Strikkecafe og et herligt gensyn

Sidste lørdag var der strikkecafe i Vejle, hos den lokale garnbiks. Der er andre forretninger i byen, der sælger garn, men Arne S. Hansen (Bodil) er den eneste, der har garn som primær vare.
Jeg havde meldt mig til og kom spændt på at se, hvem der ellers ville dukke op. Den første jeg så, da jeg trådte ind ad døren var min tidligere nabo fra Vinding.
Tænk, vi har boet ved siden af hinanden i mange år, uden at vi anede at den anden var strikker, og naboen afslørede i løbet af eftermiddagen at hun skam også havde både flere projekter igang ad gangen samt et 'mindre' garnlager. På det tidspunkt strikkede jeg ikke så meget som nu, i en periode blev det mest til strik når der samtidig var læseklub, så derfor har emnet nok aldrig været på banen. Morsomt og hyggeligt at se hende igen, og vi blev gensidigt opdateret på e gamle vendepladsnaboers status vs. børnenes gøren og laden.
Gennemsnitsalderen blandt de tilstedeværende var ret høj, der var dog et par enkelte yngre i blandt. Desværre nok et symptom på at det er svært at være lokal garnbiks, de yngre strikkere køber meget, og jeg er ingen undtagelse, via nettet og direkte hos designerne.
Bodil havde noget lækkert Fleece Artist garn liggende, og det fik lov at ligge ganske kort. Det var ikke mig der købte ind, men to damer i pensionistalderen. Til min lette forbløffelse, for jeg er vokset op med at min mor og andre voksne strikkere købte garn til et udvalgt projekt, ikke mere. Rester blev naturligvis gemt i mors garnpose, og på et tidspunkt brugt til dukketøj, bedstemorsfirkanter eller andet. Jeg må nu konstatere at min generation ikke er første generation af garnsamlere. Jeg sad ved samme bord som den ene af de to lykkelige købere, som sad og overvejede lidt om det skulle blive til en vest. Hendes veninde ville ha' hende med hen og se på lidt andet garn, hvor svaret var klart nej, fordi der skulle også være penge til mad! Det kan jeg så kun tilslutte mig, men må indrømme at jeg trak på det indre smilebånd og tænkte på den løbende diskussion der går i strikkekredse om hvad man kan tillade sig. Der må ligge uld til mange får endnu ustrikket rundt omkring.

Jo, jeg købte også garn, et enkelt nøgle til bilsweateren, som jeg havde med som strik (i den olympiske periode). Det var nødvendigt kan jeg konstatere, der er 46 g tilbage af det ekstra nøgle. Ellers holdt jeg mig for en gangs skyld i skindet. Til gengæld kan jeg i morgen hente to fed Wollmeise på posthuset.