tirsdag, december 06, 2016

Gamle gnavne tyskere

Faktisk en uretfærdig overskrift, for bortset fra indledningsscenen, så er der en fin kronologi i den parallelle fortælling om de næsten samtidige Humbolt og Gauss. Begge helte fra den tid, da verden blev opdaget og beskrevet. Og, som Gauss filosoferer over, så vil et bjerg, der er blevet besteget aldrig være det samme, som det ubekendte bjerg.
Læseklubben har mødtes igen, og vi har læst en yngre tysker, Daniel Kehlman, som angiveligt er lidt af en litterær superstjerne i sit hjemland. Læseklubben er også fan, og selv om de to af os faktisk havde læst bogen tidligere, så holder den bestemt til en genlæsning.
Eventyrene i Amazonas (Humbolt), skærmydsler om navigation med diverse kaptajner og andre fagfolk (samme), huslige udfordringer og at skrive et livsværk inden man er 24 (Gauss) - fremragende historier, kogt ned til under 300 sider. Lærd, litterær og samtidig gode historier.
En varm anbefaling fra os alle. Bogen hedder 'Opmålingen af verden'.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar