tirsdag, oktober 26, 2010

Lægevidenskaben har talt..

På trods af weekendens smørbaserede excesser lykkedes det i dag at få målt et kolesteroltal på et acceptabelt niveau. Jeg fik endda ros af sygeplejesken, for at holde af olivenolie.
Dagens højdepunkt kom da en snedigt udseende maskine meddelte, at min fysiologiske alder er i omegnen af 27 år. Ingen angivelse af usikkerhed, og et betydeligt mere spændende resultat, end at jeg på måletidspunktet bestod af 52,4% vand. Måske skal jeg revidere min opfattelse af, hvor meget garn jeg kan nå at strikke op i løbet af min forventede restlevetid?

søndag, oktober 24, 2010

Lettere forspist

Efter en weekend med naboer til kaffe & mandelpie lørdag, efterfulgt af familiebesøg til frokost og lagkage søndag sidder jeg, lettere forspist, i sofaen med fredagens avis til den ene side og Strik Naturligvis til den anden. Computeren midt mellem de to dele, så længe det varer.
Familiebesøget var en fin anledning til at kigge i lagkagebogen.(Rul lidt ned af siden, så finder du den). Mormors lagkagekniv kom også frem af gemmerne, i anledningen.
Lysestagerne her er nye, en af dagens fine værtindegaver og er taget i brug her til aften. De er vist egentlig til jul, jeg synes at sæsonen for fluesvampe er gået ind, så de kan godt komme i brug nu. Meget søde, med deres lidt specielt koncept - filtisolerede lysestager. De ser lune og hyggelige ud, synes jeg.   Niecerne har fået deres sokker, og taget dem i brug, mens de legede med Lego hele eftermiddagen. Herligt, med glade modtagere af håndstrik, så er det ok at strikke på bestilling. Det hjælper selvfølgelig også at være lille, familie og med lyst hår :-) 

onsdag, oktober 20, 2010

Strømper til småpiger

Der er strømper på vej til småpigerne, to forskellige mønstre og to forskellige lilla farver. Storesøster får de mørklilla, som er færdige, mens lillesøster får de lyslilla. De skal gerne være færdige på søndag, hvor vi får besøg.  
Garnet til begge par er Arwetta strømpegarn, det er første gang at jeg prøver det.
Det er meget blødt, noget blødere end Brugsens 'beton'strømpegarn. Jeg er spændt på om det kommer til at fnulre. Bortset fra det, så er det fint med både blødhed og maskinvaskbarhed.
De mørklilla er Duckies, som jeg har strikket før i voksen-udgave, og her er skaleret ned til barnestørrelse ved at gå ned på p. 2½. Til strømper til en 7-årig (ca. str 34) har jeg brugt 47 gram.

De lyslilla er Catnip, også p. 2½. Igen skaleret, her ved at der er 48 masker i omgangen. Mønsterrapporten er 8 masker, og jeg har 25 masker hen over foden, for at have symmetri i mønsteret.   
Endelig, et blik på dampende vand søndag morgen, hvor fjorden er varmere end luften. Ved denne årstid har vi en del meteologiske fænomener morgen og aften. Meget fascinerende og smukt. 

mandag, oktober 18, 2010

Rundet de 10 km

Det drejer sig ikke om atletiske udskejelser, men om at der længe har været stille på FO-fronten. Det skyldes, at strikketiden har været koncentreret om et par større projekter, som nu begge er blevet færdige, og det er sket nærmest indenfor en uge. Desuden er det første par af to par barnestrømper færdige, hvilket i alt lægger 2975 + 856 + 193 = 4024 m til målebåndet.
Det første projekt at præsentere er efterårets kjole-kreation, som siden billedet er taget har fået kant i andet ærmegab, også. Nu mangler kun en vask og den endelige prøvning, inden det afsløres om suk og klage over de lange omgange er faldet godt ud. Jeg sprang blondedelen af kanten over, det var ikke lige min stil. Desuden har jeg sprunget udtagningerne i det sidste panel over, og tilføjet en ekstra rapport, for at få et par cm ekstra i længden.
Der er gået 425 g gråt 2-trådet Geilsk uld/bomuld til værket, som derfor føles meget lunt og blødt. Jeg er enig med Britt, det garn kan ikke kradse. Med en langærmet t-shirt og et par sjove strømpebukser er jeg klar til efterår/vinter. Der udestår at tælle antallet af masker i omgangen i det sidste panel, som var ved at kede denne strikker voldsomt. Den ultimative test af processtrikkenen, jeg er ikke 100% proces - det skal også være færdigt, og det blev den så nu.
Pind 3,5 og 3, 25 Harmony, de er simpelthen dejlige. Behagelige og spidse, min pegefinger kom til at mærke til det sidste i går... Ærmegabet på en 60 cm pind var lige på kanten af at kunne lade sig gøre, så der skulle skubbes masker jævnligt.
Mønsteret er her, hvis andre skulle have lyst til at strikke sig en kjole. Jeg har set den som brudekjole med et par ekstra paneler i længden, og hvid. Selvfølgelig på Ravelry.
Kjolen var med på webstrik-festival, hvor jeg også havde håndtenen med. Nu er jeg gennem første halvdel af ulden, og her er resultatet, som er blevet til to-trådet garn senere på søndagen og lige nu hænger til tørre, efter et dejligt varmt bad. Her er 2 x singles i solskinnet:

fredag, oktober 15, 2010

Legetøj til weekenden

Jaah, nu er det snart weekend.
I min taske er en seddel fra posten, en pakke, der kan hentes på posthuset. Det er et krydsnøgleapparat, til at supplere den garnvinde, jeg har fået af søster og svoger. Jeg glæder mig til at vinde det første nøgle op...

I weekenden står den også på et biblioteksbesøg. Uha, det bliver dyrt, for jeg har glemt at aflevere en stribe bøger. Nogen kalder det biblioteks-brugerbetaling. Det ender med, at jeg er nødt til at betale den gamle regning, der ellers var gået sport i at undgå.

mandag, oktober 11, 2010

Uge 40

Landet på benene igen ved hjælp af en dejlig weekend med fantastisk vejr, en super koncertoplevelse og trods alt tid til at sidde lidt i sofaen.
Sidste uge bød på en overnatning i Kbh. og den sjældne oplevelse at være på kontoret kl. 8. Jeg kan konstatere at jeg ikke går glip af meget i praksis ved at dukke op mellem 9 og 9.30.
Et hurtigt vend hjemad, og så af sted til London på kursus til en inspirerende og spændende dag med kolleger fra hele Europa. Resultatet af kurset er en dybere forståelse af hvad der sker, når de nye regler om risikostyring og kapitalkrav i forsikringsselskaber skal implementeres. Det kræver at man er lidt nørdet omkring risikostyring for at være spændende, og det er jeg efterhånden blevet. Hmm.
Jeg havde tid til at gå rundt i London, og kom forbi nogle steder, jeg ikke har set tidligere.

Hjemturen fra London tog længere tid end beregnet, på grund af en speciel oplevelse. Det er første gang jeg har oplevet at et fly på vej til startbanen er vendt om, og kørt tilbage til gaten. Lige da piloten var klar til at trykke på speederen blev han kontaktet af lufthavnen, om de ville have 30 manglende passagerer med. Det var sidste fly til Billund den fredag aften, så han tog gassen af og vendte rundt.
Der var ikke tale om afstemning i flyveren, for vi ville egentlig alle gerne hjem, men ok, det havde været synd for de 30 unge, som havde haft problemer med deres bus. De kom med, og var selvfølgelig meget lettede og glade for flyselskabets fleksibilitet.

I lørdags havde vi fornøjelsen af et tæt pakket spillested, med Bobo Moreno, Ole Kock Hansen og Bo Stief på scenen. Super koncert, der er nogen, der kan synge, og så er der nogen, som Bobo, der kan synge og entertaine. Fantastisk oplevelse af have dem i øjenhøjde, scenen i kælderen i Bygningen er ca. 40 cm høj, og vi kommer tæt på bandet.

Endelig, så var weekenden også tid til at få genetableret jordforbindelsen og ladet batterierne op til den kommende uge. Med så smukt solskin, så er det en fornøjelse at hænge vasketøj op på det udendørs tørrestativ, mens Kæresten slår græs. I vores have har vi et lidt vildtvoksende myntebed, som holdes i skak af græsslåning omkring beddet, så duften af det nyslåede græs blandes med duften af mynte. Umm, jeg håber lidt af det smitter af på vasketøjet. Beddet med frugtbuske fik en omgang med kultivatoren og lidt håndlugning. Desværre var stikkelsbærbusken ikke helt samarbejdsvillig, så jeg går rundt med en torn i hånden. Heldigt for busken, at en af yndlingssommerspiserne er en stikkelsbærtærte med creme og sprødt dejlåg. Den slipper for gengældelse og yderligere repressalier og får måske endda lidt gødning til foråret.
Så var der heller ikke meget mere tid i den weekend, ud over at nyde den smukkeste, røddisede solnedgang og en porretærte, lavet i samarbejde og med egne porrer. Og lidt strik på sofaen, naturligvis.

onsdag, oktober 06, 2010

Truende garnmangel overstået

Uha, uha.
På én af de uger, hvor det kan knibe at huske, om det er tirsdag, onsdag eller torsdag var jeg passager hos Kæresten på vej hjem fra København. I forvejen var jeg strikkemæssigt lidt presset, fordi jeg havde afsluttet den igangværende sok til niece1.
Der var en rest garn tilbage, så de sidste masker på sokken blev sat på en tråd, til senere sammensyning og en fingerløs handske i eget frie design blev startet og er nu på pindene. Der blev strikket på vejen, afbrudt af en enkelt forretningsmæssig telefonsamtale og regelmæssig servicering (i form af Irmas havrekiks) af chaufføren.
Det gik lystigt der ud af, men på Vestfyn begyndte situationen at se truende ud, og den sarkastiske chauffør nævnte muligheden af at sætte mig af, for at jeg kunne gå på fårejagt. Uden et får i sigte, og med regn på ruden valgte jeg at blive ombord i bilen og vel hjemkommet er her beviset på, hvor tæt vi var på garnmangel.
Nu er der fundet nye forsyninger frem fra lageret, så strikkeriet kan fortsætte. Pyh. Den mørke er til at gøre handskerne færdige og den lyslilla er til et par strømper til niece2.

fredag, oktober 01, 2010

En særlig dag...

Det er en særlig dag i dag, én her i huset har rund fødselsdag og jeg drøner rundt for at have alt klar til fejring, samtidig med at jeg forsøger at passe mit arbejde.

Der bages brød og kage, ryddes op og vaskes (en af de dage, hvor der ligger bunker og stakke overalt, og nu er det nok!).
Desuden skal gaven pudses af, inden den overrækkes senere på dagen. Bølle og jeg klarede ½ vers af en fødselsdagssang til morgen, lidt sølle.

Det er også en særlig dag, for jeg har set en Barbie, der fortjener rosende omtale: Barbie som computer-ekspert - en god variation fra prinsesser og ridepiger. Må hun blive den bedst sælgende variant (håbefuldt).
Og endelig, for at føje til bunken af travlhed, så er jeg blevet lidt vild med en Beatnik trøje - den vil jeg (..også..) lave. Jeg er vild med at se strik stylet lidt vildt og med humor.