lørdag, januar 25, 2014

Havets stjerne

Er titlen på seneste bog i læseklubben.
Historien tager afsæt i det irsk/engelske forhold i slutningen af 1800-tallet og hungersnøden, der drev store dele af befolkningen på flugt til det forjættede land - Amerika.
Rammen er sørejsen på det (knapt så) gode skib 'Star of Sea', og hændelserne på første og tredje klasse, blandet med baggrundsfortællinger og langsom udredning af fælles relationer.
Der er både plattenslagere, fallenter, og mordere, samt en masse stakkels mennesker, der er virkeligt sultne.

Bogen tager en ganske uventet drejning til sidst - hvor meget viser sig at være anderledes end det ser ud til. Der er mange fine historier og skildringer. Personligt havde jeg gerne set en mindre opstramning i starten, men slutningen redder bogen og hæver den over gennemsnittet.

søndag, januar 19, 2014

Brrr

Det er da bare møgkoldt. Så er det godt at strikke på fåretæppet, hvor første geled er ved at forme sig.
På grund af arbejde, overnatninger i København samt ikke mindst en afbrudt netforbindelse er der stille herfra. Måske kan jeg få blogget et billede af fårene i morgen.
God aften!

Redigeret -og her er så et par får. De mangler lige de øverste krøller, ellers er første række her. Heldigvis har de næste rækker ikke ben. Der strikkes rundt og rundt, og foreløbig har jeg haft fat i 5 af 9 farver.

lørdag, januar 04, 2014

2013 talt op

Uden den sidste slutspurt i starten af juleferien havde strikkeåret 2013 set sløjt ud.
Det er blevet til 15 færdige projekter, halvdelen til undertegnede, resten ligeligt fordelt på strømper til Kæresten samt gaver.
Det kan heldigvis dokumenteres, at det er blevet til 4 par strømper til Kæresten, alle på pind 2½ eller derunder. Det opfylder så nogenlunde den årlige slidkvote, forudsat at der ikke gås i strømpesokker på klinkegulvet. Det er en ren strømpedræber, så jeg ser nødigt strømpesokker i trav på klinkerne.
De seneste to par strømper har endda været farverige.
I det hele taget er hovedparten af de færdige projekter strømper, som det er blevet til 8 par i alt af.
Garnlageret er (host) ikke blevet mindre, men væksten har dog været under kontrol. En tilvækst på ca. 750 g - det er jo intet. Der er strikket 11 km garn, som i alt har vejet 3 kg.
Det er mindre end foregående år - også en måde, hvor det ses at det har været et travlt år. Desuden har det været lidt tyndere garn end året før.
Det mest spændende projekt var nok Amanda, af eget håndspundet garn. Den er jeg stadig godt tilfreds med. Desværre er det ikke blevet til så meget spinderi siden. Rokken står fremme, men har endnu ikke været rørt, heller ikke i denne ferie.

Godt nytår til alle!