mandag, marts 12, 2012

I det nordlige Danmark

Færøerne er verdens centrum, hvis Læseklubben skal tro William Heinesen, og ikke mindst har Thorshavn og omegn haft tilstrækkeligt med mange forskellige eksistenser til at illustrere flertallet af menneskelige egenskaber, på fineste og mest underholdende vis.

Vi har læst ’Noveller fra Thorshavn’, som viste sig at være et opsamlingsheat, baseret på en række foregående novellesamlinger, med en enkelt ny fortælling.
Mange af novellerne er set fra barnets synsvinkel og forfatteren illustrerer glimrende barnets nysgerrighed og delvise forståelse af sagens rette sammenhæng. Som Island er Færøerne et sted, hvor der ikke er langt til troldtøj og ånder, så det magiske og overnaturlige er sjældent langt væk.

Vi var i godt selskab, med fin underholdning, et skønt, lidt gammeldags og både malende og fyndigt sprog. Ikke nogen miminalistisk fortællestil her, Heinesen gør på herlig vis god brug af malende tillægsord og et bredt ordforråd (egenopfundne?) ord.

Havet og fiskene spiller en stor rolle i novellerne, naturen, fuglene og fårene en overraskende lille rolle i disse historier. En virtuel tur til Færøerne kan anbefales, det er ikke kedeligt i Heinesens selskab.
Næste gang skal vi til et andet ørige, lidt varmere og knapt så fredeligt.

2 kommentarer:

  1. Jeg elsker også Heinesen (og det hjælper jo også, at jeg har boet på Færøerne). Jeg kan så absolut anbefale hans romaner også!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for anbefalingen. Jeg tror at jeg vil se hvordan Heinesen skriver, når formatet bliver lidt større end de mindre noveller.
      Oh - at have boet der. Lyder spændende.

      Slet