søndag, marts 29, 2009

Sommertid

Dagen bliver lidt kort, til gengæld har vi den smukkeste aften nu, lige før spisetid. Det er så skønt at sidde ved spisebordet og se ud i skumringen over fjorden.
Jeg var lige ved at være færdig med Kærestens vest. En kontrolprøvning afslørede at den gerne måtte være 5 cm længere og det bliver den så. Hellere lidt ekstra arbejde og den så bliver brugt lige så flittigt som den første vest han har fået, end at den kommer til at ligge i skabet.
Jeg tror også jeg vil ha' en vest, det er lige sæson til lidt lunt på ryggen og oprullede ærmer :-)
Næste projekt... f.eks. i en rød Lucca, det vil være godt.

Citrusplanterne er kommet ud på terassen. I sikkerhed for rådyrene, der også har fået appetit på citronblade, de asener. Figen og oliven har overvintret ude. I drivhuset titter purløgen frem. Et lille nip på tomatmaden til forkost kunne det blive til. Den anden purløg, der står i læ af huset er næsten lige så langt fremme og kan supplere når vi kommer til påske.

Rucolaen har sået sig selv løbende gennem efteråret og står frodig i drivhuset, klar til at blive brugt til sandwich og salater. Selv persillen fra sidste år er godt i gang. Den udendørs mynte er begyndt at skyde, efter at den blev voldplukket for 14 dage siden. Den står direkte i jorden, i et isoleret bed, mange meter fra alle andre bede! Jeg håber den bliver klar til at gi' et bidrag til lammestegen på næste lørdag.
På blomsterfronten er vores små påskeliljer i plænen ved at springe ud, så der bliver påskeliljer til påske.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar