Viser opslag med etiketten 12i12. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 12i12. Vis alle opslag

torsdag, december 27, 2012

Sidste par sokker i 2012

Garnet blev købt lige før sommerferien, og inspireret af rejsemålet betegnet som italiensk.

Nu, hvor vi har december forekommer det mere rimeligt at kalde dem julesokker.

Mønsteret er bobles-sokker.

Pind 2,25 og garnet er norsk strømpegarn. På grund af mønsteret går der lidt mere garn end normalt, jeg har brugt 80 g til en str mig (38).

Lækkert garn, med en god ulden fornemmelse.

 

søndag, september 02, 2012

Tilbage til sagen

Ryggen er ved at komme i gang og mellem træningen er der blevet tid til at starte et halstørklæde til Kæresten, som var sød ud over alle grænser onsdag og hjalp mig hjem.

Han fortjener noget godt, så et tørklæde baseret på den mørke (Wollmeise - fra ferieindkøbet) og Schaefer - en lækker uld / silke mix er på vej. Det bliver strikket på langs, og der er slået 375 m op. Der bliver få men lange rækker.

Inden da blev er et af ferieprojekterne blevet færdigt, og det er sørme også til ham! Strømper på pind 2, Regia 3-trådet. Basismønster med lidt rib. Der er gået 80 g til et par i herrestr.

Hot - det tror jeg, de er allerede taget i brug. Det var så augustparret i 12 i 12.

søndag, juni 10, 2012

Sommer..?

Lidt sommertegn - de første jordbær fra haven.

Og - når solen ikke skinner hele dagen, kan min veninde snart supplere med sol på fødderne:
95 g Wollmeise Sonne - fra en pakke for længe siden. Skønne farver, og dejligt garn. Blødt og glat, uden at være ustyrligt glat.
Som det ses, blev det til sok classic på fødderne, efter kampen med sammenstrikningen af 3 masker. Retfærdigvis skal dog siges, at det lykkedes mig at lære mønsteret efter det første skaft - så andet skaft blev knapt så langsommeligt.
Pind 2½, magic loop, for at undgå for mange overgange i mønsterstrikken. Det er for mig måske en anelse hurtigere end strømpepinde, også i det glatte.
Mønsteret på skaftet er Cookie As Glynis.
God søndag aften - nu står det på aftensmad med spinat fra haven, lidt salat om lille hare har levnet lidt til os og en god bøf (og rødvin). Vi slutter af med de 7 jordbær - ummm.

søndag, april 22, 2012

En vindersok

En af marts måneds sokker var en vindersok og har givet gevinst i webstriks 12i12 striksammen.
Den fine gevinst er et æggekit fra Kastanjestrik, som jeg glæder mig til at få produceret til næste års påske.
Tak for gevinsten!

torsdag, marts 08, 2012

Marts sokker #1

Jeg er optimist og giver sokkerne nummer denne måned, fordi jeg regner med at få et par sokker mere af pindene denne måned.

Fakta:
Jeg er nødt til at begynde med garnet, mit nye favoritsokkegarn, Big Fabel. Der er gået 145 gram i gråt/hvidt til et par herresokker.
Pindene er 15 cm bambusstrømpepinde, str. 4. Det giver mig en passende fast strik, og de halvtykke pinde er herligt effektive. Disse er så tykke, at jeg ikke får krumme pinde ud af strikkeriet.
Mønsteret er en personlig udgave af et basismønster (Etus). 44 masker i omgangen passer til Kærestens fødder. Det interessante her er tåen, som er slået op med provisional cast on, hvor tåen strikkes først, og derefter strikkes foden. Hælen er også strikket med forkortede rækker, og er en af de mere vellykkede udgaver af hæltypen, fra min hånd.

onsdag, februar 29, 2012

Hovsa

Der har været tilbud på Drops strømpegarner i februar - det gælder vist stadig i dag.
Med undskyldningen om at jeg er i gang med 12 par strømper i 12 (og det er ikke fordi, at der ikke var tilstrækkeligt strømpegarn på lageret) lod jeg mig friste af et par nøgler Big Fabel først på måneden. Det er jeg blevet så charmeret af, at der er kommet mere til.
Faktisk en ret stor, og farvestrålende bunke af tykt strømpegarn, herligt. Det er en skøn afveksling at strikke strømper på pind 4 og hu hej, som det går. Det tager forbavsende kort tid at strikke et par sokker. Det er tykke, og garnet er dejligt - tykt, blødt og med en god fornemmelse. Meget elastisk og med et godt klem.
Kæresten, niecerne og jeg har store forhåbninger til, hvad der kommer ud af stakken.

onsdag, februar 22, 2012

Februarsokker

Foreløbig går det fint - her er februars sokker.

