mandag, marts 26, 2012

Hjemmeweekend

Det føles næsten som at skulke, da vi meldte afbud til gallafest i weekenden. Men hold op, hvor var det dejligt med en skøn solskinsweekend hjemme, med helt blank kalender. Frokost på terrassen, havegravning (av) og ro på. Nogen gange skal man bare følge sin mavefornemmelse, især efter en uge, der bød på arbejde, sove, spise og ikke ret meget andet.

Med det fine vejr fulgte fotomuligheder fra mine kup i Middelfart - messen og omegn.
I følge med Strikkeforskeren ronderede vi hallerne, for ny inspiration og gode ideer. Vi var på pletten klokken 9 søndag, tidligt for os, gevinsten var at der var ret god plads. Da vi gik ved frokosttid var billedet lidt anderledes. 
Lige indenfor døren faldt vi over en elefant, her følges den med det sidste indkøb på messen. Jeg håber på at min mor finder sine gamle kniplesager.
Humøret er altid højt hos Geilsk, og friske bemærkninger er der også altid. Som regel også noget, jeg gerne vil have med hjem. Denne gang dobbelt gevinst - et Bredbånd til niecen der elsker lilla. Fordi hun er ved at være stor, går opskriften op til voksenstørrelser, så jeg selv kan få et bånd i det bomuld/uld, som jeg købte sidst jeg mødte damerne (hmm).

Siden jeg læste om det første gang, har jeg været vildt fascineret af kombinationen af silke og stål, og nu kom der to små kegler med hjem. Det er kun 2 x 15 g, og det er tyndt. Over 250 m pr kegle! Det glæder jeg mig til at lege med.

Endelig, hos Garniture, kom der lidt supplement med hjem til den Starling, jeg har planer om. Delvis lagernedbringelse, da jeg har Spinni på lager, men manglede den helt rigtige supplerende farve. Hvis jeg bliver utilfreds kan jeg sikkert afsætte værket til en, der elsker blåt.
Hyggelig og fin tur, og vi så andre spændende ting som smuk flet af pilebark, en skrå rib fra Bente Rønberg, en ny model fra Design Club og de skønne svenske broderier (samt svensk hørgarn i skønne, skønne farver).

2 kommentarer:

  1. Tak for sidst, det var en inspirerende tur. Det lyder som en tiltrængt weekend med afslapning derhjemme.

    Krisen er drevet over, de ringede fra svømmehallen mandag. Ærger mig stadig over keg ikke købte den design.club.dk model og tænker på farvevalg....

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak for følgeskab og god tur.
      Meget tiltrængt weekend, hvor skuldrene kom ned på plads igen og hjernen blev koblet af.

      Slet