Siden jeg begyndte på arbejde efter sommerferien i tirsdags har det været relativt fint vejr her, på kanten af Vejle Fjord.
Squashene er groet vildt i haven. Hængekøjen har været fremme, i skyggen under blommetræerne. Vi var ude at ro tirsdag, torsdag og lørdag. Især lørdag var en lang tur - vi var forbi ved Vejlefjord hotellet og næsten ved Rosenvold camping. Skøn tur, især på stykket efter fyret, næsten blankt vand og en let brise.
Turen har haft omkostninger for min tommelfinger - problemet opstod på udturen, så jeg har fået vablen renset med saltvand på hjemturen.
Det er ikke en god rohånd, så derfor, og måske fordi vi begge var lidt medtagne af turen stod vi over morgenturen i kajakken i morges, hvor det ellers også var fint vejr (=blankt vand).
I stedet kørte vi til Århus, for at bringe datterens katte hjem efter en miniferie, hvor hun og kattene har været indlogeret et par dage hos os. Efter installation af dyrene tog vi på Aros for at beundre den nyinstallerede regnbue.
Spændende oplevelse, vi gik to gange rundt, for rigtig at opleve farveskiftene. Der er andre værker af Eliasson for tiden. Det mest specielle er et rum, med tåge og farver. Ikke for klaustrofobikere, men en oplevelse, selv om modet til rigtig at fortabe sig svigtede. Derefter en ret god frokost på en cafe ved åen (Ziggy) - og en is på Store Torv, mens vi slentrede ad søndagslukkede gader tilbage til bilen. Den holdt heldigvis i parkeringskælder, en af de dage, hvor den betalte parkering i skyggen virkelig var værd at betale for.
Vel hjemme igen er jeg ved at hæfte ender på ballonkjolen. Den er blevet prøvet sat sammen med sikkerhedsnåle, men skal lige have en vask, inden den endelige dom afsiges.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar