mandag, november 28, 2011

Det skal jeg se (lidt af)

Danmark på kryds og tværs, fra forruden i et tog. Kommer i juledagene.

Opdatering følger, strikketøjet og jeg har været i London. Vi landede i går eftermiddags, i et gevaldigt blæsevejr. Nok en af de mest spændende landinger, som jeg har oplevet.

søndag, november 20, 2011

Som november også kan være

Vi diskuterede bog i går - Juli Zehs Corpus Delicti. Interessant debatbog, som fik os til at diskutere en del om arbejdsliv, tilbagetrækningsalder, stigende gennemsnitsalder og den uundgåelige aldring - er det et mål, at få mange borgere over 100 år?
Ikke super velskrevet som litteratur, og steder, der blev erklæret som decideret vrøvl. Alligevel er jeg tilfreds med at have læst bogen, og jeg synes at debatten er vigtig. Tænk at være kommet frem til et samfund, hvor mad indtages på tuber, den stærkeste drik, det er tilladt at servere bliver varmt vand med et dryp citron og strejftog i naturen er dybt mistænkeligt.

Apropos strejftog i naturen, eftermiddagen har været smuk med solstrejf, og vi benyttede lejligheden til en gåtur i ådalen. Rohden å er stort set ureguleret, så der er en dejlig, og temmelig våd eng. Heldigvis afgræsses en del, så det er nogenlunde til at komme frem. Skridt i blød engjord bør tælle dobbelt på skridttælleren. Indersiden af gummistøvlerne forblev tørre, men det var på et hængende hår visse steder. Køerne er taget hjem, tilbage var sneppen (tror jeg - mindre vadefugl, lyse vinger, zig-zag flugt), rådyr, hare og en mængde småfugle.
Inden vi gik havde jeg fotograferet udsigten.

Kombinationen af lys og efterårsdis er utroligt fascinerende. Bemærk for eksempel lyset på toppen af marken til venstre, på øverste billede. 
Da vi kom hjem var lyset blevet endnu smukkere. Ikke mærkeligt, at naboens svoger var ude med kameraet samtidig, lige neden for vores have. Til naboens morskab, han havde nemlig set mig, det havde svogeren ikke.
Det giver (mig) tiltrængt ro at sidde i sofaen og nyde solnedgangen.
God søndag til alle, den sidste inden advent og jul banker på døren.

fredag, november 18, 2011

Næsten eksponentiel stigning i antallet af projekter

Der er filter på oprettelse af projekter på Ravelry i øjeblikket. For ét to af dem, fordi de er hemmelige, og et par mere, fordi det bare ikke er sket. Det kan så være dumt, som det fremgår nedenfor.

På strikkefronten alene
- bagtankerne, som snart er færdige
- den påfugleblå top, som har ligget stille længe, måske skal den snart tages til nåde igen
- projekt x
- en rød hue, tænk nu hvis vinteren bliver lige så kold som sidste år. Desuden kan jeg ikke stå for en designer, der kalder sig Wooly Wormhead
- projekt y, i grønt.
- et par sokker (flystrik), som har været på pause siden efterårsturen. Strikkes på fire pinde, da den femte ligger ved et sæde i et Air France fly. Jeg tabte en pind mere, lige efter start, men den var heldigvis at fiske frem igen, ellers ... og nu kan jeg for pokker ikke genfinde mønsteret. Hmpf. Ha! Her er det.
- et par varme sokker til kæresten, til absolut hjemmebrug. Standardmønster, 72 masker / brugsens strømpegarn, pind 2,75. Så behøves ikke mere mønster :-)
- en turkis bluse, som skal udnytte det flerfarvede wollmeise, der ikke duede til Vitamin D

Så er der broderierne (juletræet mv.), bøgerne, der skal læses og fibrene, der skal spindes.
Godt at det er weekend nu - god weekend til alle.

tirsdag, november 15, 2011

Øgler og vildsvin

Dejlig weekend med glimt af solen. Vi var inviteret på frokost på Pøt Mølle, tæt ved Kærestens barndomshjem og stedet for hans drengeaktiviteter – skovlege, bygge dæmninger og klatre i træer.
Pøt Mølle er en hyggelig, meget vel istandsat gammel vandmølle, der serverer en fin frokostplatte og eftermiddagskaffe. Fint sted til søndagstur, nu med lille vandfald fra møllesøen i stedet for møllehjulet.


Møllen ligger smukt i Frijsenborg-skovene og der må være helt fantastisk om foråret, når bøgeskoven springer ud. Vi gik en tur i skoven, for at se om vi kunne træffe vildsvinene hjemme. Der var rigeligt af fodspor, så svinene var der, men holdt sig på sikker afstand af de larmende tobenede. Jagtsæsonen er startet, så der er grund til at være forsigtig, når man er en eftertragtet gris.

Niecens gave er blevet pakket ud, og hun huskede helt selv at sige tak, da jeg ringede for at sige tillykke og det var den 6-årige fødselar selv, der tog telefonen. Resten af familien opdagede først opkaldet, da den unge dame meddelte dem, at hun havde talt med faster :-)

Snotøglen lever stadig, det tager lidt tid helt at komme af med det slimede kryb. I dag hjælper Camomille mig med at holde varmen, på en pyntelig måde, med kvaster og det hele. Dejligt sjal. Ud over uld (kombineret med silke og alpaca) er de bedste allierede i kampen mod øglen i øjeblikket søvn og the. Meget passende er november erklæret en ulden måned, se her hos Kathe Davies.

Apropos søvn og uld, er Geilsk altid leveringsdygtig i et stykke meditativ strik. På Bagtankerne er der nu +500 masker i omgangen, i en kombination af rille- og ribstrik. Jeg kan kun citere en af de garvede fiberdamer: ting tager tid. Det tynde strik er dejligt og efter min mening det mest anvendelige, men for søren, hvor kan det tage tid. Det andet igangværende (hemmelige) strikkeprojekt er på pind 3, også snart færdigt, det bliver dejligt.

Juletræet er ved at blive pyntet, så det skal nok nås.

onsdag, november 09, 2011

I fuld galop

November, november, november - jeg synes nu også denne måned går i højt tempo, og det snart er december :-)

Sidste onsdag var almindelig arbejdsdag, derefter forberedelser til koncert. Torsdag igen almindelig arbejdsdag, om aftenen koncert med Hans Ulrik / Lars Jansson. Herlig koncert, hvor musikerne hyggede sig på scenen, og den gode stemning kom ud over kanten.
Fredag en time tidligere hjem fra arbejde (som var projektstart hos ny, gammel kunde, med mange gensyn og en følelse af at vekendt savsmuldslugt), for at nå at kaste lidt tøj, rok, fibre og garn ind i bilen for at køre til workshop, fra det forrige indlæg.
Lørdag hjem igen sidst på eftermiddagen, for at tage til fødselsdag. Undervejs skulle vi lige aflevere min bil til værkstedet.

.. og så gik det galt, for gaven kom ikke med, og min (træthedsbetingede) forkølelse begyndet at rulle sig ud. Tidligt på aftenen måtte jeg sige tak for i aften og be' min søde kæreste om at køre mig hjem, til min seng.

Søndag ville jeg koge lidt suppe i trykkogenen. Det bedste jeg ved mod forkølelse er varm (stærk) suppe, og i dette tilfælde måtte det godt gå lidt stærkt med suppen. En trykkoger koger effektivt, en times kogning er tilstrækkeligt til et fint resultat på suppefronten.
Desværre havde forkølelsen sat sig på dømmekraften. Der blev lindet på låget lige tidligt nok i forhold til trykket i kogeren, med det resultat at der kom en mindre geyser af suppe ud. Så - mindre omgang vask af gulv (og væg).
Resten af søndagen forholdt jeg mig i ro efter instruks fra den gulvvaskansvarlige og blev sendt i seng inden kl. 20.
Det gik bedre mandag, hvor bilen var klar, smurt, repareret og velkørende igen. Gaven til niecen blev sendt, og er nået frem. Så mangler vi bare at der kan blive gjort kål på resterne af den snotøgle, der gemmer sig i næse/halsregionen.
Jeg håber at I undgår snotøglen, den er lidt træls, for nu at sige det på jysk :-)

tirsdag, november 08, 2011

Uld og farver

Weekenden bragte mulighed for at lege med farvet uld og kartemaskine. Nom nom, lige noget for mig. De to første forsøg ses her. Begge er med udgangspunkt i noget koboltblåt uld, suppleret med forskellige andre nuancer blå og turkis. I den øverste version er det mørkeblå, mørk, varm turkis, koboltblå samt en sjat sennepsgul (åbenbart min nye kærlighed i farver). Alle fire farver er kartet sammen som en sandwich, så de blandes relativt jævnt, men de enkelte farver anes stadig. Det glæder jeg mig til at spinde af.  
Andet forsøg er lagt sammen på en anden måde, hvor de forskellige farver ligger i striber. Her er der brugt flere forskellige blå og turkis, ingen sennepsgul. Jeg tænker at den virker bedst som det diskrete indslag, mens en stribe vil være mere skrigende.
Denne variant er oplagt til at prøve navajo-tvinding, når jeg lige har øvet mig med noget almindeligt garn først. Der gik et lys op for mig med teknikken fredag aften, takket være Bente.
Et nyt behov (for en kartemaskine) er skabt, ud over behovet for en opgradering på rokke-fronten. På bedste konsulent-vis er jeg ved at opstille en sammenlignende bedømmelse af halv-transportable rokke.
Med hensyn til den nuværende (gamle) rok har kæresten fået bestilling på to nye kiler samt en drivstang, for at forbedre arbejdet på den, men hjulet er skævt, så rokken kan ikke blive helt god.
Godt julen er nær, nu hvor jeg har samlet nye ønsker til ønskesedlen.

tirsdag, november 01, 2011

Fridag i Fredericia

En hurtig beslutning torsdag, billetkøb fredag og så var Fru Kvist og jeg klar til Kreative dage lørdag. Kun os, og så alle de andre gæster.
På trods af ærtesuppelignende tåge og almindeligt trafikkaos på parkeringspladsen lykkedes det os at entrere messehallen næsten ved åbningstid lørdag formiddag. Jeg var selvfølgelig sidst, det er forskellen på arbejde (jeg misser meget sjældent et tog) og fritid, hvor der ofte går lidt 'hasta la vista' i tidsplaner.

Vi mødte på turen rundt mellem de mange stande et får (som måske snart kan træffes på Uldgårdens netbutik). Der var mange flere super sjove hæklede dyr, og jeg beklager dybt, at jeg ikke kan huske fårets navn.
Det blev til begrænsede indkøb, faktisk meget lidt. Årets juletræ, i glas, og så ikke mere om jul i dette indlæg. Ud over dette, helt nødvendige indkøb blev det alene til en hakkenål. Det må prøves.

Ikke fordi der ikke var garn, i mange lækre farver i Fredericia.
Jeg holder meget af tynd uld/supersoft, men der var ikke lige noget, der udløste ’ha-syge’. En del af tiden i hallen blev brugt på at overveje fald og tykkelse, for jeg er på jagt efter en god kvalitet (godt fald, lidt meleret garn) til Vitamin D, og helst i sennepsgul eller lignende. En nuance, som jeg får lov at have helt for mig selv for Fru Kvist, hvis jeg til gengæld holder snitterne fra det blå. I jagten på det sennepsgule var vi blandt andet forbi Vians stand og Rasmilla, hvor man ikke kan undgå at blive inspireret af Sannes humørfyldte strik og lææækre farver. Hvis der skulle være dårligt humør tilbage, så hjælper et besøg hos Bente Geil, hvor vi ser frem til at se Samlebånd i voksenudgave. Bente har en lækker gul tynd tweed, som røg på observationslisten, hvis der ikke kan opstøves noget med lidt silke.

Der var jo også andre bloggere i Fredericia den lørdag, og vi fik en snak med Jette og Linda og en snak om blogning med flere, der spurgte til vores skilte fra Tina Dalbøges 'Bloggernes hjørne'.
I den ikke strikke-relaterede afdeling var der en god snak med en fletter, som fletter stolesæder – og leverer materialerne, hvis nogen har lyst at prøve selv. Det ser så let ud, når man ved hvordan, og noget imponerende at der går +100 meter til ét sæde. Jeg kan godt lide flet, og tanken om at det kan repareres, endda for en rimelig pris.