Garn: 70 g Opal Hundertwasser i overvejende blåt.
Pind: 2 1/4 strømpepinde. Bambus, 20 cm. Ikke favoritpindene, så nu kommer de nederst i stakken.
Mønster: Rise and Shine af Tikru. Jeg har ikke strikket zig-zag striberne under foden. De er lidt sene at strikke, og jeg så ingen grund til at lave ujævnheder i det, jeg skal gå på. Ellers ingen modifikationer, det er et helt klassisk strømpemønster.
Hot / not: Gode nye strømper, farven passer godt til jeans og strømperne sidder godt til, så jeg er godt tilfreds med de nye strømper, som har glade farver uden at være overdrevet spraglede.

tirsdag, januar 31, 2012

Januar sokker

De ser lidt sjove ud uden fyld, januar sokkerne. Det overrasker mig ofte, hvordan strukturmønster trækker sig sammen, uanset at der ikke er rib i mønsteret. Et par herligt græsgrønne sokker, og mit første par i Wollmeise. Dejligt garn og skøn farve. Garnet er blankt, farvemættet og består af vældig mange tynde tråde, tvundet sammen. Jeg håber at det kan sikre en lang levetid for sokkerne, på trods af Kærestens evne til at slide strømper og sko. Der er også gemt en god rest af garnet, så der kan stoppes huller en gang eller to.
Nærbillede af den dobbelte kant, som er startet med et midlertidigt opslag (provisional cast on), hvor der er strikket 7 omgange på pind 2. Herefter er der skiftet til pind 2,25, hvor første pind er en vrangpind til ombuk. Efter 6 omgange strikkes det midlertidige opslag sammen med de fortsættende masker, jf. kantmonsteret.
Grønne monstre eller ej, faktaboksen siger:
Mønsteret: Cookie A - Cauchy. Fejlagtigt fortolket af mig. Der er slået 70 masker op til en herrestørrelse. Jeg valgte en enkel, lige kant til Kæresten, frem for mønsterets lille fikse picotkant. I str. 44? Not.
Garn: 125 g 100% merino. Det har jeg rost, og vil glæde mig til at strikke mere af. Eneste anke er, at det ret let splittes i mange tråde. 
Pinde: 2 mm bambus til kanten, 2,25 Knit Picks. Begge 15 cm strømpepinde. De 15 cm er ok, også ved hælvendingen, hvor der kommer lidt flere masker på. 
Hot: De er allerede i brug, og de ser ud til at sidde godt. Projekt 12i12 er godt fra start.  

søndag, januar 22, 2012

Kantmonster og luksussok

Det minder mig om et stikkende monster - 9 strømpepinde er i sving her, hvor der skal strikkes dobbeltkant. Så det må være et kantmonster.
Det er anden gang at vi har et kantmonster i huset, men jeg kom for sent i tanke om at jeg havde brugt en rundpind til den første. Det er lidt smartere, med knapt så mange spidser at holde styr på. Resultatet af første runde inklusive alt det, der er neden for kanten er her, og det bliver forhåbentlig den ene halvdel af årets første par af de 12. Som det ses, er jeg i herrestørrelse, og ikke resigneret til babystørrelse endnu. Jeg har dog beregnet, at der bliver garn til overs til et par babystrømper.  
Det er en fornøjelse at strikke med Wollmeise-garnet, det er blødt og glat, med små farvevariationer.
Det glider relativt hurtigt på KnitPicks pindene, så selv om jeg er nede på 2,25 mm, så skrider det fremad. Modtageren er tilfreds så vidt.