søndag, juni 24, 2012

Not normal in Japan

God midsommer!
Heldigvis var det godt vejr i går (eftermiddag), hvor vi havde besøg til Sankt Hans aften incl. afbrænding af en håndlavet heks. Lille model, for at passe til vores lille, transportable bålsted, som blev placeret i haven. Nu er der en let afsveden plet i græsset (og en glemt pakke mariekiks, der blev godt våd i morges, inden den blev opdaget og hentet ind).
Rådyrene svigtede, vi har ellers en rå med ikke mindre end tre lam gående, men begge egern var her. Her i fotogen position,

og i mindre fotogen positur, det er ikke let at gå hen over toppen på en fyrrebusk.
Vi har fundet ud af, at den bor i køkkenhaven, hvor den vist tager sig en bid jordbær fra tid til anden. Den HAR fundet ud af at kravle ind under fuglenettet.

I dag slapper vi helt af, efter at have ryddet til side fra i går og sorteret LEGO. Jeg har leget med uld og spundet lidt, og så er Folded lige ved at være færdig.
Appropos spinderiet var der en gæst fra Japan med i går. Det varede et øjeblik, inden formålet med rokken gik op for ham. Først troede han at det var et motionsredskab, og jeg ved ikke, om han helt tror på at jeg selv spinder garn. Meget eksotisk, og 'not normal in Japan'. Her er dog et bevis på at der har været gang i rokken i dag. Fra venstre mod højre: Merino, håndfarvet her på stedet. Derefter en blanding af ufarvet uld (BFL) og Tussah silke. Sidste nummer, mod højre er en smule uld, fra en race, der hedder Polwarth. Meget lækkert og let at spinde. 
Spinderiet her af de to sidste er til at lave en lille strikkeprøve, så jeg kan få en fornemmelse af, hvad lige netop den type uld vil egne sig til. Planen er at bruge uld/silke blandingen til en trøje, hvor der skal være fald i garnet (Vitamin D), og farve ulden (nok inden spindingen). Den anden uld skal sikkert også farves, og der er ikke præcise planer med den. 
På et knapt så eksperimentelt plan har jeg taget mig sammen til at fotografere mine seneste sok classic, til mig selv.  Med farver.
Med det vejr vi har for tiden er de velkomne.
Fakta kort:
Garn: 105 g Big Fabel i blå/grøn/lilla. Fed farvekombination.
Pinde: 4 mm strømpepinde i bambus. 15 cm, så de er til at håndtere. Det går altså stærkt med den tykkelse garn og størrelse pinde.
Mønster: Klassisk sokkemønster med 2 r, 2 vr, timeglashæl med forkortede rækker. Oppefra og ned. Jeg bruger 40 masker i omgangen til str. 38.
En født klassiker, som ryger direkte i sokkeskuffen.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar