søndag, september 30, 2012

Uplanlagt fotomulighed

Det tager SÅ lang tid at strikke, men kun 5 minutter at pille op. Ak, ja.
Et halstørklæde på 1.6 m pakket sammen på en 80 cm rundpind er svært at få et indtryk af undervejs og dermed også at fotografere. Muligheden kom, da jeg måtte erkende at den mindre fejl i garnet, som jeg havde håbet at retstrikken ville skjule aldeles ikke blev skjult. Så, ud med pinden og gang i optrevlingen.
Heldigvis var det kun at strikke 2 pinde tilbage, den indre stemme havde, hvis jeg skal være ærlig, lydt ret højt fra starten. Efter baglænsstrikken har jeg skyndt mig for at nå det dejlige øjeblik, hvor alt optrevlet garn var strikket op igen.

lørdag, september 29, 2012

Små sokker

Bølle insisterede på at være model, uanset at sokkerne er for små til hans tykke ben (shhyy).
Yngste barnebarn ønskede sig, med ført hånd af forældrene tøj, blandt andet sokker. Det skal man jo ikke sige to gange.



Fakta:
Mønster: Spiralsokker over 3 r/3 vr - ryk 1 for hver 4 pinde. 48 masker til str. 1 år + stjerneaflukning over 6 indtagninger. 
Pinde: 2 mm bambus strømpepinde. Det skal jeg lige have en pause fra, det er altså tynde pinde. 
Garn: Resten (20 g) fra farfars seneste par. Regia 3-ply strømpegarn. Jeg er nu faktisk udgået i herrefarver i dette garn..

torsdag, september 27, 2012

Man kan ikke holde en ko tilbage

Det er fuldstændig rigtigt, det er så fascinerende, hvordan naturen kan ændre sig. Onsdag eftermiddag var vandet faldet, og de første køer på vej til at tilbageerobre deres græsning. I aften er vandet faldet endnu mere, men nu er det for mørkt til at fotografere.

Onsdag eftermiddag og ko-idyl.


onsdag, september 26, 2012

Rigeligt vand

Der var vand i overflod i åen tirsdag eftermiddag. En lille forsmag på stigende vandstand, efter den kraftige regn mandag.


Der går normalt kvæg i engen, de har fundet højere græsgange eller en tue.

tirsdag, september 25, 2012

Når man nu ikke er superwoman

Åh, ja. Sidste uge måtte jeg (igen) erkende at jeg ikke er superwoman, og lægge mig i sygesengen med en forkølelse. Søvn er godt for forpjuskede efterårskroppe, og efter to gode nætters søvn var jeg klar igen, troede jeg.
Det resulterede i en hel del hosten torsdag nat, fredag samt fredag nat. Kæresten var ikke begejstret. Heldigvis var det så weekend, og jeg fik knækket hosteriet ved nattetide ved at finde en ekstra pude, så der kunne blive ro i gemakkerne.
Nå, men når man nu ikke er på toppen kan man jo altid lade som, så jeg tog et par bundter blomster med hjem fredag, der nu står og lyser med energiske gule farver. Desuden begrænsede jeg indkøbsturen til et minimum, for at tage hjem og tænde op i brændeovnen og lave aftensmaden klar til den hjemvendende Kæreste (han var blevet opholdt og kom senere hjem). Det hjælper altsammen, og 10 timers søvn inden lørdagens børnefødselsdag hjalp også.
Yngste barnebarn blev 1 år, og han var en glad lille fødselar. Han fik mest bløde gaver, men lidt legetøj blev det dog også til. Vi kan konstatere at vores valg af et hammerbrædt tiltaler drenge i alle aldre, fra den yngste gæst på 6 mdr til gæstens far på omkring 30. Netop hammerbrættet har fået sin litterære anerkendelse hos Erlend Loe i Naiv Super. En morsom og tankevækkende bog, som jeg absolut kan anbefale.  
Søndag var en rigtig smuk dag, som blev beriget af besøg af gode venner. De var inviteret til den vanskelige disciplin at se feriebilleder, en øvelse som trækker ofte på høflighed og imødekommenhed fra både vært og gæster. Vennerne var selv med på billederne og derfor var der stor interesse og gensynsglæde.
Efter en søndagsfrokost og gåtur var besøget slut, og vi renoncerede til sofaen, mens vi efter bedste evne ignorerede opvasken.

søndag, september 16, 2012

Zoo

Kærestens arbejde var venlige at give billetter til en tur - og vi valgte zoo i København. Medbringende ældste barnebarn tog vi toget i går morges og nåede København lidt før frokost. Den unge mand er ikke den erfarne togrejsende, men nød turen og at se andre tog undervejs.

