søndag, august 03, 2014

Brødbagning - mere dogme

Tilbage til rødderne - mine formødre ville muligvis have undret sig, nu hvor det er muligt at købe fint, hvidt mel, og så giver hun sig til at ordne korn og male selv.
Feriebørnene havde nogle kg nyhøstet hvede med hjemmefra, fødegården. Det skulle vi selvfølgelig prøve, så der er blevet bagt brød og boller med hjemmegjort mel, suppleret med færdigmalet. Rent egenmalet korn, uden at det er sigtet er jeg bange for vil give et rigeligt kompakt resultat, og jeg har foreløbig ikke tænkt mig at stå og sigte mel i store mængder.

Mejetærskeren har gjort et udmærket job - bondens forklaring er, at de øverste korn i akset er modnede lidt for hurtigt pga tørken, og derfor er der lidt avner med i kornet. Så jeg nulrer og puster lidt, i mangel af kornsold bruger jeg min tærteform...
Efter kærlig behandling har jeg så mit korn, klar til at blive malet.
Fordej - med ca 250 g friskmalet mel, lidt gær, vand (evt lidt mælk, hvis der er en rest, der skal bruges i køleskabet). Fordi det er sommerferie bager vi ca hver 3. dag, så jeg leger også med en rest dej fra forrige bagning som en slags surdej.  
 Godt fugtig bolledej, der står og venter på varmechoket på en bagesten. 
Slutresultatet blev spist før end jeg fik fotograferet - de smagte godt, hævede pænt og fik en rigtig fin konsistens. Jeg skal have eksperimenteret lidt mere med hvor fugtig dejen hensigtsmæssigt kan være. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar