torsdag, marts 25, 2010

Discovery sok færdig

Jahh - de er færdige og straks taget i brug - forårsforkølelsen har slået til og jeg dukker mig for ikke at blive ramt. Derfor er de endnu ikke blevet vasket, og trænger snart. Vi har brændeovn, og kombinationen af smuld fra kløvning og indslæbning af brænde samt et let drys af aske gør at gulvene kan have lidt fnuller.
Her er de: Tåen i et forsøg på nærbillede - det er Judys magic cast on, der er brugt og den er i sandhed smart, da jeg fik den afkodet. Check - én ny teknik på plads.
Aflukningen er også ny for mig - Jenys ualmindeligt elastiske aflukning. Den ser ud til at virke fint, nu får den lov at vise hvad den duer til gennem et par vaske.
Det har været et spændende strikketøj, hvor de nye teknikker og de utallige målinger, specielt på første sok har kompenseret for den lidt kedelige glatstrik og ribstrik. Det skal siges, at Bordhi har masser af interessante mønstre at vælge mellem, når grundlaget er etableret.
Fakta:
Mønsteret er en standard discovery sock fra den sorgløse strikker (Bordhi / the insouciant sock knitter), str. kæreste
Pinde: str 2½, 80 cm. En gammel, grå aero rundpind, som desværre var lidt træls i overgangen mellem pind og kabel. Jeg lagde oprindeligt ud på strømpepinde, men synes at det fungerede dårligt. Efter to strømper mener jeg nu at have styr på magic loop på én rundpind (check - 3. nye teknik på plads)
Garn: 2 nøgler Drops delight. Jeg kan bedre li´Zauberball, dette føles lidt syntetisk. Spændt på at se hvordan det arter sig i vask og hvordan sliddet bliver. Kæresten går gerne i strømpesokker på klinkegulvet, hård kost for strømper. Det er dog endnu ikke lykkedes at slide et par håndstrikkede op.
Hot/not: De får foreløbig gode anmeldelser, eneste kommentar er at de klumper lidt over hælen med sko på. Det må jeg lige se om jeg kan moderere når jeg kommer til næste par. Så medium hot.
En sjov og anderledes måde at strikke strømper på, som ser ud til at holde hvad der loves om at undgå huller ved hælen og har givet mig tre nyttige nye teknikker.

tirsdag, marts 23, 2010

Ordleg

I færd med en højst respektabel øvelse, hvor jeg havde brug for at vide, om det hedder videndeling eller vidensdeling (det viser sig at begge former findes, den sidste er tilsyneladende lidt mere brugt) faldt jeg over Den Danske Ordbog, som har en sjov ordleg her.
På forsiden er en liste over foreslåede ord, og jeg voterer med mig selv om nogle af familiens 'hjemmelavede' ord skal med - f.eks. synes jeg at 'skidtling' og 'hunchmode' godt kunne få en større udbredelse.
Tilsvarende finder jeg heller ikke 'startitis' i ordbogen, og det er da en fejl, så vidt jeg kan se i blogland (som sjovt nok heller ikke findes), hvor startitis er et meget udbredt fænomen.
Det gælder også på bakketoppen, hvor der blev sat tre projekter i søen i weekenden, og gjort ét færdigt. Det er Kærestens sokker, mere om dem i en senere post.

onsdag, marts 17, 2010

Nyt og gammelt

Via en anden blogger - et billede fra Japan. Det er dog ikke en iPhone :-)

søndag, marts 14, 2010

Discovery sok og to modellaer

Den anden discovery sok er nået til opklipningen til skaftet. Strikkeren havde glemt at sætte den angivne snor i en midtermaske, som skal sikre at det er den rigtige række at der klippes i. Jeg tog en hæklenål og trak lidt i masken inden jeg klippede, for at være sikker på at det ikke var en af de blivende masker på wiren, som jeg havde saksen i. Det ser rigtigt ud, og det er nok en god ide at huske at markere en 'sikker' maske at klippe i. På billedet er maskerne samlet op på pindene, wiren kan ses og livlinen sidder stadig i. Den har jeg først tænkt mig at fjerne efter et par runder, når jeg kan se at alt sidder som det skal. Hælen er endnu ikke strikket sammen, den afsluttes med en aflukning fra indersiden, derfor gøres det som det aller sidste, så er der samtidig en mulighed for en sidste justering af pasformen. Klar til at strikke skaftet op, og endnu en sok uden huller ved kilen er på vej. Huen er færdig og har virket som vaskeprøve. 30 grader uldvask er ok i min maskine.
Begge bamser ville sidde model fordi den lille, tykke bamse kom først. Det kan Bølle ikke lade sidde på sig, så derfor kom han ned fra hemsen og har fået monteret huen. Fakta kort: 22 g cottonwool fra Gepard (dermed 36 m til årsforbruget), pind 2,75 (40 cm rundpind + strømpepinde)
Jeg har slået 80 m op og fulgt principperne i Turn a Square.

Ok sød, passende tæt i strikken og lun nok til at være velegnet til foråret til et lille hoved. Garnet er meget blødt og behageligt.

lørdag, marts 13, 2010

Stort og lille projekt og en garn-goodie

Efter at have hæftet den sidste ende har jeg givet mig til en større opgave, som kun har to ender. Et Chartwell sjal i 100 g lækkert gråblåt merino/silkegarn fra the Yarn Yard. Der er ca. 800 m i nøglet og jeg regner med at der er nok til sjalet. Lige startet, og jeg skal lidt længere inden pindestørrelsen evalueres. Desuden har jeg brug for en vaskeprøve inden jeg vasker bilerne, og jeg forener det med huestrik til den unge mand. En miniudgave af Turn a Square, med restegarn fra trøjen. Samtidig får jeg udforsket at lave usynlige overgange mellem striber, så det tydelige trin ved farveskift skjules. Forbløffende nemt, absolut anbefalelsesværdigt.
Endeligt, så er jeg blevet den glade ejer af to fed Wollmeise superwash, dvs. 300 g i græskarfarvet. Superfedt, tyndt, og nu går jeg og overvejer en vest med snoninger eller lignende. Forventningens glæde :-)

fredag, marts 12, 2010

Arbejdsramt og havedrømme

Pyh - sidste arbejdsdag i en uge som har været ganske travl og indeholdt en del uventede drejninger på jobbet. Som mange andre i blog-land bliver det derfor ikke til megen blogging på grund af alle mulige andre gøremål. Når jeg er landet hjemme er det mere interessant at få mad, snakke med gemalen og få nusset og nørklet. Indtil flere projekter er blevet sat i gang den seneste uges tid, efter den frivillige strikkepause. De ca 8 timers søvn dagligt skal også passes, og klokken 10 er jeg tørnet ind til daglig.

Nu begynder det heldigvis at blive så meget forår at der er mulighed for eftermiddagsgåture uden risiko for at falde i det glatte føre. Der har været skøjtebaner udenfor, og naboen har kørt meget langsomt ind af deres ret skrå indkørsel de seneste måneder. Nu kommer der mere fart på derude, og postbuddet er sikkert også snart så flyvende, som hun plejer at være.
Det varer heller ikke så længe inden haven kalder, for eksempel med oprydning i drivhuset (et weekendprojekt), så jeg kan få sået den første salat. Måske også få sat et par forårshvidløg. Umm, bare tanken om helt friske, sprøde og bløde salatblade. Billedet er fra 2008 og jeg glæder mig til jeg har et lignende 2010-billede.

mandag, marts 08, 2010

Forårstegn

Aller første, mange tak for de søde kommentarer til bilerne!

Selv om vinteren er genstridig, så er der nye tider på vej.


Viben er kommet, jeg så den både lørdag og søndag på gåturen. Søndag så vi også en stor flok canadiske gæs græsse på markerne nede ved fjorden. Meget smukke i solen med den sorte hals og hvide gump.
Der er erantis i blomst i rosenbeddet.
Noget af vasketøjet blev tørt på en eftermiddag i solen og blæsten lørdag.

Ha' en god mandag!

søndag, marts 07, 2010

Nye værker

Dette er starten på et af de dejlige estiske tørklæder fra Nancy Bushs bog om estisk kniplingsstrik. I ren cashmere fra the yarn yard, og det er så vældig blødt at strikke med, en ren fornøjelse.


Desuden har jeg begået endnu et par Monkey, i stedet for det par som katten har gnavet i (modtagerens kat), jeg er hundemenneske. De er drønet ud af huset, straks efter færdiggørelsen og derfor ikke fotograferede.
Endelig er jeg i gang med en kjole i Geilsk bomuld/uld, det endnu for tidligt at udtale sig om den.
Ha' en rigtig god påske!

lørdag, marts 06, 2010

Nu helt færdig med en mindre motorvejskø

Nu er den der endelig, helt færdig med alle ender og syning af kanter. Der er en ombukket kant forneden på krop og ærmer samt i halsen samt ca. 70 ender at sy. Jeg har strikket ærmer og krop på rundpind, for at undgå flerfarvestrik på vrangen samt for at undgå endnu mere sammensyning. Den øverste række biler skal dog strikkes frem og tilbage for at lave halsrundingen jf. opskriften. Som det ses har modellen en fin stribet kontrastfarve på alle kanter, nådigt for den moder, der får en hvid bluse til sønnen. Den grå farve formodes at være lidt mere robust. Samtidig giver vrangrækken (ombukket) en sjov effekt. Garnet er et blandingsgarn af bomuld og uld, så det er ret glat. Derfor blev der lavet rigeligt til sykant, og jeg har syet tre gange i hver side inden opklipning. Så regner jeg med at det bliver der. Bonusinfo til andre strikkere - jeg fik syet et par ender fast, mindre heldigt, så få dem endelig manøvreret væk inden I syr. Nedenfor ses vrangsiden. Selv om trådene er snoet for hver 3. eller 4 maske er der stadig mange løse tråde, så dette må være anti-pilfingertrøjen.Her er værket inden isyning af ærmer og fastsyning af halskanten. Skulderen er lavet med en 3-pinds aflukning (3 needle bind off), kræver lidt mengelering med overgangen til halskanten, til gengæld føler jeg mig mere tryg ved det end en sammensyning.
Fakta:
Mønsteret hedder Biler (åbenlyst), og designeren Hanne Thorsen. Fås ikke online, jeg købte det i Vejle hos Bodil (Arne S. Hansen). Størrelsen er str. M og jeg vil vurdere at det er en str. 5-7 år. Blusen er ca. 80 cm i omkreds og ca. 40 cm lang. Nærmest Rittersport-facon.
Garnet er Gepard Cottonwool. Jeg har brugt lidt mere end specificeret i opskriften af bundfarven, så jeg måtte ca. 5 g ind i det næste nøgle. Der er angivet samme garnforbrug (150 g bundfarve) til str. L, og det kan ikke være tilstrækkeligt. Jeg mistænker garnet for en lidt anden løbelængde end Nicolaj-garnet, som sikkert er det oprindelige. I alt har jeg brugt 320 g, der går ca. 25 g af hver af mønsterfarverne til bilerne.
På grund af bomulden er det ikke superelastisk og derfor lidt dødt at strikke af, jeg regner med at få en gevinst hos modtageren på grund af garnet, for det er superblødt. Det kan umuligt kradse.
Pinde Der er strikket på pind 2,5 (strømpepind og rundpind) samt 2,75 Knitpicks metal-rundpinde. Nederst på ærmerne var jeg nødt til at bruge 2,75 strømpepinde, sikke et bøvl. Måske magic loop havde været nemmere. Den oprindelige opskrift angav pind 3. Det passede ikke med strikkefastheden og blev for løst, så tråden på bagsiden blev for tydelig. 1/4 størrelse ned passer for mig og det bliver passende tæt.
Hot/not? Vides endnu ikke. Jeg blir i godt humør af farverne og de naive bedstemor And-biler og håber at det også passer den snart 2-årige. Modtageren bliver proppet i den som test om en måneds tid, så får jeg se, hvor meget for stor den er.
Faconen er ret quadratisch - men alternativet at skulle formstrikke, sammen med mønsterstrik, uha!

fredag, marts 05, 2010

Strikkecafe og et herligt gensyn

Sidste lørdag var der strikkecafe i Vejle, hos den lokale garnbiks. Der er andre forretninger i byen, der sælger garn, men Arne S. Hansen (Bodil) er den eneste, der har garn som primær vare.
Jeg havde meldt mig til og kom spændt på at se, hvem der ellers ville dukke op. Den første jeg så, da jeg trådte ind ad døren var min tidligere nabo fra Vinding.
Tænk, vi har boet ved siden af hinanden i mange år, uden at vi anede at den anden var strikker, og naboen afslørede i løbet af eftermiddagen at hun skam også havde både flere projekter igang ad gangen samt et 'mindre' garnlager. På det tidspunkt strikkede jeg ikke så meget som nu, i en periode blev det mest til strik når der samtidig var læseklub, så derfor har emnet nok aldrig været på banen. Morsomt og hyggeligt at se hende igen, og vi blev gensidigt opdateret på e gamle vendepladsnaboers status vs. børnenes gøren og laden.
Gennemsnitsalderen blandt de tilstedeværende var ret høj, der var dog et par enkelte yngre i blandt. Desværre nok et symptom på at det er svært at være lokal garnbiks, de yngre strikkere køber meget, og jeg er ingen undtagelse, via nettet og direkte hos designerne.
Bodil havde noget lækkert Fleece Artist garn liggende, og det fik lov at ligge ganske kort. Det var ikke mig der købte ind, men to damer i pensionistalderen. Til min lette forbløffelse, for jeg er vokset op med at min mor og andre voksne strikkere købte garn til et udvalgt projekt, ikke mere. Rester blev naturligvis gemt i mors garnpose, og på et tidspunkt brugt til dukketøj, bedstemorsfirkanter eller andet. Jeg må nu konstatere at min generation ikke er første generation af garnsamlere. Jeg sad ved samme bord som den ene af de to lykkelige købere, som sad og overvejede lidt om det skulle blive til en vest. Hendes veninde ville ha' hende med hen og se på lidt andet garn, hvor svaret var klart nej, fordi der skulle også være penge til mad! Det kan jeg så kun tilslutte mig, men må indrømme at jeg trak på det indre smilebånd og tænkte på den løbende diskussion der går i strikkekredse om hvad man kan tillade sig. Der må ligge uld til mange får endnu ustrikket rundt omkring.

Jo, jeg købte også garn, et enkelt nøgle til bilsweateren, som jeg havde med som strik (i den olympiske periode). Det var nødvendigt kan jeg konstatere, der er 46 g tilbage af det ekstra nøgle. Ellers holdt jeg mig for en gangs skyld i skindet. Til gengæld kan jeg i morgen hente to fed Wollmeise på posthuset.

onsdag, marts 03, 2010

Fra den kulturelle kanal

Vi starter i afdelingen for levende oplevelser, med andre ord, så har Jive igen haft koncert. Vi har en spændende linje dette forår, hvor vi har besøg af en af DKs fremmeste trommeslagere - Kresten Osgood. Vi kommer hele turen rundt med hr Osgood, incl. besøg af Hugo Rasmussen Allstarz (Hugo med bassen), et storslået gensyn med en af barndommens tv-figurer.
Bandet denne gang var Niclas Knudsen Quartet. Vi fik blandt andet forklaringen på hvorfor et af deres numre hedder 'Smørrebrødsindianeren' (kombination af smørrebrød og Niclas' kone) og det var en herlig aften, med godt besøgstal, til kassererens (min) store glæde.
Et af bandmedlemmerne er Anders Christensen (AC), som kommer fra Vejle. Jeg har forstået at et eksperiment skal gentages tre gange for at man kan være sikker på en sammenhæng, så vi mangler én gang for med sikkerhed at slå fast, at når AC er på scenen, så skal der på et tidspunkt hentes instrumenter. Denne gang overlevede bassen, instrumenthentningen bestod i at hente en tilstødende kammerats congas, så kvartetten blev til fem i de sidste to numre.

S-togs strikkepausen er snart slut, for nu er jeg færdig med med 'Damen i hvidt'. En snurrig victoriansk krimi, lige knapt så god som 'Månestenen' af samme forfatter. En af de relativt få bøger som jeg gerne vil se filmversionen af, ikke mindst filmatiseringen af den italienske overskurk med fantastiske veste og en stor forkærlighed for frugttærter. Bogen er oprindeligt udgivet som føljeton, så de dramatiske højdepunkter kommer jævnt og lever flot op til min forestilling om victoriatidens fascination af mørke, mystiske udlændinge og -gys- uægte børn. Det giver yderligere kolorit på fortællingen at forfatteren senere blev opiumsdranker (hvordan det så end foregår) og i øvrigt levede med to koner/kærester.