi.
Nadjas Reflexioner skriver et interessant indlæg om succeshistoriernes periodiske system. Skræmmende, hvis hun har ret, jeg vil læse portrætartikler med ny interesse det næste stykke tid.

Det rigtige periodiske system er her, bare for en god ordens skyld :-)

lørdag, september 27, 2008

Hjemme efter en lang dag i Silkeborg

At komme hjem fra strikkefestival er en ren tilståelsessag. Ja, der kom lidt mere med hjem end der var med ud. Nogle strikkepinde, et grønt topstykke in spe, knapper til børnetøj samt lækkert hvidt strømpegarn. Det er super blødt - merino og silke.Skønt at få ansigter på mange personer fra de daglige strikkemails etc. og Heidi gav en workshop i strømpestrik på rundpinde. Det gjorde hun rigtig godt, det lykkedes endda uden at den nye rundpind (hmm, en af flere) fik et ubodeligt knæk. Teknikken med to rundpinde skal afprøves på et emne med flere farver. Teknikken har en fed grundregel - der strikkes altid fra den ene ende af et kabel til et andet. Ellers ender alle masker på samme pind, og så skal de flyttes med forsinkelse i strikkeriet til følge. Til almindelige strømper med et garn og ikke for mange masker, er de almindelige strømpepinde ok, men det virker lovende til ting med flere masker eller mere komplekse mønstre (flere farver garn/snoninger).
Der blev også tid til en del strik på kærestens nye vest, jeg vil skyde på at den nu er halvt færdig. Garnet, Drops Karisma, smitter voldsomt af, så jeg har sorte fingre som havde jeg ordnet bil. Det vil dog næppe give den sorte streg over venstre pegefinger, hvor garnet har løbet det meste af dagen, og jeg har heller ikke ordnet bil. Hvis nogen skulle være i tvivl. Der åbnede sig en ny verden af spinderi for mig. Jeg ser allerede mange gode anvendelsesmuligheder for det nye multirum - spinderi, garnlager, vævestue. Måske skulle jeg starte med at forsøge mig med farvning af allerede spundet garn. Jeg håber i hvert fald ikke at mine forældre har gemt den håndten jeg fabrikerede i 6. klasse, som blev brugt til nogle sporadiske forsøg på at spinde. Det husker jeg ikke som vellykket, snarere som grimt gulgrønt og særdeles ujævnt.

De, der åd Egypten

Der var en gæst på vinduet forleden. Jeg tror den stammer i lige linje fra græshopperne i Egypten. Den var +6 cm lang. Ganske imponerende.

torsdag, september 25, 2008

Musik høres bedst live?

'Vi har en fest heroppe på scenen' - lød det fra den glimrende sangerinde Veronica i går aftes i Bygningen til Jive-koncerten. Det var sandt, heldigvis kom festen også ud over scenekanten. Rigtig god koncert, med gode, tilstedeværende musikere.
Veronica spiller i Ålborg i aften, jeg håber det bliver en lige så fed koncert i Huset.

Strikkefestivallen nærmer sig

En begivenhed er under opsejling, skal jeg tro de mange begejstrede indlæg på diverse strikkeblogs om weekendens kommende strikkefestival. De kommer fra de rutinerede deltagere, så jeg, nybegynder, glæder mig.
Pakkeriet er hurtigt overstået, det bliver en enkelt dag for mit vedkommende, så personlig bagage bliver der ikke meget af og garnpakkeriet er heller ikke så svært. Med en bil er det let at smide et par poser garn i bagagerummet, og fremme i Silkeborg kan jeg så hente frem efter behov. Det hjælper selvfølgelig på udvælgelsesprocessen, at det samlede garnlager excl. det, der er på pindene igen er under 4 kg. Der kommer en stribe af 'garnsjatterne' med, det ku' jo være jeg kunne lære lidt om domino eller free-form. Det vigtigste igangværende projekt, kærestens vest, er ret velegnet til kombineret snak og strik, især efter at jeg har skiftet til brudsikre pinde...
Så galt gik det i mandags, under en åbenbart særlig energisk skubben maskerDet er så anden gang jeg knækker en helt ny træpind, derfor tror jeg at nyindkøb bliver metalpinde fra nu af.

mandag, september 22, 2008

Hjemlige sysler

Den nys overståede weekend var en af dem uden planer :-) Faktisk endte den med at være så hjemlig, at vi ikke har startet nogen af bilerne lørdag-søndag. Det betyder ikke at vi sad hjemme hele tiden, tværtimod var det noget af en weekend på motionsområdet.
Lørdag gik vi en lang tur, det blev til 11 km i alt, så vi fik udforsket en vej eller to i lokalområdet, vi ikke har set før. Søndag lå vi heller ikke på den lade side, da tog vi cyklerne og en madpakke og fik frokost i det grønne (og i behageligt solskin).Inden vi kastede os på cyklerne havde vi nydt friske morgenboller og mens vi spiste var æblegeleen kogt godt tyk. Til en afveksling er min gele stiv i første forsøg, måske fordi den fik tilstrækkelig kogetid mens kogekonen var optaget af sin morgenmad. Lidt utålmodig er man vel. I morges var geleen klar til prøvesmagning og det er sødt, stift og med en fin æblesmag.
Efter lørdagens tur og en samlet cykeltur på lidt over 20 km sov jeg ret godt i nat.

lørdag, september 20, 2008

Efterårsarbejde

Landmanden har travlt. Det gælder om at få sået, så kornet kommer op inden det bliver koldt. Der er ikke meget så blåt som en septemberhimmel en solskinsdag.Indendøre er der også tydelige tegn på at efterårssæsonen nærmer sig. Her efter en tur på biblioteket. Det er rart med forskellige læsemuligheder. Der bor kun to læsere i huset og der er ikke gæster på tidspunktet for billedet.

Sæsonens must-have?

De klogeste ord, jeg har set i et Vogue: 'Confidence is flattering' - så kan læseren blot spekulere over hvorfor fuldstændig uanvendelige klædestykker skal fylde en meget stor del af bladet. Lånt på biblioteket, bare for at se om fordommene holdt stik ;-)
Næh, så er der mere perspektiv i dette: En taske med lys i fra en blog, jeg checker med jævne mellemrum. Det handler jo om noget helt andet end tøj.

torsdag, september 18, 2008

Den grå sag

Den grå sag er færdig, vasket og tørret. Med et fint resultat, som kanalen her senere vil bringe nogle billeder af (på detaljebasis). Update: Nu med billede og der er flere på Ravelry.
Fakta: Der er gået ca. 420 g silkealpaca, den er strikket på p 4,5 og med lidt udfordringer undervejs, så var det et ganske tilfredsstillende mønster. Jeg forventer at lave en model til mig selv, senere.
Det betyder at jeg nu er i gang med kærestens vest. Først en strikkeprøve - vi ved alle, strikkefasthed er alt... Det er min første strikkeprøve i mange år.
I dette tilfælde hjalp det nu at nærlæse opskriftens anbefaling på pindetykkelse, så kom det til at passe.

mandag, september 15, 2008

Søndagsturen i kajakken

Det var skønt ved Daugård strand i går. Se bare - så vi var ude at sejle. Det går bare derudaf i den blå båd - jeg har valgt et billede på lidt afstand, så det ikke ses at jeg stritter fjollet med den ene lillefinger. Det var en tur på 1½ time og der var noget blæst, så det blev ikke helt til 10 km sejlads. Til gengæld fik vi trænet lidt spurter i modvinden.
Men hov - der er noget galt :-) Hjælp - min pagaj! Desuden vil den opmærksomme betragter se at benene kan ses. Det betyder at der kan komme vand ned i kajakken (normalt er der et dækken over).
Padleren troede egentlig at hun skulle i land, men så kom der et lille skub fra fotografen, som står og morer sig. Påskuddet var at han ikke havde fået billeder nok. Det kostede en del padlen med hænderne at komme i land igen og det blev ikke lettere af at der var risiko for at skovle vand op i kajakken, med våd bagdel til følge. Så varmt er vandet heller ikke længere, og det blæste så meget at det kunne blive en kølig fornøjelse. Derfor er jeg også meget godt tilfreds med min nye røde kajakjakke.
Han har fået tilgivelse og der er heldigvis ikke lyd på billederne.

onsdag, september 10, 2008

Opdatering på strikkeriet

Den flittige strik betyder heldigvis at værkerne går fremad, selv om et af dem har kostet mig mange hovedbrud. Mere om det længere nede.Strømperne er ret lige ud af landevejen. Tilsyneladende en lidt anderledes måde at strikke hæl på, ser det ud til i opskriften, men ellers intet specielt. De røde strikkes på de nye Knitpicks pinde. De er kortere end jeg er vant til, men endnu er det lykkedes mig at holde maskerne på pindene.
De blå er i silkestrømpegarn, dvs. et mix af silke, uld og kunststof. Samme opskrift som de røde, på de gamle pinde. Den ene af pindene er lidt skæv i spidsen, det er ikke helt samme fornøjelse at strikke med som de nye, lige og glatte pinde. Men at vente til de andre pinde er fri! Næh, nej.
Sidst er der anledningen til hovedbrud, og den er lige dér, indtagningen mellem ærme og krop:
Nu er det lykkedes, og alt hvad man kan, er jo let. Sådan er det for de fleste, men det stykke har været trevlet op tre gange inden det lykkedes at regne ud hvad der skulle ske. Opskriften er ikke ganske præcis, eller det vil sige, den er præcis, men resultatet kommer ikke til at ligne det billede, som heldigvis også er i opskriften. Og nej, det er ikke en dansk opskrift ;-)
Sproget kan selvfølgelig være en del af årsagen til at denne strikker ikke fatter meningen, men næppe forklaringen på at der mangler symmetri, hvis opskriften følges virkeligt slavisk.
Bortset fra det, så er det en sjov model at strikke og planen er at forære den væk. Derfor ingen nærmere detaljer om hvad det er.

Efterår og røde bær

Efteråret sniger sig nærmere, gør det.
Solen skinner nu og fik de røde bær til at skinne så flot, så jeg var nødt til at gå ind og hente kameraet. Først et lille kig på fuglekirsebærrene gennem busken. Her var jeg en kylling og blev på stien.Lidt længere oppe er der en anden busk, som jeg faktisk ikke ved om det også er en kirsebær. Et helt rødt festfyrværkeri.
Selvfølgelig vil tjørnen også være med. En afstikker fra stien kostede en tur på halen, heldigt at der ikke kom nogen. Man (jeg) sætter mig mindre elegant, når det gælder om at holde kameraet højt fra jorden og det stadigt fugtige græs. Slåenbusken afviger med sine smukke blå toner. De bliver siddende længe efter at bladene er faldet. Heldigvis er de fint grønne endnu, i en snæver vending kan det stadig føles sommerligt og varmt. Der er også fortsat brombær, der dog knapt er så fotogene. Sultne insekter har allerede taget godt for sig af bærrene, så der er en del indtørrede og halvspiste brombær iblandt.

tirsdag, september 09, 2008

At læse Lolita

Af og til kan man blive overrasket. Jeg havde hørt positiv omtale af 'At læse Lolita i Teheran', så nu fik jeg den lånt. For selv at bliver positivt overrasket af bogen og en hel del overrasket over skildringen af Iran før, under og lige efter revolutionen.

Titlen er ikke grebet ud af det blå, romanen Lolita optræder som hyppig reference, så det kan være jeg snart må få læst den. Forfatteren, ph.d i engelsk, bringer nogle helt andre aspekter frem i Lolita, end jeg umiddelbart havde observeret, baseret på omtale, så den bliver betydeligt mere interessant end jeg altid har opfattet romanen. Gamle mænd og unge piger er umiddelbart ikke særligt interessante, fra mit synspunkt.

søndag, september 07, 2008

Vidunderlig smuk start med kajakken

Der er meget vand i åen (Rohden å) i dag, så vi har været oppe ad åen i kajakkerne. Det er sjovt - hårdt arbejde mod strømmen, hurtig og præcis sejlads nedad. Opad ligger farten på 1-3 km/t, nedad kan vi komme op på 10 km/t.
Det vidunderligt smukke kom i starten, ude på fjorden. Det var diset og sol, samtidigt, så vi satte kajakkerne i spejlblankt vand i solskin, omgivet af en let dis. Når det er sådan er det umuligt at se hvor vandet ender og horisonten begynder. Vandet var så blankt at mågedunene kunne flyde og når fuglene lettede spejlede de sig i vandet. Sjældent har jeg set noget lignende :-)

lørdag, september 06, 2008

Hjemlig hygge og højtlæsning

Højtlæsning er tilbage, i det mindste her på matriklen. Det er super hyggeligt og kan varmt anbefales.

