søndag, november 30, 2014

Silke, uld og ..stål

Et tørklæde i et interessant mix af Isagers Ito og noget hjemmespundet uld (nærmere betegnet Blueface Leicester). Kan med nogen ret beskyldes for at lægge sig i den 'havregrødsfarvede' neutrale trend, men meget sjovt eksperiment.
Tørklædet er strikket med udgangspunkt i Kushi Kushi tørklædet, jeg har dog ikke valket ulden. Den er tæt nok i forvejen.
Der er gået 1½ spole Ito og værket vejer i alt 65 g. Mere sjovt end wau - men skal nok komme på et par gange. Den første del af tørklædet (ca 1 m) er strikket med to tråde, en uld og en silke/stål, så den er ok blød. Ulden dominerer klart på det stykke. Den sidste del er strikket i skiftende striber, som svagt kan anes på billedet. 

tirsdag, november 25, 2014

Efterårstrøjen

Ud over sokker er der sørme også kommet en trøje af pindene - en rigtig efterårsmodel.
Fotograferet en let blæsende novemberdag. Så kan en varm rosa være på sin plads.
Konstruktionen er interessant, hvor der tages udgangspunkt i ryggens hjerteformede udtagninger, som i sig selv giver en fin effekt og god vidde over ryggen, samtidig med at trøjen sidder til over skuldrene.
Ryg og ærmekuppel strikkes først, og på et tidspunkt samles der op langs det, der bliver raglankanten på forstykkerne.
Konstruktionen betyder at der bliver en del trøje under armene, og vigtigst, at den går godt ned over ryg og lænd, samtidig med at den er let foran. 
Fakta:
Mønster: Svalbard af Bristol Ivy (for Brooklyn Tweed)
Pinde: Jf. opskrift, 4 og 4½. Jeg var dog nede på en 3½ på de sidste to omgange på ærmekanten og overvejer stadig om de skal strammes lidt mere op. Evt. ved at tage 10% ind ved start af ribkanten.
Garn: 410 g Holst Supersoft i (tror jeg) Persian Rose. Strikkefastheden på dobbelt supersoft matcher meget tæt på originalgarnet, Shelter, og supersoft er noget lettere tilgængeligt.
Hot / not: Skal nok blive en favorit, med omtalte kombination af god dækning af ryg og lænd og samtidig fleksibilitet foran. Hvis det bliver koldt er der fin mulighed for at samle trøjen foran - rigeligt stof.
Ændringer: Jeg har strikket ærmerne i fuld længde (t-shirten på billederne har ekstremt lange ærmer).

mandag, november 24, 2014

Neurologisk tilfælde i læseklubben

November er læsevejr og læseklubben har læst og drøftet ’Ny finsk grammatik’. To var positive, en lidt mere forbeholden, og var ikke helt blevet fanget af fortællingen.
Kort fortalt handler det om en mand, der på grund af et overfald har mistet al hukommelse, i starten også sprog og evne til at læse. Bogen er baseret på dagbogsnoter og en genfortælling, af lægen der behandlede ham, forsøgte at identificere ham og oplærte ham i finsk.
For mig er det en lille fin historie om en mand i en helt speciel situation, som er svær at forestille sig, men et godt forsøg på en skildring. Jeg kan heldigvis ikke udtale mig om skildringen er realistisk, og i betragtning af at hovedpersonen har mistet sit sprog kommer han ret (usandsynligt) hurtigt efter et smukt og varieret sprog. Samtidig får man en introduktion til Finland ved afslutningen af 2. Verdenskrig og nogle kig til tidligere finsk historie.
Lægens fortælling ligger som en ramme, og får mig til at tænke lidt over, hvordan man i bedste mening kan komme til at handle på andres vegne, og at det ikke altid er vellykket.

Kan anbefales – den er overskuelig, en anden vinkel end så mange andre fortællinger og historien er fint fortalt og smukt skrevet.  
God mandag - det er fint vejr til the, strik og bøger :-)

søndag, november 09, 2014

Spinderi og søndag

Stille søndag, en af de gode søndage, hvor bilerne får lov at blive i carporten og vi i stedet har lejlighed til at gå en tur i det fine vejr. Nu er det blevet the-tid, og jeg har fundet de rigtige, gamle tekopper frem. Vi er ikke blevet så avancerede, at vi har kok, så om lidt står det på aftensmad, med krondyrsossobuco. Det bliver godt.

 

Lørdag var jeg på rokketræf, og selv om det pga andre aftaler kun blev en kort visit, så blev der lidt garn ud af besøget.

Desuden fik vi en glimrende introduktion til tunesisk hækling eller hakning, så nu skal jeg have prøvet noget mere. Jeg har faktisk to hakkenåle, og efter kurset kan jeg se, at jeg godt kan bruge en eller to, der er tykkere.

Det smukke efterår fortsætter, og skoven er stadig en blanding af gul, brun og grøn, mens hveden står ualmindeligt grøn. Fortsat god søndag.