På matriklen er vi lidt uenige om hvornår dagen starter i weekenden. Jeg holder på at hvis der skal være tale om morgenboller, så er der noget logistik der begynder ca. kl. 8. Min syvsoverkæreste holder af at sove noget længere og synes faktisk at det er lidt irriterende at miste sin sovekammerat allerede så tidligt. På den anden side holder han af sine morgenboller, så jeg får lov at stå ud af sengen.
I dag blev det dog ikke til hjemmebagte morgenboller, til gengæld har jeg bagt knækbrød efter en Kille Enna-opskrift. De smager ret godt og det skal tages bogstaveligt at de skal bages direkte på pladen. Jeg var lidt doven og brugte bagepapir til første hold, som ikke er blevet nær så sprøde som 2. hold. De er heller ikke helt nok, men gode. Dejen kan ifgl. opskriften holde sig i køleskabet nogle dage, så der bliver en bagerunde mere i løbet af ugen, hvor jeg vil gøre et forsøg på at få dem endnu mere sprøde.
Sidste weekend lå bollebagningen om lørdagen og søndag bagte jeg for en gangs skyld kage til eftermiddagsteen / kaffen. Et hold chokolademuffins efter en Plum-opskrift. Jeg troede længe de var mislykkede, men til sidst skete miraklet og de hævede. De skulle have lidt mere end opskriften sagde, så det har jeg nu noteret i min gode samling af opskrifter. Der er dog ikke kommet en dejplet på opskriften endnu - det er der ved de rigtig gode opskrifter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar