mandag, oktober 15, 2012

Ballet for bamser

Med 'forvirret fjerkræ' og det hele - jeg har med niecerne som alibi været i det Kgl. og se Bamse og Kylling danse. Ælling var der også. Balletskolen og DR(?) har i samarbejde sat en skøn børneballet op, som demonstrerede hvad et stort teater kan, når det ruller sig ud.
Herligt at se en børneforestilling, som er taget alvorligt med flot scenografi og lys, kraner, glimmer og hele udtrækket. Samt naturligvis hovedstjernen. Med bamletskørt og solid indbygget polstring på bagen, for tåspidsdans gør man ikke ustraffet, når man er i Bamses overlegne vægtklasse.
De to piger var eksemplariske i teateret, hvor de sad stille og fulgte med i løjerne på scenen. Bagefter var der lidt suk over familien bagved, hvor yngste medlem stak tæerne i nakken på mindste niece og i det hele taget var utålmodig. Der er en velovervejet tanke bag, at forestillingen varer en time, uden pause.
De to yngste i denne gren af familien kommer ikke så tit til København, så vi var lige omkring Christiansborg, Rundetårn og på grund af vejret både på cafe før forestillingen - vi skulle jo have frokost og efter forestillingen, varm cacao / the / kaffe var nødvendigt. Kage / is sneg der sig sørme også med på bestillingen, så vi var fyldt godt op til hjemturen med toget. Meget hyggelig dag, og fasters hjerte bliver helt blødt, når yngste endda spørger, om jeg vil lære hende at strikke ;-) Det må blive en anden gang, det medbragte er på pind 2,25 mm - ikke velegnet til små, faste og utålmodige hænder.


5 kommentarer:

  1. Sikke en dejlig dag de små har haft og faster sikkert også. Du må finde de større strikkepinde frem til næste gang den lille spørger.

    SvarSlet
    Svar
    1. Meget hyggelig dag, absolut. Og ja, den forstærkede udgave af børnestrikkepinde må frem. Den unge dame er lige så utålmodig som jeg selv er :-)

      Slet
  2. Ih, det lyder for hyggeligt! Jeg har lovet at tage min niece på 10 med ind at se 'nøddeknækkeren', for hun har aldrig set ballet. Må hellere få bestilt billetter snart!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja for søren, jul, gløgg og kakao og Nøddeknækkeren. Så hyggeligt.

      Slet
  3. Øj, det lyder altså som en voldsomt hyggelig oplevelse (altså lige bortset fra det med tæer i håret).
    Bamse på balletben... det må vist ses :)

    SvarSlet