lørdag, maj 31, 2014

Dyreunger

Vores egernflok har formeret sig, med i alt fald en egernunge som resultat. Den har, som de voksne opdaget charmen ved fuglehuset, og er begyndt at komme regelmæssigt.

Det lille kræ kommer alene, moderfølelsen er tilsyneladende sluppet op. Hvis ungen nærmer sig en af de voksne mens de selv æder, så får den lille høvl.

I dag klatrede ungen op på selve foderbrættet, ved at strække sig så laaang den er. Spidse klør hjælper til at hage sig fast og komme det sidste stykke rundt. Egern har noget større styrke i forbenene, end jeg kan mønstre i armene. Vel anbragt kunne egernungen kigge ned på nogle af havens curlingbørn.

Skovspurvene er fløjet fra reden, men forventer stadig opmærksomhed fra forældrene. Det er selvfølgelig lettere at fodre, når ungen sidder oven i maden, men det ses tydeligt at forældrene synes, at de kære små selv burde sænke næbbet og samle maden op.

Bunken af fugle er en forældrefugl, omringet af plagende unger. De tumler omkring, flyver ind i de lokale mus, hinanden og ruden. Hele tiden. De og humlebien er omtrent på niveau som flyvere, spurvene dog i en vis udvikling.

 

 

 

 

1 kommentar: