tirsdag, august 16, 2016

Bedre sent end aldrig

Nogle bøger kan være vældigt omtalte i en længere periode, uden at det gør større indtryk på læseklubben. Således med 'Stoner' af John Williams, som har været rosende omtalt mange steder, i en lang periode, uden at nogen af os havde følt behovet for at få den læst. Det har vi nu fået rettet op på, til alles tilfredshed og begejstring.
Sjældent har der været så enstemmig begejstring for en bog. Vi kan sagtens alle være tilfredse, men på grund af vores forskellige temperamenter og læsestile er der næsten altid nogen, der er mere tilfredse end andre. Her var vi alle tilfredse - med historien, sproget, oversættelsen (Jens Chr. Grøndahl) og stemningen i bogen. Det er, hvad jeg vil karakterisere som en 'langsom' bog, der fortæller nogle tableauer omhyggeligt og med tilstrækkelige detaljer til at karaktererne bliver nærværende, uden at det bliver overdrevent detaljeret (og dermed ofte kedsommeligt). Bogen starter med at præsentere slutningen, opsummeringen af et levet liv, så der er få spændingsmomenter, men en fremragende fortælling om en almindeligt ualmindelig mand.
Varm anbefaling til en bog, der ikke gør meget ydre væsen af sig, og hvor læseklubben blot kan tilslutte sig koret af gode anmeldelser.

søndag, august 07, 2016

En gåtur

Sommerferie holdt hjemme giver nogle dagsture - forleden gik vi ad kyststien fra Snaptun til Juelsminde. Rigtig fin tur - relativt godt afmærket og ganske varieret.
Det er ca. 22 km - og uanset at jeg vil hævde at vi kan gå 5 km/timen, så holder vi inkl. læsepauser, spisepauser og ..chokoladepauser ca. 4 km/timen. Det trækker også lidt ned, at en del af ruten er i sand - langs strandkanten.
Der er en fin beskrivelse af ruten og mulighed for at orientere sig videre her
En så lang rute går de færreste vist både tur/retur, men det er der råd for. Busruten 104 kører mellem Juelsminde og Snaptun, og ruten går ikke langt fra hovedvejen (og dermed busruten) på den øverste del, fra Snaptun og ca. halvvejs. Så der er mulighed for transport og såmænd også at bryde turen op. Det sidste stykke fra Kirkholm til Juelsminde foregår ret langt fra alfarvej, så Kirkholm er 'point of no return' i forhold til at få transportmuligheder. 
Varm anbefaling til turen. Den er i relativt let terræn, selv om sandet trækker lidt tænder ud og uden de store højdeforskelle på ruten. Turen er afvekslende, med forskelligt terræn, og en række historiske punkter undervejs.

torsdag, august 04, 2016

Herresweater - efter mål

Efter det gode resultat med en anden skulderkonstruktion med min blå sommerbluse fik jeg blod på tanden, og havde samtidig lovet kæresten en tynd sweater, delvist til erstatning for en højt elsket købebluse, som desværre blev slidt op efter +10 års flittig brug. Den hedengangne var i en meget lækker silke/uld blanding, som jeg har haft svært ved at finde noget tilsvarende til. I stedet blev det en god og pålidelig kvalitet i en super farve - med andre ord, Holst Supersoft i farven Eclipse. En dejlig mørkeblå farve med lette nuancer og meleringer.
Altså - efter lidt målen og regnen slog jeg op til en model efter top-down og med en contigous skulderkonstruktion a la denne. For at det skulle blive interessant for strikkeren - og fordi jeg havde set en model på Ravelry, som jeg syntes var rigtig flot - blev der kombineret med noget kabelstrik. Dog ikke på hele blusen, da den kommende ejer gerne ville have en tynd og let bluse, hvilket ikke rigtig matcher med kabler i stor mængde. Det endte med kabler på skulderen og ned af ærmerne, samt et diskret mønster i begge sider. Det sidste gav samtidig mulighed for at indsætte en rib-rille, for at give lidt fleksibilitet og lave en slank model med tilstrækkelig skuldervidde.

 Overgangen fra skulderens snoning til det bredere kabel på ærmet blev klaret med nogle aggressive udtagninger. Det var hensigtsmæssigt at strikke begge skuldre på samme tid - jeg er ikke sikker på at jeg vil kunne genskabe mønsteret uden en del tælleri.
 og nedenfor, mønsteret på ærmet. I overgangen til rib blev der taget ind, og det lykkedes at lave en overgang, hvor kablernes 'reb' fortsatte ned i ribben.
Samlet er der brugt 280 g garn Holst Supersoft (282g for de nøjeregnende og lageroptællingen) og den er lang nok - også efter vask. Faktisk er ærmerne 1-2 cm for lange, det skulle passe med en mønsterrapport. Det er ikke mere, end at det kan klares med et opsmøg, som klæder blusen udmærket.
Pinde - det meste er strikket på pind 3,5 mm. Jeg mener dog, at jeg gik ned på 3 mm til ribben.
Halskanten er strikket dobbelt med en vrang-pind som vendekant og en syet aflukning. Indersiden af kanten fylder lidt for meget, så den ruller lidt ud - det bliver rettet ved en passende lejlighed.
Hot / not: Den er blevet som jeg (og forhåbentlig modtageren) gerne ville have den, fx fik den 5 cm længere i kroppen i forbindelse med en prøvning. Der er selvfølgelig mange masker, men da jeg først fik lært mønsterborterne udenad og fundet en hjælpepind frem, så var det fornøjelig strik. Kroppen var glimrende til bilstrik og lignende. Samtidig var det morsomt at tælle og regne i skulderkonstruktion og overgange.  

I anledning af sommerferien bliver der nok et projekt eller to mere færdigt indenfor kort tid. Det er også nødvendigt, for der er masser af planer, blandt andet med de resterende ca. 220 g Supersoft i Eclipse.