Viser opslag med etiketten cashmereometer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten cashmereometer. Vis alle opslag

mandag, juli 13, 2009

Et sjal på vej

Nu skal jeg altså prøve en KAL*, via Twitter. Det bliver spændende... Sommerferien er to uger væk, så jeg kan nå at komme rigtig langt bagud. Heldigvis kan jeg arbejde hjemme nogle dage frem til ferien.

Garnet er fundet og nu venter jeg utålmodigt på angivelse af pinde og strikkefasthed.
Foreløbig info er at der skal ca. 390 yards til - laceweight eller (tyndt) strømpegarn. Jeg har valgt et nøgle Ohrenburg lace fra Markno, indtil strikkeprøven overbeviser mig om andet. Det er limegrønt, tenderende til skrapt gult, så et let og luftigt mønster er nok hensigtsmæssigt. Der er foreløbig lidt mere end 30 strikkere med.
Sonnet ligger klar til at blive syet sammen, og cashmereometeret taler vi ikke om denne måned.

* Knit A Long, for de ikke meget strikkende læsere :-)

lørdag, juni 06, 2009

cashmereometer - maj

Det gik ellers lige så godt, men ak. Så var jeg forbi den lokale garnbutik, Arne S. Hansen Tricotage :-) og så i vinduet den sødeste bluse med kaniner. Der var også lige det der med tilbuddet på en række Drops-garner.

Enden på det blev at jeg drog hjem med 5 nøgler kid-mohair (de vejer ikke så meget - kun 125 g) og garn til 'Biler' af Hanne Thorsen. Butikken havde faktisk ikke mønsteret på kaninerne - snyd! Selv om Bilerne kun er en barnebluse skal der 6 farver til, så det var lige 450 g ekstra ind på lageret. Jeg tog den i Gepard - CottonWool.

På det tidspunkt var o-meteret faktisk i minus, og det var kun på grund af endnu en gang skyggestrik, at jeg kom i plus igen.
Endnu en forside til en pude, så nu ligger der to stk, klar til montering. De venter tålmodigt, for det bliver heller ikke i denne weekend at symaskinen, bagsidestoffet og jeg finder sammen for at få det gjort færdigt.
Fakta er stort set de samme som den forrige:
140 g islandsk uld og p 7 (Aero metalrundpinde)
Mønster hentet fra Vivian Høxbros bog om Skyggestrik, tilpasset garntykkelsen.
Endnu lettere at strikke end den forrige udgave, her er der absolut ingen mærker der behøves at blive flyttet.
Hot?: Jeg er vild med den snedige måde kanten er lavet på, som gør at der ingen syning er (udover bagbeklædningen...). Der startes med en lang strimmel (nederste kant), hvor der samles masker op i og til den øverste kant strikkes igen en slags strimmel, denne gang kombineret med en sammenstrikning med toppen af puden.

onsdag, maj 06, 2009

Cashmereometer - april

Fra minus til plus - det var en produktiv måned og en måned med flere forskellige teknikker i sving.
Den tykke herrevest lagde grundlaget for en forbedret statistik og er et rimeligt vellykket eget design.
Både dominostrik og skyggestrik blev prøvet af, og så er jeg i plus. Lille plus, men dog plus. Faktisk synes jeg ikke jeg har ret meget garn på lager, i går var jeg på hemsen ad den nye trappe for at finde garn til et fødselsdagsprojekt og det var en større udfordring end forventet. Såå når de 2000 g er brugt, er der basis for lidt lageropbygning :-)
Fødselsdagsprojektet blev i al hast startet i aftes og skal være færdigt på en måned. Det er startet på 40 cm KnitPro pinde, og denne gang har jeg tilsyneladende fået strammet nok. Så er de fine at strikke med og dejligt spidse til det aktuelle projekt, hvor jeg bruger to tråde.
Der er flere uspundne fibre og nogle meget spændende strømpepinde på trapperne og jeg venter spændt.

fredag, april 03, 2009

Cashmereometer - marts

Det er mest blevet til sokker, dog er Kathrines trøje blevet færdig og har fået den eftertragtede lange krave.
Samlet set er målepinden stadig i minus, hvilket jeg har det lidt skidt med af principielle årsager. Det med at sætte sig et mål og så komme længere væk fra målet huer mig ikke.

NU, når jeg har sendt tre mails, starter påskeferien, så mon ikke Kærestens vest endelig kan blive færdig. Det vil reducere pænt på overtrækket. Måske når jeg også et godt stykke på min FLS, som skrider smukt fremad. I øjeblikket er jeg på det maksimale antal masker, lige før ærmerne sættes fra, så der er laaangt fra den ene ende af pinden til den anden. Det vil være kanon at få gjort fremskridt, jeg kunne godt lige bruge en ny forårstrøje.

mandag, marts 09, 2009

Cashmereometer- ..februar

Mja - lidt er der blevet færdig, og der er købt mere ind, så de facto er jeg gået i overtræk. Det er ikke noget jeg bryder mig om, med en del af min karriere indenfor bankdrift og kreditovervågning.
En del skyldes en kuldsejlet Fasset, eller et forkert mix af garn og mønster. Strikkeren påtager sig det fulde ansvar og jeg må glæde mig over at få fornøjelsen af at strikke det dejlige garn igen..

Hue, sokker og første iteration af Kathrines trøje blev færdige. Kathrines trøje er ikke blevet flashet, da der pågår alvorlige overvejelser om at gøre rullekraven endnu længere. I min it-verden en post-go live release. Det er ganske almindeligt :-)

tirsdag, januar 27, 2009

Cashmereometer - januar

Nu står det på -24 g siden garnudsalget hos BC. Kathrines trøje er ca. 15 g fra at være færdig. Cashmereopmeteret kommer i plus inden længe, ikke mindst fordi kæresten har bestilt endnu en vest, som bliver på p 7 og jeg har garnet.
Der er generelt indkøbsstop for garn, bøger, tøj osv. lige nu fordi der males vægge og vi bor på ca. den halve plads af normalt. Svært, når vi er vant til at brede os!