mandag, februar 20, 2012

Vinterstrik på falderebet

Rent ’brugsstrik’, og af ægte vellagret lagergarn.


Huen er i rib og patent. Faktisk mit første projekt med patentstrik. En tråd tvinni alpaca og en tråd kid mohair. Der er strikket af ét nøgle Drops kid mohair, som er strikket helt op.
Silke, mohair, alpaca og merino, så skal huen blive dejlig og lun, og det er den også. Lidt løs med vilje, så håret ikke bliver klasket sammen, og ribben kan være bukket op eller foldet ned – i sidste tilfælde er der hue langt ned over ører og pande.
Pind 4 til ribben og 4½ til patentstrikken (skift i pindestørrelse mest fordi jeg ikke har en 40 cm pind 4 – og patent på strømpepinde var ikke mig). Det virker som en fornuftig løsning, og et passende midtvejsløsning mellem små pinde = tæt og dermed varm hue, store pinde = smuk og luftig strik.

Tørklædet er også en ny teknik (for mig), en Møbius med lidt over 600 masker i alt. Igen er der strikket til et nøgle sluttede, dette blev til ca. 125 g af tvinni alpaca, lagt dobbelt og på min rundpind 120 cm / 5½ mm. Sjovt at prøve møbius-teknikken, som dog ikke ændrer ved at 600 masker i en omgang kan blive lidt monotont.
Der er strikket stribe / huleffekt, et meget simpelt mønster med tre pinde ret, en omgang med hul (2 r sm, slå om) for hver 4. maske og derefter endnu en pind ret. Derefter vendes hele molevitten, og rapporten er gentaget i den anden retning. Derved skiftet mellem ret-striber og vrangstriber. Kanten er sluttet af med 2x2 ’perlestrik’, for at få lidt stabilitet i kanten. Måske var pinden ikke god nok i overgangen fra wire til pind, for jeg synes det var mere besværligt at skubbe med maskerne end ved ’almindelig’ strik på rundpind. Jeg skal have strikket et rør mere, med mere farve på, men vil overveje om det ’bare’ skal være rundt strik.

Hot/not
Det færdige resultat er en lun hue til de rigtig kolde dage og et vældig brugbart tørklæde. Tørklædet endte i ca. 2 meters længde, lidt over 10 cm bred ustrukket. Rillerne trækker det sammen, spændt ud er det næsten 20 cm bredt. Længden passer til tre gange løst om halsen, uden at jeg bliver væk i et bjerg af råhvid uld. Jeg har store forventninger til at tørklædet løser mit sædvanlige problem med flagrende halstørklæder, der er ved at falde af, især når der skal løbes efter S-toget.

2 kommentarer:

  1. Det ser da ud til at være et rigtig lækkert vintersæt!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, ja så mangler jeg bare et par halvhandsker a la dem, du har strikket et par stykker af.

      Slet