tirsdag, december 06, 2016
Gamle gnavne tyskere
Læseklubben har mødtes igen, og vi har læst en yngre tysker, Daniel Kehlman, som angiveligt er lidt af en litterær superstjerne i sit hjemland. Læseklubben er også fan, og selv om de to af os faktisk havde læst bogen tidligere, så holder den bestemt til en genlæsning.
Eventyrene i Amazonas (Humbolt), skærmydsler om navigation med diverse kaptajner og andre fagfolk (samme), huslige udfordringer og at skrive et livsværk inden man er 24 (Gauss) - fremragende historier, kogt ned til under 300 sider. Lærd, litterær og samtidig gode historier.
En varm anbefaling fra os alle. Bogen hedder 'Opmålingen af verden'.
torsdag, oktober 06, 2016
Italiensk pigeliv
Det er en fattig og hård verden, Napoli, i et miljø, hvor verden er lille, vold er normalt og alle holder øje med alle. Der er disciplin i skolen, og hård konkurrence om at være bedst.
Personlig synes jeg at fortællingen er fascinerende, og har foreløbig anskaffet næste bind af de fire i serien.
tirsdag, august 16, 2016
Bedre sent end aldrig
Sjældent har der været så enstemmig begejstring for en bog. Vi kan sagtens alle være tilfredse, men på grund af vores forskellige temperamenter og læsestile er der næsten altid nogen, der er mere tilfredse end andre. Her var vi alle tilfredse - med historien, sproget, oversættelsen (Jens Chr. Grøndahl) og stemningen i bogen. Det er, hvad jeg vil karakterisere som en 'langsom' bog, der fortæller nogle tableauer omhyggeligt og med tilstrækkelige detaljer til at karaktererne bliver nærværende, uden at det bliver overdrevent detaljeret (og dermed ofte kedsommeligt). Bogen starter med at præsentere slutningen, opsummeringen af et levet liv, så der er få spændingsmomenter, men en fremragende fortælling om en almindeligt ualmindelig mand.
Varm anbefaling til en bog, der ikke gør meget ydre væsen af sig, og hvor læseklubben blot kan tilslutte sig koret af gode anmeldelser.
mandag, maj 30, 2016
På en øde ø
Der sker noget i romanen, hvor fortællestemmen skifter fra person til person og hemmeligheder afsløres. Nu er det ved at være sommer og tid for en god historie på terrassen eller i hængekøjen, og der kan denne bestemt bruges.
God læselyst!
fredag, marts 18, 2016
Læseklubben - Alt det lys ingen ser
Vi havde gode anmeldelser og næsten alle havde læst færdig. Historien er absolut konstrueret (i virkeligheden usandsynlig, men på den anden side overgår virkeligheden ofte fantasien). Medrivende fortælling, hvor specielt han, der havde læst den på engelsk fremhævede sproget.
Selv om den er lang holder forfatteren ret godt fat i alle trådene i fortællingen og de samles til sidst. En god bog af den slags man (jeg) som regel drømmer om at finde op til en ferie, som man kan opsluges af nogle timer og få en læseoplevelse i en godt fortalt historie.
torsdag, marts 17, 2016
Ferieminder
Vi så også en helt anden udstilling med rigtig meget energi - Geniale Dilletanten, om 80'erne i tysk ungdomskultur. Skramlet, garanteret hårdt og virkelig fint at se en vel-kurateret udstilling.
På den mere fredelige front er der vasket adskillige kvadratmetre stof, noget er skåret og jeg er ved at sy:
Det begynder sådan her:
På indkøbssiden tog vi det roligt i Hamborg. Der er rigtig mange dejlige butikker, jeg nåede dog ikke at besøge nogen garnbutikker. Museumsbutikker og boghandler derimod, så selvfølgelig kom der lidt med hjem fra besøget. Den hvide er tyk, på tysk og med flotte billeder. Der er stof til nogen timers drypvis læsning, med en ordbog i nærheden.
Den gule er også på tysk, men noget kortere formuleringer, så lettere tilgængelig. En tysk kunstner og tegner, der også havde en udstilling på MKG og laver nogle meget finurlige tegninger. En stor fornøjelse og en fin landing efter den voldsomme energiudladning fra 80'ernes avantgarde.
I øvrigt, så huser MKG også et helt Panton-rum, i orange, lilla og rød. Hvis nogen skulle have lyst til en gensyn med farver og runde former. Et obligatorisk kig, hvis man er på museet, efter min mening.
søndag, januar 24, 2016
Forhindringer og alternativer
Når det er sagt, så bliver samtalen om bogen mere dybtgående, når den ene af os må tilstå ikke at bryde sig som stilen / persongalleriet / eller hvad det nu kan være. Det er sket før, at en eller flere af os har vendt tommelfingeren ned af. Det er selvfølgelig lidt mere krævende at skulle reflektere over, hvorfor det ikke rigtig bliver til noget med læseriet frem for blot at lægge bogen væk og bekvemt aflevere den igen på biblioteket. Noget tilsvarende er sket med en anden bog i samme genre / stil - igen en forfatter som jeg anerkender for sit forfatterskab, men som skriver om et miljø og en kultur, som jeg har svært ved at forlige mig med, og at bruge læsetid på.
I stedet vil jeg anbefale et par af de bøger jeg har læst på bagkant af juleferien. Den første er Maria Semples 'Hvor blev du af, Bernadette'. Anderledes, underholdende og - på sin egen måde - tankevækkende. Let læst, og med en form, hvor det er let at finde et sted at holde en pause.
Den anden anbefaling er Gretelise Holms erindringer, hvor jeg har læst bind 2, og skal have bestilt bind 1 på biblioteket. Bind 2 fungerede udmærket som selvstændig fortælling og er et fint tidsbillede på 70'erne og 80'erne. Velskrevet, letløbende og med varierende emner, der kommer ud over eget liv, og trækker på de emner, som journalisten og forfatteren Gretelise beskæftigede sig med. Sej kone, som har gjort det godt.
God uge til alle!
lørdag, december 26, 2015
Glædelig jul!
Bloggen har ud over den almindelige forsømmelse været ramt af de almindelige juleforberedelser, og derfor skammeligt overset. Det er fx tre uger siden, at læseklubben var samlet og læste om oversvømmelse og katastrofescenarier. Det forekommer passende at nævne denne lune dag med heldagsregn. Vi havde læst 'Morgendagens odds' af Nathaniel Rich. Udmærket underholdende, uden at være ekstraordinært god. På sin vis en klassisk udviklingsroman, med underholdende, afvekslende med skræmmende, situationer fra et New York udsat for en ekstraordinær hændelse.
Efterfølgende har jeg læst 'Kunsten at rejse' af Alain de Botton. Britisk litteratur og stof til eftertanke om grunde til at rejse - eller grunde til at læse bøger. Anbefalelsesværdig, hvor forfatteren mixer inspiration fra andre, klassiske forfattere med sine egne erfaringer og reflektioner fra hverdagen, som gør det om ikke direkte genkendeligt, så sætter kunsten og litteraturen i perspektiv. de Botton er en forfatter jeg vil få læst en bog eller to mere af.
torsdag, oktober 08, 2015
God bog om spøjst emne
mandag, oktober 05, 2015
Bøger - og dagens tal
Noget af tiden er også gået med at læse - blandt andet har læseklubben været på en virtuel Afrika/USA/Afrikatur. Bogen hedder 'Gå væk Ghana' og handler om en familie med afrikansk oprindelse, børnene født i USA og familiens sam- og modspil. Ganske interessant, uanset at jeg ikke helt ved, hvor meget bogen lærte mig om Afrika. Selve temaerne, om stolthed, svigt, kærlighed og forældre / børn relationer er, selvfølgelig, almene temaer. Udmærket vurdering fra læseklubben, lidt over midten på skalaen.
Desuden har jeg læst Jens Andersens biografi om Astrid Lindgren - fin bog, der gav et godt indblik i forfatterskabet, baggrunden og udviklingen i syn på børn. Specielt det sidste var interessant - og var en fornøjelse at læse om. Vi bør være taknemlige overfor Pippis og Emils skaber.
En minitrend, for jeg har også læst en anden biografi, denne gang en selvbiografi. Den bedste og mest lærerige, jeg længe har læst, og det er Stefan Zweigs 'Verden af i går', der er tale om. Jeg var dybt fascineret af bogen, sproget og af at læse om en person, der i sit voksne liv har oplevet den fascinerende tid i starten af 1900-tallet, første verdenskrig, optur og krise samt anden verdenskrig. I den sammenligning blegner vores egen tid trods alt.
Tre gode bøger, der er meget forskellige og alle kan anbefales. Zweig var den største oplevelse for mig af de tre.
søndag, august 23, 2015
Årets gang på Hven - og en hel masse andet
Alt under månen er baseret på et år på Uranienborg og tager udgangspunkt i blandt andet originale dagbogsoptegnelser fra Tycho Brahes assistenter. Tilsat forfatterens forestillinger om livet i middelalderen. Det kan være koldt og hårdt, specielt hvis man ikke er født som adelsmand.
Voetmann skriver tæt på, i små nedslag og ganske præcist i situationen. Der er flere forskellige fortællestemmer i romanen, og jeg havde af og til lidt arbejde med at finde rede i hvem der var hvem. Bogen skildrer forsøgene på at forstå verden, i konkurrence med overtro, frugtesløs alkymistiske forsøg og levemænds trang til at leve livet. Alt set med tre århundredes distance og moro. Underholdende, interessant og anbefalelsesværdig.
onsdag, juli 01, 2015
Læseklubben - historik
På sidste møde i læseklubben var vi omkring listen af bøger vi har læst. Der føres ikke protokol af læseklubben. Onde tunger (aka Kæresten) vil mene, at det er fordi der bliver talt om alt muligt andet end bøger, i særdeleshed om den aktuelle bog. Men dog, så læser vi trofast fra gang til gang, som regel også den samme bog. Der har dog været eksempler på alternative nød-læsninger, hvor bogen ikke har været tilgængelig.
Listen over de første bøger var tilsyneladende gået tabt, men blev gravet frem fra en gammel mail og ligger nu på side 2 i bloggen 'Huskelisten'.
mandag, juni 29, 2015
En besynderlig titel
Romanen, eller samlingen af små fortællinger, hedder Obabakoak - forfatteren Bernardo Atxaga. Og jeg er nødt til at dobbelttjekke hver gang at jeg skal skrive titel og efternavn, der er absolut ingen hukommelsesknager at placere det på.
Som nævnt en samling af korte fortællinger, alle centreret i det baskiske område. Uden at have læst det hele har jeg svært ved, ud over geografien, at udpege det specielt baskiske ved fortællingerne, snarere en fornemmelse af en fjern provins og en vis mængde overtro. So - so, ikke dårlig men heller ikke en særlig oplevelse.
søndag, juni 07, 2015
Læseklubben og Mumi
Den samlede læseklub har varme anbefalinger til Sommerbogen og dens tætte og fine skildring af en sommer (og lidt til). Bogen skildrer barnet, Farmor, den lidt distancerede far, øen, et par venner/bekendte mm., i høj grad set fra barnets synsvinkel, og det er meget fornemt gjort. Burde være pligtlæsning for alle med børn i alderen 5-9 år, og en fremragende huskning af hvor forunderlig verden kan være når man forstår noget af verden, men ikke altid sammenhængen.
Mumi vandt også en ny ven, både da jeg læste og ikke mindst da jeg på medlæserens anbefaling lyttede til den første bog i serien. Den findes som lydbog på e-reolen og er virkelig velegnet som lydbog.
mandag, marts 30, 2015
Læseklubben - finske tendenser
Bogen kan anbefales som en kort introduktion til forfatterskabet, uden at alle mærkværdighederne for alvor folder sig ud.
Vi noterede, at det var tredje gang i træk at vi læste en bog, som på en eller anden måde relaterede sig til Finland. I Kupe 42 var den ene af hovedpersonerne finsk. I Nyere finsk grammatik blev hovedpersonen antaget for at være finsk og i denne bog måtte Tsukuru en tur til Finland som del af sin pilgrimsfærd. Næste gang har vi derfor besluttet at læse et værk af Tove Jansson, for at tage tendensen alvorligt. Jeg har også anbefalet de to øvrige at læse Loes 'Fakta om Finland' - den diskvalificerer desværre som emne, da jeg allerede har læst den.
søndag, marts 01, 2015
Bøger, farver og lidt garn
Sjalet er tørt, pakket ind og foræret væk. Kanten på fåretæppet vokser langsomt men støt. Beregninger og kontrolvejninger viste, at jeg ville løbe tør for en af farverne, så efter lidt overvejelse besluttede jeg mig for at købe et ekstra nøgle af den lysegrå. Alternativt havde jeg mikset noget gråt supersoft med en lys grå alpaca, og det var nok gået, men havde alligevel været ærgerligt.
Så, indkøb hos Jamieson & Smith, og portoen er jo den samme op til 2 kg... Der kom et komplet farvekort og en lille smule supertyndt garn med. Man skulle nødigt gå ned på tyndt sjalsgarn, og jeg har en bog liggende med shetlands-sjaler. Orker ikke flere nupper lige nu, uanset at de ser godt ud.
Desuden er der indløbet to nye bøger på hylden, en om patentstrik og en om dobbeltstrik. Skal også studeres nærmere ved lejlighed.
Godt, at det er perfekt nørklevejr her til eftermiddag. Fortsat god søndag.
mandag, november 24, 2014
Neurologisk tilfælde i læseklubben
mandag, september 29, 2014
Fluer og fornøjelse
Fluefælden handler om fluer, opfindere og eventyrere, store og små tildragelser på skærgårdsøen og meget andet. Blandt andet fandt vi stor fornøjelse af historien om englænderen, der først introducerer navnet på fluefælden, og dermed sætter gang i fortællingen om Rene Malaise.
Læseklubben er langt fra de eneste, der har læst med stor fornøjelse, og man kan møde Sjöberg og en begejstret læser her.
Stor anbefaling til en velskrevet og velkomponeret bog, der uden de store armbevægelser får præsenteret en del overvejelser om mange ting, fra samlernes forunderlige verden til navngivning i insekternes lige så forunderlige ditto. Bogen er den første i en triologi. Alle tre kan skaffes via boghandler eller biblioteket, eller som os læses via eReolen, som heldigvis er ved at have et fornuftigt udvalg igen.
mandag, august 25, 2014
Læseklubben på en lang tur
Al denne opmærksomhed skyldes dels, at det er en glimrende roman, velfortalt, godt komponeret og interessant, dels at romanen har fået og har været indstillet til flere litteraturpriser. I forhold til læseklubben er der desuden det gode at sige, at det ikke er en murstensroman, da vi som regel kløjs i de meget lange historier.
Uanset at vi her i august er langt fra Sovjets vinter får forfatteren mig til at fornemme rejsen gennem et endnu nedfrosset Sovjetunionen i opløsning (april måned, foråret er langsomt på vej, de politiske ændringer er endnu et stykke væk, men varesituationen er grotesk) og vi får en svag fornemmelse af lugte, stemninger og lyde. Specielt lugt-delen er levende og absolut meget direkte beskrevet - det har været hampert. De to hovedpersoner træder tydeligt frem på hver deres facon, hun gennem at læseren følger hendes tanker, han gennem en række (lange) mere eller mindre enetaler om livet, Sovjetunionen, mm. Kvinder og vodka fylder også en del.
Bogen findes selvfølgelig på biblioteket og også som e-bog på eReolen, og er let at få fat på. Varm anbefaling af den fine roman.
Apropos lange romaner, så var den foregående 'Den flammende verden' netop af den længere slags, og en af dem, der kun fik begrænset ros i læseklubben. Jeg har læst den færdig efterfølgende - og jeg blev glad for den let gakkede (faktisk af og til grotesk morsomme) historie. Specielt nogle af bifigurerne er så New Yorker-syrede at det virker realistisk i en NY-kontekst og ville være helt utænkeligt de fleste andre steder. Så hvis man er til lange romaner, der specielt i starten har karakter af løse brudstykker, men hvor billedet samler sig til sidst og forfatteren afgjort har et budskab, så læs endelig Hustveds nyeste.


