Der er indført adgangsbegrænsning på matriklen. Efter hårde rådyrangreb på bladbederne, hvor angrebet nu er udvidet til også at gå ud over gulerodstoppene, og med udsigt til at de nyspirede ærter er næste mål, har Kæresten brugt et par timer på at rulle hegn rundt om køkkenhaven. Hegnet er foreløbig kun intermistisk fastgjort, og lågerne mangler endnu. Den praktiske effekt regner jeg med at kunne se i løbet af ugen i form af nye, ikke afgnavede blade på bladbederne.
Vi regner med at hegnet, låger eller ej, stopper det ellers charmerende syn af råen, der tager en tår vand fra fuglebadet og gumler på diverse lækkerier, nappet fra rækkerne.
Jordbærrene er under net og giver gode bær til desserter, mens kirsebær og bærbuskene er frit tilgængelige for både os og fuglene. Der bliver snart kapløb om ribs og solbær. Vi har kun én busk af hver slags, antallet er dimensioneret efter a) havens begrænsede størrelse b) husstandens begrænsede størrelse og c) vores (alt for) beskedne dessertspisning.
Fasanerne møver sig ufortrødent gennem hegnet, hvorfor flyve, når man kan gå. Mynten, som står direkte i jorden inde i haven moser til gengæld på, også udenfor, mon rådyrene i området får en let krydring?
De søde dyr, som lige nu har små plettede bambier slår sig nok til tåls med almindeligt græs og hvis jeg er lidt vaks når vi selv at smage kirsebær og solbær. Sommer :-) - og nu kan det ikke vare længe inden den første græshoppe synger. To uger, så har vi endda ferie.
Strikkeriet har været spredt fægtning, så få ting bliver færdige, meget skrider fremad. De neonfarvede humørstrømper er blevet færdige og er blevet behørigt fotograferet, til en kommende post.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar