søndag, maj 31, 2015

Opsamlingsheat

Livets gang i al almindelighed gør, at der er lidt længe mellem indlæggene på bloggen. Blandt andet fordi jeg, når jeg er kommet hjem forsøger ikke at bruge så meget tid ved en PC. Det givetvis nødvendige sporarbejde på Vestfyn koster mig ca en time mere hjemmefra om dagen indtil sommerferien, så dagene bliver let lange. 
Der strikkes og broderes stadig (og sys såmænd også lidt). Her er opsamling på nogle af forårets produktioner. Alt af lagergarn, så lageret er faktisk under nedbringelse i øjeblikket. 
Først helt almindelige strømper til Kæresten, dog med asymmetrisk tå. 
Hurtige facts: Lidt mindre end 100 g Scheepjes Invicta Colour, pind 2,25 mm. 
Garnet er entrådet, hvilket jeg godt kan blive lidt træt af at strikke med. Jeg synes generelt at entrådede garner splitter let. Ellers dette et smukt garn og med et dejligt 'uldent' resultat, som er ret attraktivt i det færdige produkt. Strømperne passer perfekt, og er endda næsten symmetriske. 
Restegarn fra tørklædet nedenfor. Det må da siges at være godt udnyttet. 
Lækkert, lækkert garn fra Fleece Artist (BFL) i farven Sangria. Det blev til et dejligt langt og blødt tørklæde. 
 Lidt tættere på, hvor farvespillet ses bedre. Retstrik fungerer bare godt med multifarvet garn.
Seneste - lige hoppet af pindene i dag (og monteret!).
425 g tyk no-name hør (Garnudsalg), pind 4 og opskriften Ambiente er blevet til en sommerbluse. Den er strikket rundt, hvilket er lidt satset med hør. Lige smidt i vaskemaskinen, så er jeg spændt på at se om den stadig er lige efter vasken.  
Opskriften er med en ny konstruktion af skulder/ærme (contiguous), som umiddelbart ser ud til at fungere fint.
Endelig - lidt ny begyndelse.
Jeg var forbi upcomers.dk i går og fik disse lækre farver med hjem fra g-uld. De hører til i det midtjyske, så forhåbentlig er det ikke sidste gang der optræder plantefarvet uld her på bloggen. 
Jeg har ikke en konkret plan endnu. Der er en hel del flere farver og ellers ser tykkelsen på brodergarnet omtrent ud som Flora Wool / Håndarbejdes Fremmes uldgarn, som jeg efterhånden har en hel del rester af.
Fortsat god søndag og god uge til alle.

søndag, maj 17, 2015

Sjov sommerbluse

Første halvdel tog utroligt lang tid, og blev strikket delvist om en gang eller to. Anden halvdel tog noget kortere, fordi jeg nu havde lavet fejlene. Det færdige resultat er vasket og tørret, hvilket ændrede karakteren af strikken noget. Først og fremmest blev det mere jævnt - stort plus, desuden strakte det sig en del i bredden, så det færdige resultat er blevet langt nok, og mine bekymringer om at vise mave var ikke nødvendige. Faktisk havde jeg lavet og vasket en strikkeprøve, hvilket varmt anbefales til netop dette garn.
Her er den på, både forfra og bagfra.Ryggen er en sjov detalje, som jeg godt kunne finde på at kopiere en anden gang.
Fotograferet mellem sol og byger. Det er bedst vejr set indefra i dag, hvor man kan fryde sig over solen og det grønne, uden at skulle for meget ud i blæsten.
Faktaboksen:
Mønster. Strikket efter Francis af den spændende designer Olga Buraya-Kefelian. Jeg har bemærket flere af hendes designs, som er lidt anderledes formgivet og meget inspirerende. Desuden arbejder hun blandt andet med garn fra bl.a. Shibui, som er ret spændende.  
Garn: Et viskose/plantefibergarn fra Garnudsalg. Jeg har haft et blandet forhold til det - det splitter og er ret sart, samt aldeles ufleksibelt i forhold til uld. Omvendt, så falder det smukt efter at være blevet vasket, det kan til dels ses på det øverste billede. Inden vask ruller det og falder ikke nær så pænt. Der er brugt 200 g.
Pind: KP rundpind 4 mm, og der skal bruges 2 stk.

Hot / not: Tja. Den ligner ikke originalen helt, og jeg spekulerer over, om det blandt andet skyldes at jeg har lavet for lidt overlap på ryggen. Den er også længere end originalen, som muligvis betyder at ryggen bliver trukket mere åben. Den har - trods visse udfordringer været sjov at strikke og er behagelig at have på. Konstruktionen egner sig nok bedst over en smal nederdel eller enkle shorts når det bliver rigtig varmt, men toppen kunne også fint bruges over en bikini / badedragt, pga. fibrene. Så hmm til resultatet, men processen og konstruktionen er i top og på den måde er mønsteret pengene værd.
  
Resten af garnet overlever på matriklen. Det var ellers tæt på at blive doneret væk pga. sartheden og konstruktionen. Efter at have set det færdige resultat ser jeg muligheder i at udnytte det smukke fald i en helt enkel top-down sommerkjole, med lidt empiresnit. Gode tips til mønstre modtages gerne. Det skal være en kjole strikket i et stykke, da hæftninger og sammensyninger ikke er et hit i dette garn. De ses for tydeligt og garnet er glat, så jeg stoler ikke fuldt ud på hæftningerne. 

fredag, maj 15, 2015

Spændende ting under opsejling

Øj - det ser spændende ud, med alle de strikkefestivaller, der er dukket op. Her er to, som jeg har lidt øje på.
Garnstafetten i Århus 5. og 6. juni
Strikkefestival i Kbh 26. og 27. september


Der sker også noget lokalt, i Spinderihallerne, som ligger lidt væk fra gågaden og i forvejen indeholder nogle spændende værksteder. Det sker i slutningen af maj og jeg skal da helt sikkert forbi og se nærmere. 

mandag, maj 11, 2015

Madrid og mad

Forrige uge - det føles allerede som længe siden - var vi på en kort ferie i Madrid. Dejlig by og perfekt årstid. Der var grønt, og meget mere grønt end jeg ville have forventet af en sydeuropæisk storby. Der er en del parker og mange træer i byens gader, og ikke mindst er der et kæmpe grønt område som er langt mere end en park og går helt ind til centrum, dvs. slutter stort set nedenfor kongeslottet.
Vi startede med lidt regn og ca. 15 grader og sluttede med solskinsdage og 20-22 grader. Perfekt vejr til vores yndlingsbeskæftigelse på byferier, nemlig at trave rundt i gaderne og se på byen. På fem dage blev det til omkring 100 km til fods, hvilket jeg godt kan se på mine gummisko, som lagde sål til det meste af turen. De mange km er den perfekte undskyldning for referencer til de to bedste madoplevelser i Madrid - og det er muligt at spise virkelig godt, kreativt og innovativt.
Den første var Villa Paramesa som lå i snubleafstand fra vores hotel, og hvor vi gik ind på en vurdering af geografi (lige om hjørnet), opdækning (kraftige servietter, glas), grafisk indtryk (moderne, men spansk) og menukort. Samt at de allerede åbnede til aftensmad kl. 20, hvor et par af naborestauranterne også så ok ud, men først åbnede kl. 22 til aftensmad. I det hele taget er åbningstider i Madrid et kapitel for sig.
Vi fik deres smagemenu, alternativt kan man sætte sig i baren og få tapas, der er ud over skinke og friturestegte kroketter. Smagemenuen gav tre tapas som appetitvækker og derefter både en fiske- og en kødret samt dessert. Det gav køkkenet mulighed for at vise, hvad de kan og det var et fremragende måltid, hvor vi kom omkring mange forskellige råvarer tilberedt kreativt og med indtryk for både øjne og smagsløb. Varm anbefaling til maden, venlig betjening og dejlig stemning i restauranten. Samtidig fik vi et godt indtryk af kulturen om at spise om aftenen. Vi kom lidt over kl. 8 til en helt tom restaurant. Personalet var lige ved at åbne, og vi fik et bord. Lidt senere kom et enkelt par til tapas i baren og ellers begyndte der at ske noget lidt i 9. I løbet af timen fra 9 til 10 blev de fleste borde besat, og de sidste ledige var tilsyneladende reserveret, da vi så flere blive afvist. Vi var færdige ved 10-tiden, hvor der stadig kom nye gæster. Kunderne til det sidste bord var ikke kommet endnu og mit bud er, at de let kunne sælge vores bord igen samme aften.  

Det andet højdepunkt var La candela, som var fundet ved en søgning på restauranter i Madrid. De har aftensmad fra kl. 22 og jeg var egentlig ved at bestille, men da jeg var nødt til at ringe til dem for at tjekke bestillingen valgte vi at ændre til en frokost (dvs. kl. 14.30). Min organisme er ikke gearet til et større aftensmåltid med start kl. 22.
De har en fast menu pt. med 6, 9 eller 11 retter. Da det var frokost nøjedes vi med 6 retter og det var tilstrækkeligt, også til Kæresten. Jeg skal ikke kunne afgøre om han kunne have klaret de 9 eller 11 retter - vores væsentligste overvejelse efter at have spist var, at vi kunne godt have tænkt os at opleve de sidste retter - ikke pga sult men pga de oplevelser, som vi gik glip af ved at 'nøjes' med 6 retter. Så godt var det, og lidt dyrere end den foregående, men absolut! pengene værd, hvis man sætter pris på god, kreativ og veltillavet mad. Bred brug af råvarer med udgangspunkt i Spanien, men tilsat østlige smage og med stor opmærksomhed på det visuelle udtryk, tekstur og oplevelsen af maden i sin helhed.

Også i den billigere ende er der naturligvis god mad i Madrid. Vi fik mange udmærkede tortillaer (kartoffeltærter), og skinke kan man også altid få. Til morgenmaden var der ofte, selv på ydmyge steder friskpresset appelsinjuice at få.
Af de mere specielle oplevelser var en gang indmad, som efter min smag var lovlig gummiagtig i konsistensen. Nabobordet af lokale spiste med stor fornøjelse en tilsvarende portion og tørrede skålen grundigt af, hvilket må betyde at retten var som forventet efter traditionen. En enkelt gang er jeg ret sikker på at jeg blev ramt af sprogforbistring, da der kom en anden ret end jeg er sikker på at jeg pegede på.
Dejlig by og med gode museer. Vi shoppede ikke ret meget. Jeg har dog noteret mig at der er skobutikker i alle prisklasser, også i en klasse, hvor skoene nærmere er kunstværker end fodtøj.
Herlig og levende by, med gode muligheder for oplevelser af alle arter, specielt hvis man kan holde sig vågen til midnat og en ægte fornemmelse af storby. Absolut på listen over steder, der kan holde til et genbesøg, bare ikke i juli og august.

søndag, maj 10, 2015

Guldblusen ligger og tørrer

Guldblusen er blevet færdig og skyllet op, hvilket har gjort at den er blevet 15 cm længere. Så hvor jeg før stadig var småbekymret er jeg nu tryg ved længden. Så mangler jeg at se, hvordan den delte ryg falder i dette garn. Billeder vil følge, det er også længe siden at husfotografen har været på job og jeg er sikker på at han savner at være i aktion.

I mellemtiden, så er noget nyt blevet startet. Tyndt, tyndt shetlandsgarn, og pind 2. Pind 2 virker faktisk som en tyk pind til garnet, som løber ca 1400 m/100 g. Godt der er et stykke tid til deadline, og godt at vi har fået en god læselampe som kan skrues op til et ordentligt lys, det er nødvendigt. Det samme mht lys gør sig også gældende med julefangsten, hvor tælleriet kræver lys. Det vokser.

Der er et stykke igen.