De sidste 6 år har jeg ført en mere eller mindre detaljeret havedagbog. Der er blevet noteret hvornår der er blevet sået, plantet tomater ud og større eller mindre succes med høst af afgrøderne.
Nu vil jeg forsøge at gøre den elektronisk, så min gamle gulnede blok kan få et supplement. Blokken er dog stadig hensigtsmæssig til tegning af haveplaner når det foregår ude i haven - endnu er jeg ikke begyndt at tage pc'en med ud til havegravningen.
Havesæsonen begyndte i går, hvor det var fantastisk vejr. Vi har to grøntsagsbede med en gang imellem, og gangen har bredt sig ukontrolleret. Nu skal det være slut, så den er blevet gravet om, så det bliver bar jord. Vores tunge lerjord overgiver sig ikke uden videre, så der udestår nogen kultivering for at få græstørven væk, men starten er gjort. Drivhuset er blevet ryddet på nær purløgen (20 cm høj), rosmarinen (vokset til det dobbelte på et år) og fem artiskokker som har klaret vinteren i fin stil under glas og står med lovende store blade. De står lidt tæt, så de fik et skud gødning at leve af. Nu mangler den årlige afvaskning af drivhuset for at fjerne mos og alger, så er vi klar til at så de første salater. Det plejer at komme hurtigt og give et godt bidrag til salatskålen allerede i maj.
I selve køkkenhaven står den på kultivering, såning venter vi lidt med til jordtemperaturen er kommet lidt op. Roserne fik et skud gødning som forberedelse til beskæringen om en uges tid. I år bliver der gået mere til dem end sidste år, knopper eller ej.
Ellers bliver de for ranglede, og de gror hurtigt på den gode jord og med solen fra syd.
Bærbuskene skal også snarest beskæres, de er ved at have vokset sig pænt større.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar