onsdag, november 06, 2013

Efterårstegn

Sikkert efterårstegn er en weekend i rokkens tegn, i en spejderhytte i det midtjyske.
Det gik en god del af den netop overståede weekend med, og i løbet af kort tid har vi spredt uld overalt i sådan en hytte. Gang, stue, og på mystisk vis også badeværelserne bliver hurtigt ramt af små løsgående uldtotter.
Pakningen til sådan en overnatning foregår efter princippet:
Hurtig indsamling af ekstra bluse, undertøj og strømper, derefter lange overvejelser om hvilken uld, der skal med. Hvor mange igangværende strikkeprojekter der skal med (og andre tekstilrelaterede projekter), samt hvor meget af bog- og garnlageret der skal medbringes, når nu inspirationen melder sig efter at have kigget andre over skulderen.
Første del af pakningen tager max 5 minutter, inklusive toilettasken plus to minutter ekstra til at huske håndklæde og nattøj. Sidste del med uld, projekter og alt tilbehøret tager al den tid, der er til rådighed, og jo mere tid, jo større bagage.

En del af inspirationen er fibre i farver og der kom med hjem fra Kathe og fra Birthe (Garngalleriet). Begge dele i skønne farver. Helt forskellige kvaliteter. En ordentlig stak shetlandsfibre i den ene bunke overfor en lille pakke med luksus-silkeblanding.
Desuden var jeg heldig i lotteriet, og har fået muligheden for at lave et ekstraordinært indkøb. Gennem længere tid har jeg haft dette tæppe på ønskelisten. Egentlig som belønning til mig selv for at have nedbragt lageret, men det har lange udsigter. Så nu benytter jeg lejligheden (undskyldningen) og har bestilt. Nu går jeg så glæder mig til at fornøje mig med de mange nuancer af ufarvet shetlandsuld.
Når jeg nu var i gang med indkøbet kom der også et får med i kurven (effektiv udnyttelse af portoomkosningen, naturligvis). Det kan komme til at holde Ferdinand med selskab i sofaen.

2 kommentarer:

  1. Tak for sidst og tillykke med gevinsten. Det tæpper glæder jeg mig til at se.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak og i lige måde!
      Der kommer helt sikkert billeder af kittene og (engang) det færdige resultat.

      Slet