onsdag, november 28, 2012

Kinesiske ungpigetanker

Efter at have læst om en livsforvirret papirhandler har læseklubben denne gang været på visit i Kina. Fra den kinesiske provins, på landet hvor der dyrkes søde kartofler til filmstudierne i Beijing.

Bogen vi har læst hedder '20 brudstykker af en hungrende ungdom' af Xialou Guo. Forfatteren bor nu i London, men vi mistænker bogen for i et vist omfang at være selvbiografisk. Forfatteren har forladt Kina og bor nu i London, hvor hun har skrevet et par bøger mere.
Denne fortælling er hurtigt læst og nem at gå til, både på grund af formen og fordi fortællingen løber med et let og naturligt sprog. Opbygningen er som titlen antyder 20 punktnedslag i Fenfangs liv fra hun som 17-årig forlader sine forældre og sin landsby til hun midt i 20'erne forlader Beijing på en enkeltbillet. Vi får et (selv)ironisk og uhøjtideligt billede af tilværelsen for en næsten almindelig ung kinesisk pige, der i modsætning til andre kinesiske bøger vi har læst indeholder et personligt overskud, krydret med en række skildringer af dagligdagen i Kina. Dagligdagen i Kina ser i øvrigt ud til at være noget broget og med store forskelle i livsvilkår også for almindelige mennesker. Fra familien, der bor tæt i en lille lejlighed og nærmest sover i lag, incl. katte og en lille hund til det tidspunkt, hvor Fenfang har fået sin egen lejlighed. Godt nok delt med en hær af kakelakker, og kold som bare pokker. Vi er langt fra et dansk middelklasseliv med vores opvarmede og nogenlunde rene hjem.
Vi var godt underholdt, samtidig med at vi fik fornemmelsen af et vist indblik i livet for en ung kineser. Bogen kan anbefales for alle fra teenager og opefter.  

2 kommentarer:

  1. Tak for din anbefaling, den vil jeg læse ved lejlighed.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, det er en fornøjelse hvis anmeldelsen kan bruges.

      Slet