mandag, oktober 05, 2015

Bøger - og dagens tal

Dagens tal er 33. Færdige firkanter på tæppet. Med andre ord, så går det fremad efter en længere pause pga. varme. Det var ikke optimalt at strikke tæppe mens det var sommer, nu begynder det at være fint igen.

Noget af tiden er også gået med at læse - blandt andet har læseklubben været på en virtuel Afrika/USA/Afrikatur. Bogen hedder 'Gå væk Ghana' og handler om en familie med afrikansk oprindelse, børnene født i USA og familiens sam- og modspil. Ganske interessant, uanset at jeg ikke helt ved, hvor meget bogen lærte mig om Afrika. Selve temaerne, om stolthed, svigt, kærlighed og forældre / børn relationer er, selvfølgelig, almene temaer. Udmærket vurdering fra læseklubben, lidt over midten på skalaen.

Desuden har jeg læst Jens Andersens biografi om Astrid Lindgren - fin bog, der gav et godt indblik i forfatterskabet, baggrunden og udviklingen i syn på børn. Specielt det sidste var interessant - og var en fornøjelse at læse om. Vi bør være taknemlige overfor Pippis og Emils skaber.
En minitrend, for jeg har også læst en anden biografi, denne gang en selvbiografi. Den bedste og mest lærerige, jeg længe har læst, og det er Stefan Zweigs 'Verden af i går', der er tale om. Jeg var dybt fascineret af bogen, sproget og af at læse om en person, der i sit voksne liv har oplevet den fascinerende tid i starten af 1900-tallet, første verdenskrig, optur og krise samt anden verdenskrig. I den sammenligning blegner vores egen tid trods alt.
Tre gode bøger, der er meget forskellige og alle kan anbefales. Zweig var den største oplevelse for mig af de tre.
 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar