onsdag, juli 30, 2008

Dagen da noget blev færdigt og andet blev trævlet op

Hurra! I dag har jeg taget mig sammen til at rette halskanten på min Heather vest, og det ser rigtig godt ud. Nu ligger nakken pænt og enden er hæftet, så nu er alt godt.
Den sidste sommerhat er også klar, i en fin pink farve.
For at fejre succesen havde jeg et kritisk blik på mit wip (work in progress), den grønne sommerbluse. Det gik desværre ikke helt godt, så der er blevet trævlet adskillige dages arbejde op. Der var en højst uheldig bugtning i mønsteret, som bestemt ikke blev mindre fremtrædende efterhånden som blusen voksede. Så med megen indre sukken er der blevet pillet 25 cm for- og bagstykke op. Den jammer er der ikke noget billede af, det må vente til blusen er færdig :-)

tirsdag, juli 29, 2008

Hjælp til overjeget

Der er så mange projekter og igangsætter-genet er lidt stærkere end afslutter-genet. Så for at huset ikke skal drukne i uafsluttede projekter skal der lidt hjælp til. Lige nu hedder reglen at der ikke må være flere igangværende projekter end at de (med alt garn) skal kunne være i denne kurv:I kurven ligger Olivers overall og en næsten færdig Harebell kjole, så det vil være ret let at få plads til mere. Det er bare lidt for varmt til at jeg orker at gøre en ulden kjole færdig. Overallsne kommer før, inden knægten vokser ud af dem.

Husmoderlige sysler

Det er et fantastisk brombærår og der ligger allerede nogle poser i fryseren. I køleskabet har jeg et lille eksperiment, råsyltede brombær, som er ved at være klar. De virker lovende til pandekager.

Morgenbollerne i øjeblikket er på bageferment fra Aurion. Timingen er lidt sværere end når jeg bruger gær, da der skal laves en fordej inden den egentlige brøddej, gevinsten er til gengæld at der ikke er antydningen af gærsmag i brødet. Her er krukken med grunddejen, som bruges til at lave fordejen samt resten af morgenens boller. Grunddejen ser lidet tiltalende ud, det hjælper dog når den røres op. Da der kun skal bruges en spsk. pr portion er der til en del gange endnu.
Dansk Husmoderleksikon har flere sider om bagning og en hel side om gær, herunder en opskrift på at lave eget gær. Dette kræver dog både malt og humle, så almindeligvis vil jeg foretrække at købe en pakke gær.

mandag, juli 28, 2008

Til indersiden af hovedet

I Politiken lørdag var en yderst interessant omtale af en kritisk bog om motionstyranniet: Midas Dekkers, Kropskultur. Lige vand på vores og især kærestens mølle. Han hylder den daglige motion, indarbejdet i daglige gøremål, f.eks. græsslåning med håndskubber. Det forekommer også naturligt det er lettere at indpasse motionen ved at prioritere at tage trapperne frem for rulletrappen, at gå eller cykle hvis det er muligt osv.
Det betyder ikke at den seneste uges fysiske aktiviteter bliver afblæst, det er jo dejligt at padle og løbeturen i eget tempo giver energi. Det betyder bare at hviledagene også er ok, så længe vi husker at lufte hunden, nusse i haven osv. Frem for alt, at fortsætte med at læse bøger, se på billeder, diskutere, måske skrive lidt på bloggen og undres.
Det skal understreges at motion i sig selv ikke blev omtalt som skadeligt, ånden skal have en fungerende krop at eksistere i, men at ærindet var at motion i sig selv ikke bringer verden videre. Det gør intellektuelle gerninger, for eksempel at læse en bog og fundere over den.
Min stak af påtænkt sommerferielæsning er her - og spænder fra biografier over 'almindelig' skønlitteratur til krimier.

søndag, juli 27, 2008

En utrolig begivenhed

Sommerferien har nu ramt alle i husstanden. Det har blandt andet betydet at selv om vi var på familiebesøg i går og først var hjemme ved midnat vågnede kæresten halv seks og vækkede mig med et blidt kys og spørgsmålet 'Skal du med ud at padle'. Det skulle jeg, så lidt over seks havde vi kajakkerne i vandet. Desværre ikke helt fløjlsblankt, men dejligt, mildt og næsten premiere på min kajakoverall. Herlig morgen, og så har der været tid til en middagslur for at kompensere for den tidlige morgen. Liggestolen i skyggen af birketræerne er fin her i middagsheden.
Den utrolige begivenhed bestod i at han vågnede helt af sig selv, det er flere timer før end det normalt vil ske. Vækkeuret var sat til kl. 6, for lige at checke vandet-
Kajakoverallen har været med ved vandet en enkelt gang i knapt så mildt vejr, hvor den og jeg blev vældig våde, men ikke nåede ud af havnen inden jeg blæste i land. Forsmædeligt, og denne gang gik det bedre. Vi nåede helt til Tirsbæk, med udsigt til Vejlefjord-broen i mogensol og næsten uden biler.
Der er ingen billeder da vi pt. ikke ejer hverken et vandtæt kamera eller, mindre sofistikeret, en tilstrækkelig sikker plastpose til at emballere kameraet i under transport. Der arbejdes på sagen.

fredag, juli 25, 2008

Sommerferie

I dag har været hviledag, men ellers har sommerferien budt på fysisk aktivitet hver dag. Det er blevet til et mix af løb og padling, i går var vi f.eks. på kajaktur medbringende aftensmad. Desværre valgte vi at sejle ind i skyggen (det kunne vi sådan set ha' sagt os selv fra kompasretningen) men til gengæld kom vi længere mod Juelsminde end vi plejer.
Det var fint at sidde på stranden ud for fyret på Trelde og skue mod Fyns land. Meget smukt og sandstranden var fin. Der er også lidt mere sjov ved at se ud over Kattegat, så der kommer en fornemmelse af åbent vand. Desværre lå stranden i skygge, så hvidvinen og min fingre havde ca. samme temperatur :-)
Heldigvis giver padling en naturlig varme, så længe det er tørt og ikke blæser for meget. Så snart man er pakket ned under spraydækket (overdækningen af siddehullet i kajakken) er der et lukket rum som hurtigt varmes op og svømmevesten holder fint på varmen på kroppen. Kæresten har ovenikøbet nogle kajakfutter, som i virkeligheden er nogle bløde gummistøvler. Dvs. de holder godt på vand og sand, så de må af og til tømmes for diverse hjembragt indhold.

torsdag, juli 24, 2008

Babybukser i fremskridt

Takket været DSB/Banedanmark er projekt babyoverall til Oliver i god fremdrift. Mandag tog det ekstra to timer at komme hjem med toget. Heldigvis havde jeg netop den dag, den sidste inden min sommerferie, taget både en dvd og strikketøjet med. Så det var ikke så slemt som det lyder at være to timer forsinket. Dvd'en var The Truman Show, og ja, den er fra slutningen af forrige årtusinde. Anmeldelsen er læst for længst, men at få organiseret at se filmen, det går ikke helt så hurtigt her i huset.
Tilbage til overalls'ne:

De er her afbilledet - bemærk DSB affaldsposen bagerst i billedet. Som det ses er bagpartiet klar, og jeg er nu godt halvt færdig med forsiden. Nu mangler jeg at finde husets to mindste knapper eller at lave en let ændring i opskriften. Et knaphul over én række på p. 2½ kan ikke blive særlig stort, så jeg overvejer situationen.

Næste projekt er at gøre min grønne sommerbluse færdig og at få hæklet den sidste bøllehat denne sommer. Den bliver mørk pink. Efter det er det tid til lidt ransagelse på garnlageret for inspiration til næste projekt. Der er om ikke andet lidt sokkegarn, selv om det vil være absurd med de nuværende varmegrader :-)

onsdag, juli 23, 2008

Den store klædeskabsmassakre

Helst halvårligt og mindst årligt er der behov for, hvad der føles som den store klædeskabsmassakre. En relativt kritisk gennemgang af porteføljen - hvad er slidt, hvad er alligevel FOR utrendy. Skulle der være ting, jeg ikke kan passe længere?
Det føles sjældent let - grundlæggende har jeg det dårligt med at smide ting ud, som ikke er i stykker. Ofte er der også en begivenhed eller en oplevelse knyttet til. Således har jeg lige smidt en nederdel ud, som for flere år siden var med i London på en tur med en veninde/kollega, og det var en rigtig hyggelig tur. Sandalerne, som gnavede som pokker på turen er allerede røget, der må være grænser for hvad man gemmer på.
Nå, men nu er nederdelen, trods mindet, kommet ud, den er alt for lang og tung for mig. Heldigvis overlevede min silkekjole fra min allerførste italienstur - den kan jeg stadig passe :-)
Slutresultatet blev to store poser til forbrænding & genbrug. Der er alligevel en del, som selv jeg må erkende er i for dårlig stand. Så nu fik de kniven.Som biledet antyder har udrensningen dog ikke efterladt store gabende huller i klædeskabet.

søndag, juli 20, 2008

Nu må det vist også være opmærksomhed nok :-)

Sidste festivitas i anledning af min fødselsdag!
I går var en flok venner inviteret på frokost, i København. Lokationen var tænkt som en venneservice - de kommer stort set alle derfra, undtagen Nyborgenserne, som havde taget toget. Langt de fleste kunne heldigvis også komme også med børn. Derfor havde jeg blandt andet fornøjelsen af at se den lyserøde sommerhat færdigmonteret med blomster monteret efter den lille frøkens egne anvisninger og jeg fik en enkelt prinsessetegning med hjem. Dejligt at få taget sig sammen til at få set nogle af dem, jeg ikke får set så tit og ligefrem få aftaler om at ses igen :-)

På vej hjem hørte vi denne historie i radioen. To drenge, der med hjælp af en universel fjernbetjening slukkede folks fjernsyn. Super morsomt. Jeg kender adskillige (incl. mig selv) der kunne få fornøjelse af at gennemføre en tilsvarende øvelse...

fredag, juli 18, 2008

Dansk Husmoderleksikon

Forleden blev jeg begavet med Dansk Husmoderleksikon fra 1945. Tja, her kan man blandt andet læse historien for alle danske husmoderforeninger op til det tidspunkt. Bogen var også under protektorat af dronning Alexandrine.
Jeg konstaterer også - og er slet ikke færdig med at kigge i det - at der findes en barnekategori kaldet 'legebarn'. Det er perioden mellem spædbarn og skolebarn! I øvrigt det tidspunkt hvor risikoen for fejlernæring er størst - i 1945. Bogen indeholder en tabel med oversigt over hvad et legebarn bør have at spise. Det er der nogen af de legebørn jeg kender, der vil finde noget magert, men det hænger nok sammen med at de er 40+

torsdag, juli 17, 2008

Lidt vinkuriosum


Tidligere har der været en omtale af den vin, de andre fik til min barnedåb og her er et eksemplar, jævnaldrende med mig. Den blev så ikke ældre, men fik sin bekomst lørdag, hvor vi blev enige om at 1968 var en fin årgang.
Den var ganske gylden, bestemt levende og vældig elegant. Af forsigtighedshensyn havde sommelieen trukket endnu en flaske portvin op, denne kun 10 år. Den er betydeligt mørkere og mere frugtagtig - og den vi har nydt gennem denne uge :-)

onsdag, juli 16, 2008

Noget fortumlet grønspætte

Inden vi kom på landet ville jeg ha' troet at grønspætten var en vits, inspireret af Anders And og co. Det er imidlertid ret let at checke fuglebogen og se at den er god nok, den findes, selv om den er lidt sjælden. Den findes her - heldigvis, selv om den ved den søde grød ikke synger særligt skønt. Det høres af og til om foråret, hvor den kan finde på at sidde i toppen af et træ og udstøde nogle karakteristiske og høje skrig. Hunnen må ha' en særlig sans for lyde.

Den har åbenbart også et solidt hoved. I formiddags lød et større brag mod en rude og udenfor sad en noget fortumlede fugl.
Først lå den på siden, hvor jeg frygtede det værste, men hovedet er heldigvis solidt på en spætte, så da den havde ligget lidt og blinket med øjene satte den sig op og lidt senere var den væk.

tirsdag, juli 15, 2008

Bryllupsvals på Rådhustorvet


Som fortalt i en tidligere post, så fik vi en uforglemmelig vals, leveret af dem her.
Heldigvis var der ingen i familien der trimlede om af grin - men det var sikkert tæt på. Personligt havde jeg travlt med at holde balancen på brostenene.

Høsten kan begynde

Tomaterne er røde, den første squash er på tykkelse med min tommelfinger og høstes sikkert i morgen og jeg har hentet denne her som 'forret' i dag.
Med andre ord, havesæsonen er videre end stikkelsbær og jordbær.
Vi har traditionen tro lavet en enkelt udgave af køkkengudindens stikkelsbærtærte - den er dejlig. Nu begynder tiden hvor de ellers faste grøntsagspushere får kam til deres hår - intet slår en gulerod, der er trukket op ad jorden for 10 min. siden.

søndag, juli 13, 2008

Dagen derpå


I går var vi 15 til frokost og 20 til aften. Til frokost var vi ude og maden blev leveret om aftenen, og det er længe siden jeg har set så meget mad. Der var bestilt til 17 - de tre små spiser ikke meget, og der var nok mad til 25. Bortset fra den supergode chokoladekage, som der blev taget godt af. Den lokale kro kan godt være med på madsiden.
Om formiddagen mødte vi lirekassevennerne på torvet i Vejle og de spillede brudevals for os :-)

fredag, juli 11, 2008

Morgenens overraskelse

Laika og kæresten har lagt hovedet i blød til i dag.
Det første forslag var - originalt - men måske lidt egoistisk.

Laika har lært at man skal selv kunne li' det, man forærer væk. Derfor fik jeg først en dåse hundemad! Kæresten fortalte hende at man skulle kunne dele, så derfor fik jeg også en pakke ben, som man kan dele (med sin hund).

Så var det hans tur, og jeg må sige at brugbarheden af gaverne steg. Fra et marcipanbrød med nougat (som ikke er min favorit) til et rigtigt marcipanbrød og en 'practisch, gut'. Der var også en større gave, som kræver en udflugt for at vælge den helt rigtige.
Det glæder jeg mig til :-)

onsdag, juli 09, 2008

Encore un chapeau


Sådan! Endnu en bøllehat, denne gang i et større nummer og til en lille pige i København. Der er røster fremme i hjemmet om at indkøb af garn er større end forbruget i øjeblikket, så det er rart at få noget færdigt som modargument. I dette tilfælde ligger resten af garnet ved siden af, det er jo kun til en eller to blomster til den næste hat, som bliver i den pink farve.

Bøllehatten skal ifgl. opskriften pyntes med én blomst, men jeg synes det vil være sjovt med flere. Så der kommer tre med i pakken, så den kan få det sidste, personlige touch.
Nu gælder det min kjole, sommerblusen, den næste bøllehat og babytøjet - der er nok på ønskelisten.

Huset på den anden ende

Disse dage står hjemmet næsten bogstaveligt på den anden ende. Vi skal have gæster lørdag (det starter faktisk allerede i morgen), så der ryddes op og gøres rent. Senere skal vi til at dække bord, i den til dagen udnævnte spisestue.Der er blevet flyttet om til den store guldmedalje, det er hårdt at skulle holde fest. Hunden var meget forvirret, men er nu godt tilfreds med at der igen ligger et tæppe ved et vindue, så hun ligger behageligt når der holdes øje med katte og mus i haven. Vi andre nyder den midlertidige sofalounge hvor vi normalt har spiseplads og har til gengæld sat borde op i stuen. Vi skal jo kunne være der alle.

Indkøberen har været på spil og sikret sig et par flasker mousserende vin mv. - det er jo så let via nettet, og fragten skal jo gerne fordeles på et passende antal enheder :-)

Anledningen er fødselsdag (min), rund og forhåbenlig festlig. Det bliver dog ikke mig, der er hovedperson, det bliver helt sikkert familiens nyeste medlem - Oliver. Det vil være hans debut til familiekomsammen, så det bliver ham der stjæler billedet når han er vågen :-) Han er fire uger på dagen så stadig en lille bitte baby, men dog menneske.

fredag, juli 04, 2008

Sommeraften på terassen

Italien er det jo ikke, meeen...
Det ser da meget godt ud, sådan en fredag aften, hvor det halve af kontoret går på sommerferie.
Strikketøj, bog, te og lidt vin. Kikkerten så vi kan holde øje med køerne på engen og deres små kalve.

tirsdag, juli 01, 2008

At kigge på bøger

Det bedste ved at gå på biblioteket eller i en boghandel er muligheden for at se på de bøger der står ved siden af den, man leder efter.
Her
kan man få næsten samme oplevelse :-)

Reprise - nu i lyserødt

Indrømmet, det er falsk varebetegnelse at markere det som 'strik', da der helt åbenlyst ligger en hæklenål ved det igangværende arbejde.
Det er dejligt at få lejlighed til at lave noget til andre end sig selv. Lyserødt er ikke mit personlige, naturlige valg, men når man lige er fyldt 4 ser billedet jo anderledes ud. Det er også sjovere at arbejde med lyserødt end det moderigtige sorte, det er jeg bange for at jeg ville synes var for trist at arbejde med. Nu er jeg så heldig at have både lyserødt, pink og natur i garnkurven, så jeg tror at jeg vil lege lidt med pynteblomsterne til den kreative unge dame.