Det startede under strikkeolympiaden (Ravelympics), hvor den lokale deltager (mig) var i et svært dilemma mht. om der skulle strikkes eller læses. Løsningen blev en opfordring til kæresten om at læse højt. Valget faldt på denne:
Det var et ganske vellykket valg. Historien er grotesk morsom og har medført at vi ikke længere kan høre ordene 'vand flyder' uden at trække på smilebåndet. Flyderi er noget rod, ifgl. den unavngivne fortæller. Den læsende havde lidt udfordringer, da der er ganske langt mellem punktummerne i teksten, hvilket får læsningen til at blive meget flydende (sic!), nærmest som en tankestrøm. Det er anderledes end de øvrige Loe-bøger jeg har læst, de er ret forskellige og bestemt anbefalelsesværdige.
Fornemmelsen af tanke (tale) strøm, kombineret med tonen i bogen har fået kæresten til efterfølgende at finde Dan Turèll frem. Lokalhistorierne fra Vangede bliver absolut kun bedre af at blive læst højt - i hvert fald når man er tilhører.

Nye projekter på bedding

Nu ligger der tre nye strikkebøger på bordet. Ud over de to jeg allerede har tilstået sneg der sig en slags grundbog med - nu skulle jeg se hvad Elizabeth Zimmermann kan. Noget kedeligere i layoutet, bestemt. Mange flere bogstaver inden i end den gennemsnitlige strikkebog og et skønt underforstået engelsk (selv om hun er amerikansk), så den umiddelbare vurdering er at bogen vil være langtidsholdbar i bogreolen. Den er faktisk umoderne fra starten, men fyldt med guld vedrørende teknikker etc. Ved første korte gennembladring nævner jeg f.eks. tippet om at strikke vanter i par af tre til mindre børn. Enkelt og genialt.
Jeg kender også mindst én ud over mig selv, som med interesse vil studere afsnittet om sømløse sweatre. Der er meget andet praktisk og fornuftig viden at hente, ser det ud til så den kan med stolthed stå på hylden med klassikerne og fortjene sin plads - ved siden af Dansk Husmoderleksikon :-)

torsdag, september 04, 2008

Strikkeblogs

Tveskov har et langt og velskrevet jubilæumsindlæg (nr. 3000 - imponerende). En fornøjelse - og husk så at slukke computeren en gang i mellem. Som jeg vil gøre nu ;-)

Garnlager - opdatering

Når der ikke blogges (eller arbejdes) strikkes der i øjeblikket febrilsk for at få plads i strikkekurven til kærestens vest. Der er i øjeblikket potentiale til at bruge 700 g, og jeg ser at der kan være behov for et cashmere-o-meter, for at demonstrere at huset ikke er over de ca. 5 kg, lageret blev gjort op til for en måneds tid siden. Siden opgørelsen er der gået et par hundrede gram til tørklædet og babytrøjen.
Bogen er kommet, men jeg har ikke haft tid at hente den endnu. Det bliver der rådet bod på i morgen, og lørdag har jeg tid til at sidde i sofaen med the og strikkebøger; garn og pinde.

tirsdag, september 02, 2008

Musik med ?? gang i

Nu kommer der snart en ny plade med et af mine yndlingsbands. Opdagede jeg, da jeg skulle finde dem til en kollega. Cool.

mandag, september 01, 2008

Ahem - det må være efteråret

I dag havde jeg lidt behov for at forkæle mig selv, det har været en hård dag.
Af og til hjælper lidt shopping, så længe det er Drops, er det ikke en privatøkonomisk katastrofe. For at være beredt til jeg får fingre i mønsteret tog jeg derfor i den lokale garnbutik efter 11 nøgler gråt Karisma til kærestens vest (jeg venter spændt på bogen). Desuden, til et mindre navngivet projekt, kom der også lige to nøgler Drops Kid Silk med i garnposen i en dejlig efterårsfarve. Nu nærmer tiden sig snart hvor der kan produceres gaver. Jeg tror denne farve har større afsætningsmuligheder end det noget krast neongrønne Orenburg Lace jeg har fra Markno, men det skal blive sjovt at se om ikke det kan blive til et lidt funky sjal, måske til et yngre medlem i familien.