Down memory lane

Den første skyggestrikpude er færdig, bortset fra at jeg mangler at sy bagbeklædning på og stoppe en pude indeni.
Det har været en tur tilbage i erindringen, til den sommer for ca. 14 år siden, hvor jeg var på Island for at ride en uge. Skøn tur og stor oplevelse. Det var ikke vejret, der var oplevelsen, selv om sne i juli selvfølgelig er en slags oplevelse. Én af dagene blev vi midt på dagen beordret til at tage ekstra tøj på grundet kulde og blæst, så vi til sidst lignede ridende Michelin-mænd. Iklædt gult regntøj, helt sikkert et ømt syn. Desværre har jeg ikke et eneste billede fra turen.
Det var også den tur, hvor jeg prøvede en pasgænger. Det var ikke min favorit, jeg følte det som at blive kastet fra side til side, ikke specielt behageligt i kombination med terrænridning, hvor der var både skrænter og store sten. Næh, må jeg be' om en god tølter, så sidder man som i en sofa.
Nå, guiderne var alle som én iklædt islandske sweatre, og jeg måtte naturligvis have et kit med hjem. Hvordan jeg fandt frem til butikken i en sidegade til en sidegade husker jeg ikke, men der kom et kit med hjem. Det er så resterne, der nu er blevet til pude og der er rigeligt til en pude mere.
Mønster: Skyggestrikpude fra Vivian Høxbros Skyggestrik. Tillempet det tykkere garn.
Pinde: Gammel Aero rundpind nr. 7
Garn: 137 g ægte islandsk pladegarn i hvid og grå. Det er tretrådet og meget langt i fibrene. Lidt groft i strukturen, som giver en skøn struktur når det strikkes op.
Hot/not? Afgjort hot, puden passer fantastisk godt til vores lækre norske plaid i gråt og hvidt. Jeg skal bestemt ha' en mere. Mønsteret træder tydeligt frem, på p7 er der nærmest tale om skyggestrik for svagtseende. Jeg tror der kommer et kit på ønskesedlen, teknikken er sjov og jeg synes teknikken udnytter det gode uldgarn godt.