tirsdag, oktober 30, 2012

Vinterkjole

Vist nok færdig. Der voteres i øjeblikket om halskanten skal være en rullekant (som den er nu), eller om jeg skal lave den om til en mindre kant. Kan være at det kommer an på en prøve i praksis - test i produktion, som nogen vil kalde det. Dette er en af fordelene ved strik, hvis det ikke er som ønsket kan det (som regel - langhårede mohairgarner bedes høre efter her!) laves om.

Her er den i hvert fald, fotograferet inden den afsluttende vask. Vasken er overstået, men nu er det jo buldermørke når jeg kommer hjem, og ikke fotovejr. Næste weekend regner jeg ikke med meget tid til fotoseancer - og det pragtfulde solskin i weekenden skulle udnyttes.
 Kjolen går lige over knæet, er taljeret og med stjernemønster, lånt fra en islandsk strikkebog.
 Her i nærbillede af stjernerne. Værket er blevet mindre bulet efter en tur i vaskemaskinen.
 Lidt facts:
Garn: Færøsk 2-trådet garn, ufarvet brun og natur. Der er brugt ca. 360 g brun og ca. 15 g natur. Det overrasker mig at den er blevet så let. Der er en del dækhår i garnet, som er lidt stridt og krast. Det var uvasket fra start, og jeg har vasket garnet inden jeg gik i gang, og den ekstra vask nu var absolut tiltrængt. De to gange vask har hjulpet på kradseriet og fårelugten..
Som kompensation for det let stride garn vil jeg blive meget overrasket hvis kjolen fnugger, og jeg forventer også god hukommelse i garnet. 
Pind: Pind 5, rundpinde. De sidste omgange i halskanten er strikket med pind 4½, for at den ikke skulle flagre.
Mønster: Hjemmekomponeret, på grundlag af en grundig opmåling med hjælp fra Kæresten, en skitsetegning samt - tada - en strikkeprøve. 3/4 ærmer, og italiensk opslag(?) i kanten forneden, til en 2x2 rib. Meget fin rib, tenderende til lidt løs. Det har rettet sig efter vask, men ellers er klassikeren at slå op på en lidt mindre pind.
Hot / not: Fysisk vældig varm. Pasformen er fin og jeg ser frem til at bruge den i vinter. Den er tilpas enkel og med facon nok til at gå på jobbet, og vil også være god som hyggekjole. Med t-shirt og underskørt, har jeg på fornemmelsen.

Hvordan mon det går med andre vinterkjoler?

mandag, oktober 29, 2012

Agterlanterne i læseklubben


Læseklubben har været samlet, og denne gang var jeg den ultimative baglygte. Ikke alene havde jeg ikke læst bogen færdig, jeg var også den eneste, der ikke havde intention om at gøre det. Emnet var Aidts nye roman, Sten saks papir og jeg må som antydet tilstå at den ikke fængede mig. De to øvrige i læseklubben var glade for den, så de er noget mere i tråd med landets anmeldere, som har rost bogen i høje toner.
Vi var enige om at Aidt skriver godt. Sproget er fint, præcist og i mange situationer fint tegnet. Meningsforskellene opstod i vurderingen af om personer og historien var interessant, hvor jeg må indrømme at jeg havde svært ved at fatte interesse for personerne. Hovedpersonen er hverken sympatisk nok eller interessant nok til at holde mig fangen og de øvrige personer er for mig lidt for enkelt tegnede. Mest af alt opfatter jeg boget som en grå tone. Så – ingen succes hos mig, men flertallet i læseklubbet havde en positiv vurdering på fortællingen.
I diskussionen bragte jeg en anden, kortere, roman (Sidsteomgang på Balto) ind som sammenligning, som jeg lige har læst. Den er fransk og foregår et par sociale lag lavere end Aidts roman. Uanset at jeg synes at romanen var stilmæssigt lidt tæt på standup, så fandt jeg den både rammende og underholdende. Personerne der havde alle deres baggrundshistorier og er meget aktivt handlende, på godt og ondt. Den blev læst på en aften, efter Kærestens opfordring. 
Den sidste bog jeg vil nævne til efterårslæsningen er Paul Austers Vinternoter. Her er jeg på linje med anmelderne - glimrende bog, som selv om den er meget selvbiografisk alligevel sætter gang i en masse refleksioner på egne vegne. 


torsdag, oktober 25, 2012

jamen, er det allerede...

Hold nu op, det er snart november. Lige netop i år kunne jeg godt bruge at året havde 16 måneder - November, november, november, november, november og så december. Beklager, for ellers er mørke og gråvejr heller ikke min favoritårstid.
Lige nu ville det faktisk passe mig ret godt, og ikke mindst, at jeg ville have 5 x ferie i uge 47 ;-) Tænk, alle de håndstrikkede julegaver, som det kunne blive til.

Kulden er på vej, og det er en ny strikket kjole også. Færøsk uld, eget design og brun med stjernemønster på overdelen. Bare en enkelt række stjerner. Billeder følger. Kjolen passer forhåbentlig lige så perfekt som jeg tænker det til det par mørkebrune ruskindsstøvler, som var min forelskelse ved første øjekast forrige weekend.

lørdag, oktober 20, 2012

Hans og hendes

Såmænd også her, et svar på Strikkeforskerens opfordring  - (næsten hele) husets beholdning af hjemmestrikkede strømper. Næsten, for de bruges jo, så der er et par på tørresnoren for hver af os.
Gæt selv, hvis bunke der er hvis:

Ikke svært, vel?
Han har 11 + 1 par, hun har 7 + 1 par. Strikket i løbet af de sidste ca. 4 år. Han hævder godt nok at de grå/hvide er 'hjemmesko' og to af de andre et sovesokker, som ikke tæller. Det bliver de nu ikke mindre håndstrikkede af, vil jeg mene, som lægger hænder, pinde og ikke mindst tid til ;-)
Paraden har desuden afledt en bestilling på farvede herresokker, så jeg vil gå i garnlageret snarest.
Ud over disse er der i tidens løb blevet foræret en del sokker væk. Mest til familiens børn, men også til andre familiemedlemmer. For tiden strikker jeg mest sokker til os selv, da han bruger og dermed slider sine, og jeg også har konstateret tyndslidte tæer i et par af mine.

mandag, oktober 15, 2012

Ballet for bamser

Med 'forvirret fjerkræ' og det hele - jeg har med niecerne som alibi været i det Kgl. og se Bamse og Kylling danse. Ælling var der også. Balletskolen og DR(?) har i samarbejde sat en skøn børneballet op, som demonstrerede hvad et stort teater kan, når det ruller sig ud.
Herligt at se en børneforestilling, som er taget alvorligt med flot scenografi og lys, kraner, glimmer og hele udtrækket. Samt naturligvis hovedstjernen. Med bamletskørt og solid indbygget polstring på bagen, for tåspidsdans gør man ikke ustraffet, når man er i Bamses overlegne vægtklasse.
De to piger var eksemplariske i teateret, hvor de sad stille og fulgte med i løjerne på scenen. Bagefter var der lidt suk over familien bagved, hvor yngste medlem stak tæerne i nakken på mindste niece og i det hele taget var utålmodig. Der er en velovervejet tanke bag, at forestillingen varer en time, uden pause.
De to yngste i denne gren af familien kommer ikke så tit til København, så vi var lige omkring Christiansborg, Rundetårn og på grund af vejret både på cafe før forestillingen - vi skulle jo have frokost og efter forestillingen, varm cacao / the / kaffe var nødvendigt. Kage / is sneg der sig sørme også med på bestillingen, så vi var fyldt godt op til hjemturen med toget. Meget hyggelig dag, og fasters hjerte bliver helt blødt, når yngste endda spørger, om jeg vil lære hende at strikke ;-) Det må blive en anden gang, det medbragte er på pind 2,25 mm - ikke velegnet til små, faste og utålmodige hænder.


mandag, oktober 08, 2012

Efterårets mad og gæster


Lørdag var linet op til et større familietræf i Kærestens familie. Det rakte over fire generationer og den 1-årige yngstemand fik leget igennem. Lige den alder, hvor han reagerer venligt og umiddelbart overfor alle, og hovedattraktionen for nogen. Storebror er blevet lidt mere genert. Han nøjes med at sno sin farfar ;-)
Vi var så mange, at der ikke rigtig var tid til fotos, så ingen billeder denne gang af den unge mand med babykrøller i nakken, (og her mener jeg ikke fødselaren).
Jeg bliver aldrig god til at lave maden i god tid, så en god del af lørdagen blev brugt i køkkenet. Til forret fik vi diverse italienske lækkerier, hvor min seneste køkkendims, en mellemstor pålægsskærer, fik lov at vise hvad den duer til. Hjemmebagt brød, behørigt langtidshævet, og det var så den forberedelse før selve dagen. Kødet var lammekølle af muflon-lam, som er noget mørkere end almindeligt lam. Lækkert, med godt med hvidløg og rosmarin.
Efteråret er tid for hjemmeavl, på frugt og grønt. Jeg bliver ikke fåreholder, uanset de mange gode sider, der er ved får & lam, ingen hjemmeavl der. Køkkenhaven leverede gulerødder, til stegte gulerødder med hvidløg og persille. Dejlig ret, som tager lidt tid, men stort set passer sig selv. Skiveskårne gulerødder (½cm) svitses i stegegryden i olivenolie. Efter 10 min tilsættes upillede hvidløgsfed efter behag + salt. Gulerødder mm syder videre i olien på lavest mulige blus med låget på stegegryden på klem. Mindst 25 min, gerne mere. Herefter tilsættes balsamicoeddike og persille, som syder med et par minutter, og så er vi klar til servering. Gulerødderne svinder noget ind, ca. til det halve.
Naboens æbletræ leverede æblerne til desserten, han er en flink mand. Jeg puttede ganske lidt frisk ingefær i smuldredejen, for at eksperimentere. Godkendt.   
Årets høst af rødløg, hængt op i carporten.
Efterårssolen skinner helt fantastisk, når den skinner. 

torsdag, oktober 04, 2012

På den igen

Der bliver spurgt efter det, og jeg må hellere se at tage mig sammen. Det er ellers ikke min yndlingsbeskæftigelse at skulle pille op (igen). Som de løse tråde antyder, så har jeg endnu ikke haft saksen i trådenderne, men de er i øvrigt hæftede. Belært af erfaringerne med bittesmå bevægelser i det strikkede efter vask og udspænding ventede jeg med at klippe trådenderne til efterbehandlingen var overstået. Desværre afslørede efterbehandlingen også at aflukningen er lidt for stram, så der er lidt ekstra arbejde på værket.
Lidt kedeligt, når det nu blev overrakt som fødselsdagsgave i mandags. Men, man kan ikke vinde hver gang, og det har heller ikke været rigtig vejr til halstørklæder endnu, vel?
Faktaboksen får vente til det er helt færdigt.

Det er også meget sjovere at starte på noget nyt, som afledning på vej hjem fra arbejde. Min udmærkede samarbejdspartner har måttet appellere til min tålmodighed et par gange, og når jeg har den slags projekter er det fint at strikke et par pinde på vej hjem.
Et nyt sjal, baseret på rovet fra Wollmeise-besøget. Jeg er som så mange andre gået i gang med et Color Affection fra Veera. Det glæder jeg mig til at se, når de to andre farver kommer på - sennepsgul og en blå/grøn. Farven her er lige knapt så skinnende, mere dyb lilla og med et fint spil i det tilsyneladende ensfarvede garn. Skønt garn, det Wollmeise.