Viser opslag med etiketten spinderi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten spinderi. Vis alle opslag

søndag, marts 06, 2016

Dis og frost

Disen kommer og går i dag, mest kommer, så der er ret begrænset udsigt i dag. Alt er fugtigt, uanset om det regner eller ej er luftfugtigheden tæt på de 100%. Det bedste, der er at sige om at tørre tøj ude er, at det bliver luftet. Perfekt vejr, hvis vi havde haft festtøj, der behøvede en omgang luft.  
Det har vi ikke - da jeg har ligget på sofaen og under dynen det meste af weekenden. En banal forkølelse, som satte ind torsdag aften. Nu er snotteriet ved at lette efter ca. 150 engangslommetørklæder, vand og the. 
Noget af tiden på sofaen er blevet brugt til at få en tørklædekrave (cowl) færdig. Den er strikket lige ud af hovedet med 2 rapporter af mønsteret 'Frost Flowers' fra Walkers bind 1. Den er strikket i håndspundet garn, egen fabrikation. Jeg har mistet, hvor mange meter der var, men der er 97 g og det har rakt til et tørklæde der er ca 1,5 m i alt og 25-30 cm bredt.  
 Garnet er udnyttet effektivt, her ses værket fra en anden led samt garnresten, efter hæftning.
 Den er lige præcis blevet lang nok til at kunne sidde godt til i halsen med to omgange, eller hænge som et længere tørklæde.
Fakta er lidt sparsomme om garnet - det er så vidt jeg husker nogle mixede fibre med uld, lidt silke og en smule glimmer! Det har boet her længe, og er formodentlig de sidste fibre fra en fiberklub jeg var med i for en del år siden. Ellers forstår jeg ikke, hvordan fibre med glimmer har sneget sig ind i huset.
Pindene er p. 4 (Knitpicks). Rettet - projektnoterne siger 3,75 mm.
Jeg synes, at det fungerer bedst med pinde med noget spids for at strikke hulmønster i håndspundet garn som kan være lidt løst og varieret i strukturen. Pæn måde at sige på, at jeg endnu ikke laver 100% jævnt og ensartet garn.
Mønsteret er 2 rapporter af Frost Flowers + 3 kantmasker i retstrik i hver side. Jeg startede med et hækle-opslag og kunne slutte af med at sy kraven sammen med køkkensting. De sidste pinde blev strikket i glatstrik for at få en stabil kant at sy sammen og at udnytte garnet bedst muligt.

lørdag, februar 20, 2016

Vinterferie

Vi holder vinterferie (lidt forskudt) og går hjemme og nusser. Jeg med strik, lidt madlavning og på et eller andet tidspunkt får jeg vel pudset et par sko og strøget en skjorte eller to der trænger. Men ingen hast.
Her er (det blinde) fåret Frede. Han er makker med Ferdinand - og får nok øjne en dag, når jeg enten finder nogle øje-knapper, eller tager mod til mig og broderer øjne.
Frede er skotsk, fra Jamieson & Smith og er strikket i rya-strik. Oprindelig købt som kit, det ser ud til at de har taget kittet af.
Drops har en fin vejledning i, hvordan der strikkes rya- eller løkkestrik, som virker og giver rimeligt stabile løkker. Inden fyld vejer Frede 300 g og er strikket i aran-tykkelse, og pind 5. Rya-strikken tager lidt tid, ind til der kommer rytme i det.  

Det første projekt fra Helga Isagers seneste - Room 606 er færdigt. Et Githa-tørklæde i pink. Ikke min normale farveskala, så et eksperiment i forhold til min normale farveskala. Men på den anden side, så er jeg ret overbevist om, at jeg kan finde tøj i stort set alle regnbuens farver i mit klædeskab, uanset at der er en del konsulent-sort. Tørklædet har været på en enkelt dag på arbejde, som farveklat til et sort jakkesæt. Silk-mohairen fælder lidt, der ud over fungerede det fint.
Der er i alt brugt ca. 90 g garn. Drops Kid-silk (lidt over ét nøgle a 25 g) som gennemgående tråd og fire forskellige farver i løbelængde ca. 500 m/100 g. Lidt gl. højlandsgarn og andet. 
Jeg har fulgt mønsteret og ikke lavet halshullet større. Det er selvfølgelig muligt, men jeg synes at størrelsen er passende til et tørklæde, der skal varme om halsen. I denne størrelse kan det sættes lidt a la en stor rullekrave og nederste frynse når ca. til bæltestedet.
Endelig - ta da:
Der har været lidt gang i rokken. 2 x singles, den nederste er lavet med resultat af leg med blending board på seneste spindetræf. Tænker at jeg tvinder dem sammen i morgen. Der er 2 x ca 50 g, så nu er jeg spændt på, hvor mange meter det bliver til. De er spundet på lace-spolerne til rokken, derfor er spolerne fyldt godt ud. Den grålige er lidt mere lys brun i virkeligheden. Glæder mig til at få dem tvundet sammen - lige nu er jeg blandt andet ved at strikke en lille cowl af noget andet, blåligt, håndspundet. Det har en særlig karakter.

søndag, januar 03, 2016

Projekter i gang - og et færdigt par sokker

Solen har været fremme i dag og det har været dejligt lyst (men koldt). Det var en lejlighed til at lufte en nærmest antik islænder (af ægte islandsk pladegarn, købt i Reykjavik), som er alt for varm til de fleste dage. Den har kun sjældent været brugt, og er så flot som ny, så jeg overvejer om sweateren skal laves om til en trøje, som jeg tror i højere grad vil blive brugt.
Mens jeg overvejer, er der slået op til en række projekter baseret på garnlageret - og der ventes på MonteringsÅge til et enkelt.

På Instagram kører et hashtag #nytårsfortsætstrik10. Det dækker også nogle af disse projekter, som i høj grad er lavet ud fra lageret, og fremdriften kan løbende følges på Instagram.

Der er jf. forrige indlæg en del på lageret, men der bliver ikke et egentlig indkøbsstop, mere at der kun fortrinsvis købes ind til projekter (ingen grund til at bringe sig selv i uføre på grund af et unødvendigt stramt princip). Efterhånden er der mest tynd uld på lageret - som har mange kvaliteter, men ikke er tilstrækkeligt til alle former for strik. Fx er jeg noget fascineret af Habus produkter, og hørgarner er interessante.
På falderebet af juleferien fik jeg slået op til et par projekter, så der nu er et passende udvalg, samt en bestillingsopgave på en hue i gang.
Først et dyr, der venter på MonteringsÅge.
Dette er et får i samlesæt - 2 halvdele til en godt krøllet krop, hovede, 2 x ører og 2 x ben. Der putter sig desuden en hale et sted. Det skal blive til en fårepude, efter et mønster fra Jamieson og Smith. MonteringsÅge skal på overarbejde, hvor delene skal syes sammen og der skal fabrikeres en inderpude.
Min søster fik en Sinai-hue i julegave, hvilket inspirerede min mor til at ønske sig en hue. Efter samme mønster, og så alligevel, for der skulle ribkant på. Dobbelt, endda. Det fikser jeg selvfølgelig, og ved samme lejlighed får jeg brugt lidt mere lagergarn. Der er dog kommet et nøgle Silkmohair til, da der ikke var noget på lager i den rigtige farve. Hurtigt projekt, på pinde nr. 6.

Kærestens blå sweater er blevet fundet frem igen, og der har været en prøvning. Det røde mærke er til sikring af strikkerens mentale velbefindende, for at kunne se fremdrift. Der skal strikkes ca 25 cm fra mærket inden der er grund til en ny prøvning, som indebærer forsigtig omgang med pindespidser. 
Jeg er en af vist mange, der har fået strikkebøger i julegave. Blandt andet fik jeg Helga Isagers nyeste, Room 606, og der skulle da straks slås op til et Githa-tørklæde. Der var lige to nøgler pink silke/kidmohair på lager, og lidt matchende rester i diverse tynd uld-tykkelse. Det bliver et af de mere farverige indslag i året, tror jeg. 
Ud over det pink tørklæde har jeg startet dette, som er af et nøgle eget håndspundet garn, der har ligget et stykke tid og ventet på det rette projekt. Jeg har fundet et lacemønster frem (Frost flowers fra Walkers strikkebibel), og planen er at det skal matche min blå-grå vinterfrakke.  
Og et projekt mere, baseret på garnlageret. 
Noget usædvanligt, et lilla projekt. Det er Sveller, fra et mønsterhæfte med inspiration fra Århus - Godsbanen. Det bliver et af automatstrik-projekterne, så vidt jeg kan se på opskriften. Glimrende selskab til læsning.
Sørme, og så var der de færdige sokker. Strikket fra tåen og op, og med det gode gamle feather and fan mønster på foden. Fra tåen og op fordi jeg ikke gad have dem hvide i foden, det forekom ikke praktisk. Uanset at man skal gå med hjemmesko, når man går i håndstrikkede sokker. Regel nr. 1 her i huset. 

