Læseklubben i det varme Afrika

Læseklubben var over-optimistiske efter sommerferien, da vi valgte bog. Ta' den - +400 sider om Afrika, selvstændighed, ånder, mælkepulver og SULT.
Det er 'Sultens vej' af Ben Okri og det er en tilståelsessag - jeg nåede ikke at få læst det hele. Der var simpelthen for mange ånder i spil, og vi diskuterede om oversættelsen måske var for nøgtern til at fange magien i bogen. Den engelsk-læsende, som havde taget en engelsk paperback var i alt fald mere begejstret end de to dansk-læsere.

Starten af bogen var meget lovende og sprogligt meget poetisk. Derefter skifter scenen og vi kommer til den barske hverdag i slummen i en afrikansk storby, det er ikke et behageligt sted at være. Fattigdom, sult, bank, slagsmål med naboer og kreditorer og hårdt fysisk arbejde, alt sammen skildret meget nærværende og livagtigt. Tilsat druk, pebersuppe og et par forældre, der på samme tid er bekymrede for deres søn og frustrerede over deres håbløse liv.
Efter en symbolsk boksekamp kommer håbet tilbage i slutningen af bogen, hvor stemningen igen bliver mytologisk og poetisk. (ja, jeg har 'snydt' og læst slutningen).

Bogen er en oplevelse, muligvis bedre på engelsk. Den er nøgternt konstaterende på miljøet, og solidarisk med sine personer. På den måde er den et dybt blik i en helt anden verden. Den kræver nogen tid til læsning, og en vis mængde sammenhængende læsning, ellers bliver det for svært at holde rede på de mange skift mellem den jordiske verden og åndeverdenen.

Anbefaling - ok, men ikke årets bog.