mandag, november 30, 2009

Sokker og fair isle

Fredag var sygedag, hvor jeg lå på sofaen og forsøgte at komme mig over en generalforkølelse, som havde sendt mig hjem torsdag middag, med rigeligt flydende kropsvæsker.


Mens jeg lå på sofaen, med the og tæppe kom posten :-)


Vi bruger PBS og e-boks, så det er som regel gode ting, som posten kommer med, og fredag var en rigtig god dag. Hun kom om hjørnet med en lille sækkevogn, og der var en kæmpe kasse med diverse the, chokolade og en julekalender, blandt andet ½ kg julethe, så nu kan december komme an!


Oven på den store kasse lå en mindre pakke fra Amazon (uk), med blandt andet disse to:


Hermed var fredagens underholdning sikret, og jeg kastede mig over gennembladringen. Begge forfattere opfordrer til individuelt design og tilpasning, men der er heldigvis en række lækre mønstre at kaste sig over til at komme i gang på. Cookie A har en længere gennemgang af beregningsteknik for strømper og tilpasning af mønstre, så der er noget at gå i gang med - strømpepuslespil? Næsten halvdelen af sokkerne er allerede kommet på min indre strikkekø, og fair-isle mønstrene - wau. Der er også et par ting i dén bog, som jeg må lave, og ikke mindst lege med farver. Der er en udmærket gennemgang af valør, farvetoner etc., samt nogle grundlæggende principper for farvesætning af fair isle for den eksperimenterende.
Så nu mangler jeg bare noget mere lækkert og passende tyndt shetlandsuld... men det er der vel råd for. Nu er jeg lige kommet under 100% overtræk på cashmere-o-meteret (host). Måske er det et par af sokkerne, der skal afprøves først, for sokkegarn, det har jeg masser af!

tirsdag, november 24, 2009

På vej hjem og med lidt chokolade som trøst

På vej hjem efter en sen dag på arbejde er det godt med lidt chokolade som trøst. Eller en chokolade-abe, som det må være, når mønsteret igen er Monkey.
Denne gang på pind 2,75 og i Zauberball-garn. Det giver en helt anden struktur end Brugsens strømpegarn og en benhård test vil afgøre om de bliver til gemalen eller mig selv. Garnet var tænkt til ham, men nu får vi se...
Heldigvis har de igen fået ordentlig the hos DSB, jeg har rigeligt med musik med til afslapning og internettet virker - så jeg overlever først at være kommet fra Kbh med seks-toget. I morgen skal det blive anderledes. Nu vil jeg krybe sammen under mit medbragte sjal og tænke på den bøf, som kæresten har lovet mig.

mandag, november 23, 2009

Sveriges land

Inden weekenden var firmaet på tur, i Sveriges land. Glimrende hotel hvor jeg slet ikke nåede at prøve alle muligheder. Værelse med udsigt over Øresund og to fornøjelige dage med kollegerne. Første dag med indendørs aktivitet - at gennemføre et lille udviklingsforløb og udvikle en robot. Stor team-triumf, så alle i teamet kunne vende hjem med en Mindstorm robot. Den passer lige ind på vores Lego-loft :-).
Første dag havde været dårligt vejr, men vores arrangør havde bestilt godt vejr til næste dag, hvor vi skulle være udendørs hele eftermiddagen og heldigvis fik hun leveret lækkert solskin og moderat blæst. Hårdt for de normalt stillesiddende konsulenter, men sjovt! Alle blev iført grimme camouflagedragter og sendt rundt i Båstad for at løse poster. Mit team havde den perfekte bane - forhindringsbanen lige før frokost og turen i speedbåd som sidste punkt. Vi var oppe omkring 25 knob, og så kan man godt blive våd. Og det blev jeg.

For at få hverdagslogistikken til at gå op var jeg hjemme med toget lørdag morgen?? kl. 02.00, hvad gør man ikke for at få enderne til at mødes.
På togturen blev der strikket lidt på en julerød Ishbel, men ak, der var jeg vist for søvnig. Mønsteret passede bare ikke (hvilket det gør, dvs. en fejl 40), så der er blevet strikket baglæns. Nu er jeg på vej fremad igen og næsten indhentet det tabte.

søndag, november 15, 2009

Sokker eller sjal?

Endnu et færdigt værk - her et lille Ishbel fra Ysolda. Passende ophængt i gardinet med to knappenåle.
Der er brugt 100% merino strømpegarn, så sjalet er vældig blødt, og der er ingen 'løse' hår, som hvis jeg havde brugt et kid silk eller lignende. Derfor håber jeg at det bliver behageligt som vinterhalsklud, direkte på halsen.
(Resten af) garnet er her:Det er et 2-ply strømpegarn, så det har lidt snore-karakter, hvilket gør at hver mask bliver vældig tydelig. Ses måske bedst i det sidste billede, hvor farverne forsvinder helt i modlyset, til gengæld står mønsteret vældig tydeligt. Lidt fakta:
Garnet er fra Maine - Spunky Eclectic
Skinny Socks, Superwash Merino, i farvevariant Dinah. De blå og lilla farveklatter giver det mere karakter end det lidt pjevsede look som det rå fed havde.
Mønsteret er det kendte Ishbel, og jeg har fulgt opskriften til den lille model. Ingen freestyling dér, denne gang.
Der er brugt pind 4, som er ret meget til dette garn. Det betyder at i den glatstrikkede midterdel står hver maske tydeligt, og sjalet er let og luftigt.
Samlet garnforbrug: 70 g, så nu er der en klat på 30 g, hvor jeg nu ved at det fremtræder stort set ligeligt gult og lilla, med mindre men markante turkisblå klatter. Jeg tror det vil gøre sig som kanteffekt på et tidspunkt.
Hot/not: Jeg var lidt skeptisk overfor garnet på grund af 2-ply strukturen, men er blevet godt tilfreds med resultatet. Farverne vinder ved opstrikning, så derfor er det med god samvittighed at jeg putter det i julegaveskuffen. Der skal lige voteres mht. modtager. I mellemtiden er jeg så begejstret for mønsteret at jeg vil overveje en juleversion i den røde Lucca, der stadig er på lager.
Der er et fed mere af samme slags garn på lager, i en blidere brun/rosa farvevariant. Jeg er i seriøs tvivl om det også skal blive til et sjal, eller jeg skal strikke et par lækre hyggestrømper. Uden nylon i garnet holder det næppe længe til træsko eller direkte på klinkegulvet, men jeg kunne forestille mig at hyggestrømperne kan blive bløde, tynde og lækre.

tirsdag, november 10, 2009

Den lille piges svovlstikker

Så blev det niecens fødselsdag og tid til at overrække Svovlstikkerne. Storesøster fik ved samme lejlighed sin røde trøje, og blev ganske overrasket.
Lillesøster havde vældig travlt med at pakke alle sine gaver ud og havde det alt for varmt til at prøve en ulden trøje. Der var en testprøvning, og vi konstaterede at str. 4 passer den 4-årige på en prik.Trøjen er en fornøjelse at strikke, udelukkende retstrik, så det går i strygende fart derudaf. Garnet er en fornøjelse. Den almindelige duo er som de fleste andre tynde shetlandsgarner, og alpaka-mixen er virkelig lækker.

Den største udfordring var at sy belægningen bag på lynlåsen, hvor den tynde belægning skal holdes godt fast med knappenåle. Der bliver syet på maskine, og syningen skaber lidt struktur i samlingen af lynlåns og trøje, så jeg håber at trøjen undgår buler.
Slutresultatet af isyningen er godt og belægningen dækker den lidt stive lynlås, som ellers kunne være generende for den unge dame.

Fakta:

Mønster: Den lille pige med svovlstikkerne, trøje med lange ærmer fra Det er ganske vist. Enkel og fin. Min eneste forvirring var ved samlingen af ærmer og krop til raglan, hvor jeg synes at der var en række galt - og det er en lille ting.


Garn og garnforbrug: Duo merino i lilla, 110 g og Duo alpaca/merino, også lilla, 90 g. Dvs. jeg har 60 g alpaca/merino, så jeg tror at jeg vil forsøge mig med en vest.


Pinde: 3,25 og 3,75 KP Harmony (Der er en tendens i valget af pinde efterhånden). De er dog lige mørke nok til at strikke med lilla garn, men spidsen... :-)


Hot/not: Jo - trøjen blev modtaget. I kampen om opmærksomhed mellem alle de andre gaver er det vanskeligt at vurdere om den er vellykket. Jeg håber det bedste :-)

søndag, november 08, 2009

En underjordisk bandit dukker frem

Græsplænen omkring vores fuglehus minder om grænsen mellem Nord- og Sydkorea, fuldstændigt undermineret af gange og med flere håndfulde af spredte huller. Synderen er en lille muldvarp, som også har vænnet sig til at gå over jorden.Den er 'fanget' med kameraet her, mens den futter rundt på sin helt særlige måde. Adræt er den ikke, den ormer sig nærmest frem, mens næsen bruges flittigt for at finde orme og andet småt, der kan spises.
Den er tilsyneladende ret døv og blind, for det lykkedes os at fange den i levende tilstand, ved et raskt vip med en paletkniv og op i en spand. Her fik vi et nærmere blik på snuden og de brede forben samt den noget griselignende hale. Mulle blev derefter båret et godt stykke væk fra matriklen og sat ud i god behold. Den er lidt sød og pelsen er tæt og lækker. Så hvis den bare vil grave et andet sted end vores græsplæne, så skal den ha' god fornøjelse.

torsdag, november 05, 2009

Ravelry - wau

Over 498.000 brugere på Ravelry - vi bliver ½ mio. indenfor få dage. Heraf over 700 danske. Wau.

mandag, november 02, 2009

Søndagens spænding

Dagen efter Dagen, hvor 'de kloge' ifgl. Politiken ville risikere sort skærm, hvis de ikke har fulgt dramaet om overgang til digitalt tv-signal. Berlingskes 'Groft sagt' kunne have kaldt den gruppe seere det samme, hvis ikke Politiken var kommet først - nu bliver det i dagens avis til 'intellektuelle nærigpinde' i humørspalten. Sørgeligt, at intellektuelle er blevet tæt på et minus-ord, men det er en helt anden historie.

Søndag aften blev der gennemført en test hos os - var der sort skærm, eller var der ikke? Det var der ikke, den gamle dekoder, som blev anskaffet for et par år siden for at kunne se DR2 virker stadig. Billedrørsfjernsynet virker også stadig, så der går endnu noget tid inden det bliver nødvendigt at opgradere til fladskærm (nærigpinde? jep, check). Der er sikkert nogle af de nye kanaler vi ikke kan se, så langt nåede vi ikke i testen, inden at vi konstaterede at batterierne i fjernbetjeningen var døde. Det var så den fjernsynsaften, og vi gik over til fornøjelig læsning af en spansk krimi hhv. Steen og Stoffer.

Inden da var gået det årlige drama i jazzklubbens liv, afsendelse af den sidste af de livsnødvendige ansøgninger om tilskud, i dette tilfælde til Kunstrådet. Det kræver et budget og en skitse til hele næste års program, hvilket kan føre til diskussioner mellem booker og kasserer.
Til slut blev der taget en kasserer-beslutning og trykket på 'Send' i det nye ikke helt intuitive digitale ansøgningssystem.