Viser opslag med etiketten snak. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten snak. Vis alle opslag

torsdag, februar 19, 2015

Kinesisk nytår

Det må være et tegn - vi går ind i fårets (eller gedens) år.

Næste projekt i min kø er en fårepude, efter fåretæppet, hvor kanten er næsten halvt færdig.
God dag til alle.

mandag, april 07, 2014

Udredningsopgave

Skæve eksistenser har hobet sig op. Efterhånden havde de taget overhånd og en mindre udrensning har fundet sted. Ejeren har dog konstateret, at der er brug for en udredningskommission - intet mindre. Angiveligt behov for nye, friske øjne.

Kommissionen har været nedsat og overvejet scope, og succeskriterier. En plan er blevet lagt, vendt og drejet. Der blev hyret en kommunikationsansvarlig, til at skabe kendskab og bevidsthed om nødvendigheden af opgaven. Før-status blev dokumenteret.
Endelig er der gang i opgaven, og den rette ekspert sat på sagen. Efter grundige overvejelser er eksperten nået frem til en dom. Undervejs er en enkelt blevet fundet uopretteligt skadet, og to havde sneget sig med under falske forudsætninger. Efter håndtering af disse afvigelser er kommisionen nået frem til dette resultat, dokumenteret. 
Kommissionen har dermed haft et gunstigt udfald, hvor udredningsopgaven er løst og ekspertisen har bevist sin værdi. 

tirsdag, oktober 01, 2013

The Carsten and Eddie show

Torsdag aften var der suveræn duojazz i jazzklubben. Vi havde æren af  et dansk/amerikansk træf på højt niveau.
Eddie er Eddie Gomez, som har en snert af amerikansk entertainer. Dermed sagt, at han førte ordet på underholdnings- og jokesiden.
Carsten er en yndlingspianist - Carsten Dahl, altid en fornøjelse at have på besøg.
The Carsten and Eddie show gør sig i taksigelser, blandt andet til Peter (lydmanden), Paul (PR og velkomst) samt 'Mary' - dvs mig, som står for afregningen til musikerne, her mærkes den amerikanske stil.
Musikalsk var aftenen baseret på 'the great American songbook' - og et glimrende bevis på, at et kendt udgangspunkt sagtens kan gøres nyt, interessant og med personligt udtryk, når musikerne kan deres gebet og har et udtryk.
På den musikalske side var der et fornemt samspil og konen stor fornøjelse at lytte til. D'herrer fik en fortjent stor ros i den lokale avis.

torsdag, juli 18, 2013

Overjeget og den 5 årige pilfinger

Fremragende udtryk, 5-års smerten, tak Linda :-) Det lyder meget bedre end når min bedre halvdel omtaler styrtet som en nær-døds oplevelse. Det sidste skal man ikke spøge med, og jeg mener naturligvis at han overdriver helt vildt!
Halvanden uge efter har overjeget næsten vundet. På trods af, at jeg ikke har benyttet tilbud om Hello Kitty-plaster, men flashet hudafskrabningen i fri luft, har der ikke været pilfingre i såret, som efterhånden er næsten væk.
Det er ikke sikkert, at det var lykkedes da jeg var 5, jeg husker i alt fald en del moderlige formaninger om ikke at pille i sår. De formaninger er nok ikke kommet ud af den blå luft.
Den forstuvede ankel er også næsten så god som ny, og blev grundigt testet i går på en længere vandretur om Rosenvold Camping.
Skovveje, småveje og vildveje bragte den smukke tur op på tre timer og udløste en velfortjent is ved afslutningen. Vi kom blandt andet forbi en gammel vandmølle og en lille enklave af huse midt i skoven. Meget hyggeligt og også gode muligheder for lidt kortere gåture.
Det var en letvægtstur, uden kamera og oppakning, så ingen billeder af skovidyllen.

tirsdag, april 09, 2013

Nyt langtidsprojekt

Hyggelig tur hjem i dag med Helle, hvor jeg godt nok havde travlt, men vi alligevel fik strikket og snakket lidt. Garanteret til stor glæde for de omkringsiddende, når vi udvekslede erfaringer om strømpegarn, diskuterede løbelængde, magic loop mv.
Sjovt nok havde jeg haft en næsten tilsvarende snak i s-toget med en kollega (i periferien af mit projekt), hvor emnet havde været strikkepinde af forskellig observans. Vi var begge ret begejstrede for Knitpro.
Bortset fra et enkelt kiks har jeg strikket af lagergarn / lagerfibre i en del tid, og det seneste projekt er ingen undtagelse.
Som Starling en stor mængde retmasker, denne gang ordnet som et tredimensionelt sjal. Viajante, mit første projekt af Strickmich.
Al begyndelse er spæd, dog.
Dette er de første masker, når jeg vurderer at det er nok til at kunne samles og nå over hovedet uden fare for ører og briller er det tid for næste skridt.
Da der er ca. 1500 m i nøglet, er der mulighed for meget meditativ strik endnu.

onsdag, december 12, 2012

Om intelligens og paratviden

En lille historie fra den evigt løbende debat. Helt forkert overskrift, udmærket artikel.


Jeg kan godt afsløre, at artiklen ikke kan bekræfte påstanden i overskriften. I øvrigt er der også stor forskel på paratviden og intelligens. 

lørdag, oktober 20, 2012

Hans og hendes

Såmænd også her, et svar på Strikkeforskerens opfordring  - (næsten hele) husets beholdning af hjemmestrikkede strømper. Næsten, for de bruges jo, så der er et par på tørresnoren for hver af os.
Gæt selv, hvis bunke der er hvis:

Ikke svært, vel?
Han har 11 + 1 par, hun har 7 + 1 par. Strikket i løbet af de sidste ca. 4 år. Han hævder godt nok at de grå/hvide er 'hjemmesko' og to af de andre et sovesokker, som ikke tæller. Det bliver de nu ikke mindre håndstrikkede af, vil jeg mene, som lægger hænder, pinde og ikke mindst tid til ;-)
Paraden har desuden afledt en bestilling på farvede herresokker, så jeg vil gå i garnlageret snarest.
Ud over disse er der i tidens løb blevet foræret en del sokker væk. Mest til familiens børn, men også til andre familiemedlemmer. For tiden strikker jeg mest sokker til os selv, da han bruger og dermed slider sine, og jeg også har konstateret tyndslidte tæer i et par af mine.

torsdag, juni 14, 2012

Fagre nye verden

Sådan her en morgen, inden 8 at have bestilt lækker hvidvin (så mangler vi kun solskinnet), set på garntilbud, logget på arbejdsmail i hjemmevirksomheden og hos kunden. Det er da smart, når altså nettet virker som ønsket.
Samtidig glæder jeg mig over, at jeg i går fik vundet ca. 250 m håndspundet kameluld/silke/uld-blanding af spolen på rokken, så jeg i alt har ca. 400 m lækkert garn til en aldeles håndholdt hobby. Det er brunt med et stænk af lilla, så det er faktisk ikke specielt fotogent, men blødt

Jeg hørte i går et par udsendelser fra radioarkivet, hvor der (i en tid før 1970) blev talt om stress og administrativt bøvl. Der var også et klip med en sprogprofessor, der talte om sædernes forfald og ungdommens manglende ordforråd. Jeg er snart ved at være gammel nok til at kunne synge med på den melodi, som vist har kørt siden oldtiden, så vidt jeg husker de gamle grækere ;-)
Møllehave var der også, med en 80-filosofering over problemet med digitalure. Digitalure er dog gået af mode igen, er mit indtryk, måske fordi den runde urskive har et stærkere grafisk udtryk.

Samtidig læste jeg en artikel i Weekendavisen (på papir), om at unplugged var et nyt statussymbol.
Om det kommer til at passe, at der vil være status i at være unplugged eller det er et udtryk for ønsketænkning ved jeg ikke om jeg tør tro på. Det forekommer mig at være svært for alvor at 'markedsføre' en status, der både er uhåndgribeligt og pengeløst, uden at det kommer til at være bedrevidende og demonstrere (påtaget) overskud, men det er måske bare mig, der er lidt skeptisk.

Hav en god - mere eller mindre elektronisk - dag!

mandag, april 30, 2012

Hverdagen 2012

Mellem påske og stimen af helligdage råder hverdagen, tilsat ekstra krydderier.
Som -
Min mors fødselsdag sidste søndag med de første nyopgravede kartofler og en familieudflugt til Stige Ø. Begge dele kan anbefales.

Omlægninger på jobbet, i det igangværende projekt. Det tager altid energi og opmærksomhed.
En aftale med mig selv om at jeg skal have produceret en lille let sag til en snart kommende fest, så gæt, hvem der strikker som besat. Tilsat panik, da det så ud til at der ikke ville være garn nok. Jeg tror at det går med lidt fiks-fakserier.

Husets nye beboer (rokken), som jeg også gerne vil lege med.

Den nyeste roman af en af mine yndlingsforfattere - Murakami og 1Q84. Nu er jeg kommet til forklaringen på titlen, det gør det noget nemmere at forholde sig til den (og sjovt nok også at huske titlen). For mig er Murakamis universer dybt fascinerende. Heldigvis er der tre bind og jeg er næsten færdig med første bind, så der er to store oplevelser endnu.

Huset pc, der stod af endegyldigt i weekenden. Kæresten har brugt en del tid på forgæves genoplivning samt opsætning af nyindkøbt hardware. Heldigvis havde vi fået et par advarsler, så der er taget sikkerhedskopier af billeder og dokumenter. Ingen panik, kun udgifter og arbejde.

Stort set alt sammen egenskabte opgaver, ud over det der arbejde. Vi kender os ikke på toppen af bakken, selv om der er lidt stille.

mandag, marts 05, 2012

Februar 2012

Ingen spændende rejser, til gengæld flere kortere udflugter. Så mange, at Kæresten fandt det nødvendigt at booke mig til en hjemmeweekend. Hmm.
Måneden der gik fra klingende frost og den varmeste vinterfrakke jeg har til premiere på forårsjakken. Imponerende, i løbet af bare fire uger.
Kultur – 1 x teater og 2 x jazzkoncerter.
Venner – strikkeklub og Wordfeud (jeg får som regel bank af FruKvist, heldigvis er der andre, som jeg kan slå).
Mad i forskellige varianter – franske fyldte pandekager, kinesiske småretter og dansk/franske kokkerier.

I starten af måneden var jeg med en veninde på et fransk pandekagehus til frokost. Det var i de kolde dag, så solen skinnede og det var alligevel ikke rigtigt vejr til at spadsere rundt i København. Pandekagehuset ligger lige ved siden af de nye Torvehaller (lækkert sted, jeg gad godt have dem rundt om hjørnet) og blev af veninden erklæret børneegnet. Dejligt afslappet og charmerende, udmærket mad og rimelige priser.

I embeds medfør overnatter vi af og til i København, og således også i februar. Når der er mulighed for andet end de hjemlige kødgryder skal det udnyttes, her kinesisk. Dim Sum serverer lækkert og moderne kinesisk mad. Nogle af serveringspersonalet taler endda kinesisk, konstaterede naboselskabet (8 kinesere taget med ud af en enlig dansker). Spændende, veltillavet og langt ud over hvad jeg ville gennemføre hjemme.

Vinterferien blev en halv eftermiddag i Århus. Anledningen til Århus-turen var en teatertur, Jeppe på bjerget. Tja, bom bom, hvad skal man sige om opsætningen, moderne? Jens Albinus spiller fantastisk som Jeppe. Han er endnu ikke oppe på siden af Søren Sætter Lassen som min mandlige yndlingsskuespiller, men Albinus er dygtig.

Inden forestillingen spiste vi på cafe Hack. Jeg må tilstå at jeg var lidt skeptisk pga radioprogrammet af samme navn. Vi indtog bordet på scenen, suverænt bord med en dejlig vindueskarm at hænge op ad, fin udsigt over lokalet og meget fredeligt. Maden var fremragende, blandt andet årets første stenbiderrogn. Cafe Hack kan regne med mig igen, hvis vi skal i Århus Teater.

tirsdag, februar 14, 2012

For optaget til at fotografere

Tiden fløj, og derfor fik jeg ikke taget et eneste billede søndag eftermiddag. Der var ellers både solskin og strik. Strikkeforskeren havde inviteret til mad, strik og snak, som blev krydret af den 'så meget tre år' DM. Det forekommer rimeligt, når der er ca 1½ måned til 4 års fødselsdagen.
Da der var en Linnea-ekspert til stede havde jeg taget begyndelsen på en rigtig forårsfarvet Linnea med. Vendingerne til forhøjet hals kræver lidt fortolkning i forhold til det skrevne ord. Hvis man blot sørger for ikke at vende i snoningerne går det fint, vendingerne er nu overstået og blusen skrider fremad. Dobbelt supersoft / pind 4½ bliver til noget i modsætning til den Folded, jeg strikker på pind 3,75 og i et noget tyndere garn.


Der var også tid til lidt nørderi med strikkebøger og en enkelt broderibog. Helga Isagers nye bog var på bordet. Jeg har sat et par af modellerne på to-do listen, og det kribler allerede i fingrene for at strikke en Raven (jeg er nok nødt til at købe mere garn). Uanset at nogle af modellerne er variationer over tidligere temaer, så ser de godt ud, og med et godt, moderne snit. Med Britts varme anbefaling og med egne gode erfaringer med Vanilla og Camomille, så glæder jeg mig til at komme i gang med et par Helga-modeller, ved siden af sokkerne.

En af de andre gæster havde taget en usædvanlig strikkebog med – på fransk, fra La Droguerie. Superenkle modeller, meget fine og så vidt jeg kunne tyde med nogle interessante anvisninger på tilbehør – små tørklæder, brocher og lignende. Lidt mere fransk end min personlige stil, slet ikke så mormor-agtigt, som ordet broche kunne antyde. Ærgeligt, at der ikke lige står en tur til Paris på programmet ;-)

onsdag, juni 01, 2011

Knapper

Knapper er en væsentlig del af finish på de mange timers arbejde med strikkepindene. Forleden, udstationeret i Kbh. og på vej forbi Speich Design i Lyngby 'kom jeg til' at gå ind, og kom ud med en samling små bilknapper. Super fine, lige til en trøje til en dreng (eller bilglad mand).

På jagt efter knapper til Vanilla blev en af Kærestens skjorter pelset. Den havde et lille bitte hul, som undskyldning. Nu får han nervøse trækninger, når jeg nævner at skjorter er godt stof til patchwork! 
Der var en anden samling af knapper i skuffen, og Vanilla er nu blevet udstyret med 3 x 2 knapper i forskellige nuancer af grå og grå-lilla. Diskret spræl(?).

mandag, august 16, 2010

Hyggelig eftermiddag

Strikke- og alt muligt andet snak med to strikkeveninder, og flittig strik, frokost og lækre kager, kun let afbrudt da familien kom hjem med 25 kg mel herfra, og derfor billedet. Der var en times togtur hver vej, som kan bruges til strik og telefonsnak med familien, og begge dele blev passet. Alt i alt nåede jeg i toget at hjælpe min gode broder og få strikket adskillige omgange på little black dress, som nu er på slutningen af andet panel i skørtet, og dermed snart tid at få prøvet med en passende stor rundpind for neden.

Hjemad nåede jeg toget i fin stil (efter lidt ufrivillig sightseeing i Fjordparken, det kan også være svært at finde ud!) og det var en rigtig dejlig eftermiddag, lige hvad jeg trængte til.

På vej hjem, for en blid overgang til ikke-fiberrelaterede samtaleemner, hørte jeg en ny favorit strikkepodcast, meget britisk stemme og stil. Fantasktisk. Den ene af udgaverne syntes jeg dog var noget spids i stemmen, ind til det gik op for mig at afspilningen kørte med ekstra hastighed (1,5 x normal). Til gengæld gik det hurtigt med at komme hen over indledningen, så det er faktisk en vældig anvendelig feature ved afspilleren. På sitet er der links til adskillige andre, både blogs og podcasts til almindelig inspiration og lidt britisk fornemmelse for strik og garn.
Hjemme var Kæresten klar med aftensmad, og som bonus sørger han for at resterne bliver til aftensmad i dag,. Hvor er jeg heldig :-)