lørdag, december 28, 2013

Sidste strikkede værker 2013

Tre par strømper og en trøje blev færdige i december - en slags slutspurt på året.

Strømperne har jeg ikke nået at fotografere inden de er vandret ud i verden på ejernes fødder. Et par til svigermor (Mountain Colors Bearfoot), et par til yngste barnebarn (Big Fabel) og et par til Kæresten i en standard Regia-strømpegarn.
Trøjen er landet i eget klædeskab - og fotograferet.


Modellen er Harris af Kim Hargreaves, dog lidt forkortet og uden stropper. Der er skam kommet knapper i - og taget i brug.
Garn: 2-trådet færøsk uld, strikket med to tråde. Der er brugt ca. 700 g.
Der er strikket på pind 6, og hæklet kant. Krebsemasker - nyt bekendtskab for mig, så jeg måtte en tur om nettet.
Hot / not: Hyggelig stortrøje. Den færøske uld indbyder ikke til at komme direkte på kroppen, til gengæld holder den looket godt. Kæresten omtaler den som hyggelig. Med et groft bælte bliver trøjen lidt mere tjekket - og den er lækker varm. Kan snildt bruges til forårsovertøj.

Juleopdatering

Glædelig jul!
Her på toppen af bakken har vi holdt en uges ferie nu, og har endnu en uge inden københavnerturene rammer igen. Afslapningen sænker sig, og det er tid at nusse og lege. Der er et par ting, der er gjort færdige her på falderebet af strikkeåret, mere om det følger.
Årets juletræ:

Årets juletræ er fra den lokale kunsthåndværkerbutik og ganske som det ser ud til, så er det lidt skævt. Meget passende i dette helt bogstaveligt stormombruste år, hvor adskillige træer i nabolaget hælder. 
I dag er en del af ferietiden blevet brugt på friskbagte småkager (looket er ikke fantastisk, undskyldningen er, at jeg mangler en kødhakker). 
Mandler, en tyk og fugtig vaniliestang, sukker og smør - samt naturligvis mel. Den halve portion er blevet bagt nu - ca. 50 stk, og der ligger dej klar til en omgang mere. Det bliver nok også i den håndrullede version, tvivler på at kødhakkeren m. småkageindsats bliver anskaffet inden der er spist op her.
Meeen, det må til, det giver et bedre indtryk, og det kan ikke være meningen, at man skal gå ned på udstyr!

søndag, december 15, 2013

Havde nær glemt .. bogklubben

Både bogstaveligt og at få noteret ned at vi har været der.

I bogklubben forsøger vi at prøve forskellige lande / genrer, og denne gang var det nyere østeuropæisk litteratur. Belært af tidligere erfaringer går vi efter kortere værker, gerne med et humoristisk tilsnit. Referencen er til en en aldeles mærkværdig russisk roman, som var ret fascinerende - og husket 5 år senere.
Denne gang drejede det sig om Opdragelse af unge piger i Tjekkiet.
De to andre i læseklubben var mere optagede af bogen end jeg. Den har sine øjeblikke, men jeg må indrømme at den ikke for alvor greb mig. Et udmærket tidsbillede af nyere østblok, med hårdtarbejdende middelklasse og nyrige med tvivlsomme indtægter - og deres unge døtres besværligheder.

Som bonus derfor en henvisning til en fransk krimiserie, som er populær på hjemmefronten: Fred Vargas og serien om Adamsberg og hans tro følgesvend Danglard. Vi er på tredje bog, og der læses hyppigt højt af citater fra den, lige som der etableres hjemlige talemåder med udgangspunkt i bøgerne.
Forfriskende anderledes end de britisk / amerikanske - og ja, vi læser også krimier.

fredag, december 06, 2013

Efterdønningerne

Vandstanden i fjorden er høj, og det sætter sig i at der blæser vand op i åen. I første omgang er den lave strandeng blevet oversvømmet, og jeg kan se at vandet stiger i åen nedenfor vores hus.
Det lille hus ved stranden er derfor kommet til at ligge på en tange - og i den sammenhæng foretrækker jeg alligevel at bo heroppe i blæsten.

torsdag, december 05, 2013

Blæst hjem

Sidst blæste jeg inde i København, i dag var jeg bevæbnet med tandbørste mm, og valgte at tage hjem tidligt i dag. Heldigvis, for det var en hjemtur med forhindringer.
Jeg nævner i flæng - nedbrud af togsæt, signalproblemer, lastbil der kiler sig fast under togbro og blokerer for togtrafik, samt til sidst kampen for at få en taxa til det sidste stykke, hvor skinnerne var blokeret af træer. 30 km fra min parkerede bil skulle jeg absolut ikke indkvarteres i en sportshal.

Heldigvis alt sammen ret udramatisk, og uden de store dramaer, og med generel civiliseret opførsel.
Mon ikke dagen i morgen bliver hjemmearbejdsdag - herunder at jeg skal ud og have indfanget skraldespand og diverse bortfløjne genstande.

søndag, december 01, 2013

I uldbanken

Nu er der kommet nyt på lager, i uldbanken.
Gevinsten fra starten af november er blevet indløst, og er blevet omsat til to kits, som ENDELIG er kommet.
Ni forskellige farver shetlandsuld - ufarvet. Jeg er fascineret af de mange farver hos fårene.
De skal bruges til en gang flerfarvestrik, og jeg glæder mig til at komme i gang med det lille tæppe her:
 Og når man er ved at fylde kurven og skal betale porto, så kunne jeg ikke stå for dette fætter får.
Strikkes i shetland aran på pind 5 og skal fyldes med uld. Det bliver en rigtig hyggepude.
God advent og god søndag.