Uden forudsætninger for at trække på egne erfaringer har jeg læst 'Kampråb fra en tigermor'. Ganske velskrevet og hurtigt læst bog om den skrappe mors opdragelse af sine to døtre til dygtige ungdomspianister/violinister, samtidig med at de selvfølgelig klarer sig godt i skolen. Som alle, der har fulgt debatten om bogen vil have hørt, er der så heller ikke tid til andet i døtrenes liv.
Det kan godt betale sig at læse bogen, frem for artiklerne. Den er ikke tyk, og med et godt flow, så læsningen skrider let fremad, og nogle af mellemregningerne kommer med. Der er dog ingen tvivl om, at jeg hellere vil være hund end datter i denne familie.
Om bogens model for forældreskab virker? Tja. Døtrene bliver dygtige, og har lært værdien af at øve sig. Ingen tvivl om det. Men, selv forfatterinden kommer i tvivl om modellens universelle gyldighed. Døtrene (og deres far )kommer stort set kun til orde, når de opponerer mod principperne, så det står hen i det uvisse, hvad de vil konkludere om barndommen i familien.
Der skal mere til end en lille bog, for at afgøre om lystbaseret opdragelse eller forældreautoritet og høje mål for børnene er vinderen i diskussionen om opdragelse. Bogen er som nævnt velskrevet og tilgængelig, skrevet på bagkant af den delvist reflekterende tigermor.
Er det din bog?
SvarSletHvis ja vil jeg gerne låne den.
@Ulla - og andre interesserede. Den er lånt på biblioteket - kan bestilles på bibliotek.dk
SvarSlet