Godt nytår til alle og skønt at læse de mange årskavalkader - absolut inspirerende og med gode ideer til, hvad man også kunne strikke.  


søndag, november 09, 2014

Spinderi og søndag

Stille søndag, en af de gode søndage, hvor bilerne får lov at blive i carporten og vi i stedet har lejlighed til at gå en tur i det fine vejr. Nu er det blevet the-tid, og jeg har fundet de rigtige, gamle tekopper frem. Vi er ikke blevet så avancerede, at vi har kok, så om lidt står det på aftensmad, med krondyrsossobuco. Det bliver godt.

 

Lørdag var jeg på rokketræf, og selv om det pga andre aftaler kun blev en kort visit, så blev der lidt garn ud af besøget.

Desuden fik vi en glimrende introduktion til tunesisk hækling eller hakning, så nu skal jeg have prøvet noget mere. Jeg har faktisk to hakkenåle, og efter kurset kan jeg se, at jeg godt kan bruge en eller to, der er tykkere.

Det smukke efterår fortsætter, og skoven er stadig en blanding af gul, brun og grøn, mens hveden står ualmindeligt grøn. Fortsat god søndag.

 

onsdag, november 06, 2013

Efterårstegn

Sikkert efterårstegn er en weekend i rokkens tegn, i en spejderhytte i det midtjyske.
Det gik en god del af den netop overståede weekend med, og i løbet af kort tid har vi spredt uld overalt i sådan en hytte. Gang, stue, og på mystisk vis også badeværelserne bliver hurtigt ramt af små løsgående uldtotter.
Pakningen til sådan en overnatning foregår efter princippet:
Hurtig indsamling af ekstra bluse, undertøj og strømper, derefter lange overvejelser om hvilken uld, der skal med. Hvor mange igangværende strikkeprojekter der skal med (og andre tekstilrelaterede projekter), samt hvor meget af bog- og garnlageret der skal medbringes, når nu inspirationen melder sig efter at have kigget andre over skulderen.
Første del af pakningen tager max 5 minutter, inklusive toilettasken plus to minutter ekstra til at huske håndklæde og nattøj. Sidste del med uld, projekter og alt tilbehøret tager al den tid, der er til rådighed, og jo mere tid, jo større bagage.

En del af inspirationen er fibre i farver og der kom med hjem fra Kathe og fra Birthe (Garngalleriet). Begge dele i skønne farver. Helt forskellige kvaliteter. En ordentlig stak shetlandsfibre i den ene bunke overfor en lille pakke med luksus-silkeblanding.
Desuden var jeg heldig i lotteriet, og har fået muligheden for at lave et ekstraordinært indkøb. Gennem længere tid har jeg haft dette tæppe på ønskelisten. Egentlig som belønning til mig selv for at have nedbragt lageret, men det har lange udsigter. Så nu benytter jeg lejligheden (undskyldningen) og har bestilt. Nu går jeg så glæder mig til at fornøje mig med de mange nuancer af ufarvet shetlandsuld.
Når jeg nu var i gang med indkøbet kom der også et får med i kurven (effektiv udnyttelse af portoomkosningen, naturligvis). Det kan komme til at holde Ferdinand med selskab i sofaen.

lørdag, juli 20, 2013

Vådt uld og farve

Ferietid er legetid, og her er der leget med farve og vådt uld.
 Hængt til tørre i skyggen. Vådt uld ser ret ynkeligt ud.
Det tørre resultat, et døgn senere.
Ulden er først lagt i blød, derefter er der hældt opløst farve på. Jeg har brugt Cushing farver, opløst i varmt vand og iblandet eddike. Farverne er bronze, grøn og rust. Mest bronze.
Farveblandingen er derefter hældt ud over ulden. Det blev suget op hurtigere end jeg havde forventet, derfor er der flere hvide områder end planlagt. Efter farvningen er ulden pakket ind i mikrobølge-film og dampet i farvegryden ca. 50 min. Skyllet op, og hængt til tørre. 
I anledning af ferien har jeg desuden fået givet dette et ekstra eddikebad, da det tidligere har smittet en del af. Nu håber jeg at det er overstået.

torsdag, juli 18, 2013

Blåt, sølv, gråligt og silke

I lageret af spindefibre har længe ligget en pose med et lækkert mix af merino/kamel/silke og med lidt glimmer. Her i anledning af ferien er det blevet forvandlet til ca. 450 m totrådet lækkerhed.
Først det kartede uld, hvor de forskellige kvaliteter af fibre nok er blandet, men alligevel kommer lidt i klumper. Medførte under spindeprocessen, at jeg af og til måtte bryde min gode rytme, fordi skiftet fra merino til silke eller kameluld simpelthen betyder at fibrene trækkes ud forskelligt. Det meste er spundet med 'long draw', med ret højt twist. Den højeste ratio på hjulet (1:19). Der er tvundet med lidt lavere ratio, dog stadig med ret højt tvist.
Det tvundne garn, presset ind på én spole. Hvad gør en halvdoven spinder ikke, for at undgå at bryde garnet når der mangler ganske lidt.
Endelig vundet op og målt, til ca. 450 m. Måske en anelse mere. Det færdige bundt er rimeligt balanceret og drejer en enkelt gang uden efterbehandling. 
Fibrene er fra et gammelt abonnement, som jeg fik startet mens jeg kun havde en håndten og ringe øvelse. Nu er lageret fra den gang ved at være brugt op, og der er udbrudt uld over hele huset. Med andre ord, der er gang i både strik, broderi, farvning og spinding i øjeblikket. Den store pose med spindefibre er fundet frem og åbnet. 

søndag, april 28, 2013

MonteringsÅge på overarbejde

I dag lykkedes det at få syet 6 knappper ( faktisk 7, den 7ende sidder i en helt anden ting) i. Dermed er den håndspundne arantrøje færdig, efter en stor mængde maskesting.
 Uanset solskinnet er det lidt koldt at stå model.
Her i fuld figur. Jeg har valgt at lave den med lange ærmer, så de er lange nok, men der ud over kort og tætsiddende. Som så mange andre arantrøjer, lider denne model lidt af at være lav i nakken. Ikke ubærligt, men dog så Kæresten bemærker det.
Tæt på, med bikuber og snoninger, samt de famøse knapper.

Lidt fakta:
Model: Amanda af Lene Holme Samsøe. Fin klassisk aran. Strikket i et stort antal stykker, så ikke alene skal ærme- og sidesømme sys sammen, det gælder også forkanterne, som sys til forstykkerne. Inden vask vendte de bagover i en grad, så jeg var ved at fortryde. Det rettede sig med vask og liggetørring. Liggetørring er i det hele taget en god kur for meget.
Ændringer - well, i alt fald har jeg strikket ærmerne en rude længere end angivet. Blandt andet fordi jeg holdt kroppen til den korte side. Jeg har brugt angivelser fra str. M og modellen er mellem small og medium.
Pinde: Pind 4 og 4½ - knit pro. Spidse nok til at sno uden snoningspind - en stor fordel. Efterhånden det første og sikre valg.
Garn: Ca 500 g håndspundet uld fra Jacobsfår. Brunligt eller brun-gråt. Købt hos World of Wool sidste år. Desværre ikke helt ensartet - lidt skiftende løbelængde og twist, specielt sidstnævnte drillede i ét af nøglerne. Et lærerigt forsøg på hvad der skal til for at give et garn, der viser mønsterstrik. Der er brugt ca. 1000 m.
Jeg har lavet et tre-trådet garn for at få det rundt og tilpast tykt. Nogen steder er det lykkedes som planlagt, andre steder knapt så godt.
Hot / not: En langfibret uld, som afgjort ikke er for kradssarte. Jeg synes at kabeltrøjen i den tætsiddende version er fin. Ikke den fødte jobtrøje, men en fin trøje til overtøj nu i foråret.

lørdag, marts 30, 2013

Strikkevejr

Vi (specielt jeg) har haft så travlt inden påske, at den nærmest kom bag på mig. Derfor er kalenderen næsten helt blank denne uge. Dejligt og absolut afslappende.
Når jeg begynder at overveje at stryge skjorter er det ved at være tid at komme tilbage til dagligdagen, men måske skulle jeg lige gribe inspirationen og øjeblikket, for de fleste hvide skjorter er faktisk pænest i den strøgne udgave. Karrierefremmende feriepause?

Der er blevet spundet lidt og strikket en del kabler denne uge, så Amanda vokser støt.
Garn på spole ovenfor samt Amanda i samlesæt nedenfor.
Der er kommet et ærme mere til siden, og jeg er godt i gang med sidste forstykke, så jeg håber at kunne starte raglansamlingerne i aften. Desværre er mit garn ikke helt ens i tykkelsen, den sidste spole har ca. 10% længere løbelængde. Min plan er at bruge det til raglan og sandsynligvis gå ½ mm ned i pindestørrelse for at få samme tæthed. Det kan så samtidig udnyttes til lidt ekstra raglanform, håber jeg.
Derefter mangler knapperne.
Næste projekt er under overvejelse. Jeg har investeret i Viajante, som kunne blive næste automatstrikketøj. Det kunne være god brug af et nøgle Wollmeise Lace, som ligger på lageret og venter på det rigtige projekt. Samtidig kunne det ske, at jeg starter en sommerbluse i lyseblå uld/bomuld. Den kunne være et rigtig godt match til den lidt grove Amanda. Hmm. Og så ligger der noget postkasserødt Istex Einband i stuen og lyser op, også fristende.

søndag, marts 10, 2013

Brunt og snoet

Der strikkes snoninger og bikuber for fuld tryk.

Amanda er ved at samle sig og jeg strikker lystigt der ud af. Lidt mere brunt end billedet, med en del tvist i garnet og lange fibre, så der er meget spændstighed i garnet. Kabelmønsteret tegner sig tydeligt i det ret runde tretrådede garn. Mægtig spændende at se, hvad det ender med.

Jeg går efter en kropsnær trøje, og med tre romber strikket er det tid at overveje længden. Jeg havde et helt kilo fibre, så det bliver ikke garnet, der sætter begrænsningen.

Hav en god uge og må foråret vende stærkt tilbage.

Drivhuset er blevet vasket, så vi er klar til at så salat!

 

onsdag, marts 06, 2013

Terassen indviet for i år


Forår på terrassen. Det skønne solskin søndag blev benyttet til at lufte rokken, helt bogstaveligt. Den kom med ud på terrassen en times tid, for at tvinde.
På spolen ses singlen, som er Jacobsfår, der tvindes til tretrådet garn. Slutresultatet holder ca. 2 m / g og jeg har ca. 400 gr færdigt garn.
Det skal bruges til en Amanda, som er kommet på pindene. En helt særlig fornemmelse at strikke med eget garn.
Der mangler ca. 100 g - en god spole :-) Jeg har noget af singlerne, så det er 'bare' at komme videre, men lige nu strikker jeg, altså. 

onsdag, november 07, 2012

En slags meditation

Rokken har været luftet i weekenden, og jeg må indrømme at det var et stykke tid siden. Der blev spundet lidt i sommer, noget kameluld, men siden da har den stået stille.
Nu skulle det være, og jeg har kastet mig over nogle fibre fra et fællesindkøb tidligere på året.
Der ligger et kg grå (gråbrun efter min mening) uld fra et Jacobsfår på lageret og ca. 200 g er nu spundet til enkelttråde. Det skal tvindes sammen med tre tråde og første bundt er lavet. Det mangler et varmt bad og lidt smæk, så kunne jeg se på en strikkeprøve. Der er 85 g og ca. 170 m i bundtet. Der er relativt meget sno i garnet, og de tre tråde gør at det er relativt rundt. Mit første forsøg med tretrådet garn, så jeg er ganske spændt.


Målet er garn til en trøje med snoninger, ufarvet og med et lidt rustikt udtryk. Den skal dog være tilpasset min størrelse, og jeg vil gerne undgå en Rittersport-facon. Jeg må på udkig, mens jeg spinder videre. Efterhånden har jeg fået smurt spolerne så jeg sidder og snurrer næsten lydløst, det er mest bremsesnoren der høres. Ren meditation, spinderi der skal blive til noget kræver fokus og alligevel afslapning.

mandag, august 13, 2012

Ravellenics - færdig!

Der er ikke blevet blogget særligt meget om Ravellenics her, men jeg har skam strikket. Wingspan er strikket og delvist spundet under OL.


Da vi kom hjem fra Italien var jeg løbet tør for garn, og måtte have gang i spinderiet. En lille 'snoldet' klat kunne det blive til. Der er kun 3-4 g. Jeg mangler også kun 3½ afslutningsrække, så det er nok.
Nu er jeg færdig, og der er hæftet ender og blokket ud. Nydeligt.


Fotograferet på baggrund af min dyne, som er til luftning i dette herlige sommervejr.


Fakta:
Mønsteret er Wingspan, uden nogen modifikationer.
Pind 4 mm Knitpicks. Mønsteret stiller ikke særlige krav til spidser eller lignende på pindene, det er ret - ret - ret.
Garnet er mit hjemmespundne angora/merino mix. 70 g var der i fibrene og jeg har brugt op. Der var alvorlig frygt for at der ikke var nok undervejs, men det gik akkurat. En gammel portion fibre fra Socktopus.
Der er spundet hårdt (højt twist, den næsthøjeste ratio på rokken), for at holde på angoraen. Garnet fældede helt utroligt meget på min sorte hørkjole under hjemturen, så jeg håber, at det har fældet det værste af. Derfor er angora ikke min favorit, uanset at det er meget blødt og lækkert.
Hot/not: Teknisk og tekstur-mæssigt er det fint. Jeg er i tænkeboks, om det på grund af det meget lilla i garnet kan få et bedre hjem, der sætter mere pris på farverne.

Meget fin størrelse og facon, som kan draperes lidt anderledes end de sædvanlige trekantede tørklæder. Jeg kunne godt finde på at strikke et mere, for det er enkelt og hurtigt.

 

tirsdag, juni 26, 2012

Spinderi fortsat

Lidt mere nørdet om uld og spinderi.
Først, så er jeg rigtig godt tilfreds med den nye rok. Den er let at spinde på og jeg øver mig i forskellige indstillinger, samt at spinde med samme tykkelse over et større projekt.
 Farvet merino, spundet på ratio 1:8,5
 Uld / silke (BFL/tussah), også spundet på ratio 1:8,5
Og til sidst polwarth uld, spundet tyndere, på 1:19. Det kræver unægtelig at der bliver trådt mere i pedalerne end de to øvrige, så et vist element af fitness er der såmænd over spinderiet, og tidspunktet, hvor jeg er glad for at have fået en rok, der trædes med begge ben.
De to sidste kommer fra nyeste sending af fibre, på billedet her under er det den midterste samt længst til højre. Den mørkeste er en tredje slags uld, fra et Jacobs får (se fx et billede her). Denne uld er noget grovere i strukturen, alligevel blød og rar.  
Næste gang jeg sætter mig til rokken vil jeg dels spinde prøven af Jacobs ulden, dels tvinde prøverne af de to andre, så jeg kan lave strikkeprøver af de forskellige typer af uld.

I aften skal jeg dog først og fremmest afslutte Folded. 2 x sammenstrikning under armene og hæftning af under 10 ender, så er den klar til vask. Jeg glæder mig til at se den færdig.

søndag, juni 24, 2012

Not normal in Japan

God midsommer!
Heldigvis var det godt vejr i går (eftermiddag), hvor vi havde besøg til Sankt Hans aften incl. afbrænding af en håndlavet heks. Lille model, for at passe til vores lille, transportable bålsted, som blev placeret i haven. Nu er der en let afsveden plet i græsset (og en glemt pakke mariekiks, der blev godt våd i morges, inden den blev opdaget og hentet ind).
Rådyrene svigtede, vi har ellers en rå med ikke mindre end tre lam gående, men begge egern var her. Her i fotogen position,

og i mindre fotogen positur, det er ikke let at gå hen over toppen på en fyrrebusk.
Vi har fundet ud af, at den bor i køkkenhaven, hvor den vist tager sig en bid jordbær fra tid til anden. Den HAR fundet ud af at kravle ind under fuglenettet.

I dag slapper vi helt af, efter at have ryddet til side fra i går og sorteret LEGO. Jeg har leget med uld og spundet lidt, og så er Folded lige ved at være færdig.
Appropos spinderiet var der en gæst fra Japan med i går. Det varede et øjeblik, inden formålet med rokken gik op for ham. Først troede han at det var et motionsredskab, og jeg ved ikke, om han helt tror på at jeg selv spinder garn. Meget eksotisk, og 'not normal in Japan'. Her er dog et bevis på at der har været gang i rokken i dag. Fra venstre mod højre: Merino, håndfarvet her på stedet. Derefter en blanding af ufarvet uld (BFL) og Tussah silke. Sidste nummer, mod højre er en smule uld, fra en race, der hedder Polwarth. Meget lækkert og let at spinde. 
Spinderiet her af de to sidste er til at lave en lille strikkeprøve, så jeg kan få en fornemmelse af, hvad lige netop den type uld vil egne sig til. Planen er at bruge uld/silke blandingen til en trøje, hvor der skal være fald i garnet (Vitamin D), og farve ulden (nok inden spindingen). Den anden uld skal sikkert også farves, og der er ikke præcise planer med den. 
På et knapt så eksperimentelt plan har jeg taget mig sammen til at fotografere mine seneste sok classic, til mig selv.  Med farver.
Med det vejr vi har for tiden er de velkomne.
Fakta kort:
Garn: 105 g Big Fabel i blå/grøn/lilla. Fed farvekombination.
Pinde: 4 mm strømpepinde i bambus. 15 cm, så de er til at håndtere. Det går altså stærkt med den tykkelse garn og størrelse pinde.
Mønster: Klassisk sokkemønster med 2 r, 2 vr, timeglashæl med forkortede rækker. Oppefra og ned. Jeg bruger 40 masker i omgangen til str. 38.
En født klassiker, som ryger direkte i sokkeskuffen.  

torsdag, juni 14, 2012

Fagre nye verden

Sådan her en morgen, inden 8 at have bestilt lækker hvidvin (så mangler vi kun solskinnet), set på garntilbud, logget på arbejdsmail i hjemmevirksomheden og hos kunden. Det er da smart, når altså nettet virker som ønsket.
Samtidig glæder jeg mig over, at jeg i går fik vundet ca. 250 m håndspundet kameluld/silke/uld-blanding af spolen på rokken, så jeg i alt har ca. 400 m lækkert garn til en aldeles håndholdt hobby. Det er brunt med et stænk af lilla, så det er faktisk ikke specielt fotogent, men blødt

Jeg hørte i går et par udsendelser fra radioarkivet, hvor der (i en tid før 1970) blev talt om stress og administrativt bøvl. Der var også et klip med en sprogprofessor, der talte om sædernes forfald og ungdommens manglende ordforråd. Jeg er snart ved at være gammel nok til at kunne synge med på den melodi, som vist har kørt siden oldtiden, så vidt jeg husker de gamle grækere ;-)
Møllehave var der også, med en 80-filosofering over problemet med digitalure. Digitalure er dog gået af mode igen, er mit indtryk, måske fordi den runde urskive har et stærkere grafisk udtryk.

Samtidig læste jeg en artikel i Weekendavisen (på papir), om at unplugged var et nyt statussymbol.
Om det kommer til at passe, at der vil være status i at være unplugged eller det er et udtryk for ønsketænkning ved jeg ikke om jeg tør tro på. Det forekommer mig at være svært for alvor at 'markedsføre' en status, der både er uhåndgribeligt og pengeløst, uden at det kommer til at være bedrevidende og demonstrere (påtaget) overskud, men det er måske bare mig, der er lidt skeptisk.

Hav en god - mere eller mindre elektronisk - dag!

søndag, april 15, 2012

Julia er landet

Som med næsten-navnesøsteren (niecen) har hun sin egen mening. Vi er ved at komme overens, og det tegner godt.



Ud over selve rokken har jeg investeret i et high speed sæt og en ekstra spole. Nu har jeg 5 almindelige spoler, en lazy kate og ratios fra 1:6 til 1:27 - yay.

tirsdag, december 06, 2011

Vest und alles

Gaven er afleveret, og så kan den også komme frit frem her. Min far er lige blevet 70 - i dag faktisk, og han skal ikke snydes for en hjemmelavet gave.
For en del år siden tog jeg mål af hans mest brugte vest, og den er nu næsten blevet replikeret. Næsten, for garnet er håndspundet guf, så den er tynd og let.

Der er kun brugt 120 g garn til vesten, som er en str. M (herre). Vi taler om pind 3, så jeg må indrømme at den ensfarvede ryg trak lidt tænder ud, strikkemæssigt. Det har været en stor fornøjelse at strikke med eget garn og det lysebrune uld har små farvevariationer, som gør at der er lidt spil, tæt på.
I hel figur, spændt ud til tørring.  
Faktaboksen:
Garnet er med udgangspunkt i er en pose BFL uld, ufarvet og lysebrunt. Det er spundet over en længere periode i foråret og sommeren, hvor jeg var noget nervøs for, om der var nok. Der var rigeligt, jeg har en god del uspundet uld tilbage samt ca. 60 g spundet. Det færdige, tvundne garn har en løbelængde på knapt 600 m/100 g.
Det er to-trådet, spundet af en lang færdigkartet rowing. Skøn uld, fibrene er 20-30 cm lange, så det er ikke svært at spinde tyndt.
Pindene er 3 mm KP fast rundpind.
Mønsteret er eget 'design', som sagt med udgangspunkt i et målskema. Heldigvis havde jeg målt godt på kryds og tværs. Det var selvfølgelig lidt spændende, om den gamle vest stadig ville være god. Der er strikket frem og tilbage, for at tage højde for at garnet ikke er perfekt balanceret. Der var to nøgler, hver på knapt 90 g og jeg har skiftet mellem nøglerne for hver anden pind, for at undgå store overgange.

Den passede, så der er ikke brug for at strikke kiler i :-) Jeg er godt tilfreds, med mit hidtil største værk, begået af håndspundet garn.

tirsdag, november 08, 2011

Uld og farver

Weekenden bragte mulighed for at lege med farvet uld og kartemaskine. Nom nom, lige noget for mig. De to første forsøg ses her. Begge er med udgangspunkt i noget koboltblåt uld, suppleret med forskellige andre nuancer blå og turkis. I den øverste version er det mørkeblå, mørk, varm turkis, koboltblå samt en sjat sennepsgul (åbenbart min nye kærlighed i farver). Alle fire farver er kartet sammen som en sandwich, så de blandes relativt jævnt, men de enkelte farver anes stadig. Det glæder jeg mig til at spinde af.  
Andet forsøg er lagt sammen på en anden måde, hvor de forskellige farver ligger i striber. Her er der brugt flere forskellige blå og turkis, ingen sennepsgul. Jeg tænker at den virker bedst som det diskrete indslag, mens en stribe vil være mere skrigende.
Denne variant er oplagt til at prøve navajo-tvinding, når jeg lige har øvet mig med noget almindeligt garn først. Der gik et lys op for mig med teknikken fredag aften, takket være Bente.
Et nyt behov (for en kartemaskine) er skabt, ud over behovet for en opgradering på rokke-fronten. På bedste konsulent-vis er jeg ved at opstille en sammenlignende bedømmelse af halv-transportable rokke.
Med hensyn til den nuværende (gamle) rok har kæresten fået bestilling på to nye kiler samt en drivstang, for at forbedre arbejdet på den, men hjulet er skævt, så rokken kan ikke blive helt god.
Godt julen er nær, nu hvor jeg har samlet nye ønsker til ønskesedlen.