Vi fik set både tigre, løver, elefant, giraf og aber og en masse andre dyr. Fodring af chimpanserne var et hit, især den lille unge. Løveungerne var også populære, de var i legehumør. Sjov blanding af hunde- og katteadfærd. Der var meget at se og vi startede tidligt. Undervejs var han ved at gå træt, så en af zoos trækvogne måtte hentes. Med farfar foran steg humøret igen, og der blev fundet kræfter til både is og kapløb på legepladsen.

Til aftensmad fik han charmeret en slikkepind ud af en flink dame i en pølsevogn, ud over den franske hotdog som vi købte, så det var en tilfreds og træt lille dreng, der 'overtalte' farfar til en sidste Peter Pedal historie inden han faldt i søvn.

I dag har han bygget LEGO og gravet i køkkenhaven inden vi kørte hjem til far, mor og lillebror. Moderne teknologi er pragtfuldt, billederne fra zoo-turen var med på ipaden, så han selv kunne fortælle om turen.

Jeg havde årtiets letteste strikketøj med - 20 g garn rækker langt på pind 2. Og jeg er stadig ved at lave hestetømmekanten på det lilla bredbånd.

 

fredag, september 14, 2012

The-tid

Brr - vejret siger indendørsaktiviteter - også kendt som hjemmearbejde. I dag står den på projektopfølgning og input til kommunikationsplan. Senere står det på kantaflukning på Bredbånd - det er en anelse ensformigt.
Billedet er en smule skævt, men det er så diset, at det dårligt ses på udsigten...
Nu vil jeg tage mig en kop the, og finde de relevante dokumenter frem.
Hav en god fredag!

torsdag, september 13, 2012

Koncertenergi

Det blev ikke til så meget strik i går, der var koncert på programmet. Hvis ikke jeg havde haft en opgave at løse er det ikke sikkert at jeg var kommet ud af huset - efter en dag på arbejde kan sofaen kalde ret højt.
På tilskuerantallet kan jeg se, at jeg ikke er den eneste, der hører sofaen :-)
Der var masser af energi på scenen, og den slags smitter, når det samtidig er yderst kompetente musikere der er i sving. Jeg kan simpelthen blive i godt humør af live musik - i går af at se og høre Stefan Pasborg og Odessa X-Large. (ps - de spiller i aften i Tivoli, og torsdag i næste uge spiller Stefan med Carsten Dahl i Svendborg -uh, det gad jeg godt høre)

søndag, september 09, 2012

Sensommersøndag

Skøn søndag, nu hvor aftensmaden sagte snurrer på komfuret og i ovnen. Solskin og en eftermiddagsgåtur, hvidvin, hvidløg og persille. I ovnen er et eksperiment med kyllingevinger, og på komfuret en Carluccio-klassiker, gulerødder med hvidløg.

Der laves stadig styrketræning for ryggen, men heldigvis er det ikke alvorligt. Som min læge tørt konstaterede, så var det alligevel tiden (alderen) for styrketræning, og hun havde ingen holdning til hvordan, bare det blev gjort. Min læge er en meget no-nonsens dame, og hun har luret, hvad der virker på mig.

Mens jeg var immobil var jeg selvfølgelig nødt til både at strikke og læse, så nu er jeg færdig med 1q84. Fremragende værk, måske lidt langsomt i bind 3. Slutter med ægte japansk romance.

På strikkesiden har jeg kastet mig over halstørklædet, en kjole i færøsk uld efter egne tegninger samt den afsluttende runde på et Bredbånd i barnestørrelse. Desuden er der også et par spiralsokker på vej. Når man er yngste barnebarn og bruger str 20, så er det let at få sokker i fødselsdagsgave. Overskuddet fra farfars nyeste par passer fint.

Endelig et billede, hvor et eller andet (postbuddet?) har spillet os et puds. Sidste år var alle blomsterne i beddet hvide, og så vidt jeg ved er Skt. Hans urt en staude. Uanset, så er der to pink blomster nu. Mystisk.

 

 

 

søndag, september 02, 2012

Tilbage til sagen

Ryggen er ved at komme i gang og mellem træningen er der blevet tid til at starte et halstørklæde til Kæresten, som var sød ud over alle grænser onsdag og hjalp mig hjem.

Han fortjener noget godt, så et tørklæde baseret på den mørke (Wollmeise - fra ferieindkøbet) og Schaefer - en lækker uld / silke mix er på vej. Det bliver strikket på langs, og der er slået 375 m op. Der bliver få men lange rækker.

Inden da blev er et af ferieprojekterne blevet færdigt, og det er sørme også til ham! Strømper på pind 2, Regia 3-trådet. Basismønster med lidt rib. Der er gået 80 g til et par i herrestr.

Hot - det tror jeg, de er allerede taget i brug. Det var så augustparret i 12 i 12.