Det startede rigtig godt torsdag med at posten kom med det nye Rowan :-D
Der er bestemt potentiale til vinterstrik, og jeg eeelsker de der støvede, varme tweed-farver, selv om det nu er sommer og sol/skyer/torden - bland selv i passende mængder. Mon ikke jeg lige skal ned og checke nogle af garnerne i den lokale garnbutik her i ferien?
Første clue i sjals-KAL er gennemført og nu venter jeg spændt på mandag aften, hvor Alice afslører næste spor.
Mens jeg venter på mandag strikker jeg på den gule sommerbluse, i en knapt så aggressiv gylden nuance. Det startede med at jeg blev lokket af de 40% rabat på Drops sommergarner, så der kom lige 9 nøgler med hjem - og vupti - det passer med løbelængden til en Buttercup str. S. Jeg er spændt på hvordan den falder ud. Nu er jeg akkurat nået til udtagningen foran. Det tog lidt tid at komme i gang, der var en mindre hjerneblødning mens jeg spekulerede over hvad pm og sm betød. Det tog en nats søvn, inden det gik op for mig at det var markørerne, der var tale om (place marker / slip marker).
Første sommerferieprojekt ud over strikkeriet er oprydning i kælder og på hems, hvor jeg til nu har klaret at holde en gang fri hen til garnlageret. Absolut vigtigt! Men, suk, hvor har to personer mange ting! Don't tell - jo, man kan jo smide ud, men det her er godt, og det her var vigtigt og det her er historisk og og og.. Godt vi har både hems og kælder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar