Dejlig koncert, med en pianist som ud over at han selvfølgelig behersker sit instrument samtidig har en udstråling af ro og venlighed. Efter de første par akkorder slapper i hvert fald jeg af og kunne nyde ca. 90 minutters uafbrudt klaverspil (enkelte små stop i musikken), med ekstranumre oveni hatten.
Når vi nu var på Louisiana, havde vi selvfølgelig lige været rundt gennem museet, og jeg faldt især over nogle ganske små bronzestatuetter, som vil gøre sig godt hjemme i min reol. Desværre ikke særligt sandsynligt, at det vil ske, eftersom de var af Giacometti.
Vi havde valgt at overnatte på hotel, og efter en behagelig morgenmad i fred og ro, med flere forskellige aviser og en fin buffet, tog vi på bytur. Betingelsen hjemmefra var ’ingen shopping’, dog var der bevilget en enkelt undtagelse i form af the-indkøb. Der smuttede også et enkelt stykke brugskunst med, da vi besøgte en lille kunsthåndværkerbutik. Jeg har svært ved at forlade den slags butikker uden at købe et eller andet, om ikke andet for at påskønne kunsthåndværkerne. I forhold, til at vi lidt efter så en 15 cm høj smølfefigur til ca. 750 kr, så synes jeg egentlig også at 85 kr for en stor hagesmæk er acceptabelt. Smølfefiguren er ikke kommet med hjem, og det lykkedes faktisk at forlade tegneseriebutikken uden indkøb.
Vi var omkring et af de gode museer og et par venner, inden vi lige nåede 10 minutter i Supermarco, 5 minutter i lukketid. Det gik så stærkt, at vi ikke nåede at overveje aftensmad. Derfor sluttede turen med en oplevelse udenfor vores normale sfære, nemlig en burgerbar i Ishøjcenteret, for at undgå en sultkatastrofe på vej hjemad.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar