tirsdag, april 16, 2013

Kulfiber, uld og silke giver tilsammen

S-togstrikkeriet er nu blevet til et par halvlange herrestrømper, helt efter eget hoved og Kærestens fødder. Set bagfra, med udsigt til mønsteret på siden.
Og set forfra, med den glatstrikkede midterstribe. Selv om det er hurtigere at strikke helt glatte sokker, så er der en vis motivation i at have et kort og enkelt gentaget mønster, så det er lettere at se dagens fremskridt.
De er blevet vel modtaget, og jeg har udstedt et dekret om (så stakkels & under tøflen er han) at strømperne ikke må betræde vores klinkegulv. Trægulvet er ok, for jeg orker ikke at bære ham rundt og hunden, der kunne hente hjemmesko på en god dag er ikke mere.

Fakta:
Mønsteret er hjemmedigtet. Udgangspunktet er 88 masker slået op, en 2 x 2 rib og så et par mønsterborter fra Walkers bog (bind 1). Klaphæl med forskudte fremhævede masker. Fodformet tå, i håb om at mindske sliddet på storetåen.
Pindene: 1.75 mm kulfiber (Blackthorne). Efter en kortere tilslidningsperiode er jeg vældig godt tilfredse med dem. Lette, føles varme, behagelige at strikke med. Hverken ru eller glatte, så der er et rimeligt hold i dem i strikketøjet uden at det er en kamp at skubbe masker. Eneste bemærkning er, at spidserne ikke forekommer helt ens. Spidserne på 1.75 mm er i sagens natur relativt spidse, uden dog at være i nærheden af de spidse Signature pinde.  
Garnet: MerinoSilk SockLace fra Tall Yarns'n Tales. Strømpegarn med 600 m / 100 g, 80% merino, 20% silke. Jeg er ret spændt på slidstyrken i brug. Garnet er i øvrigt lækkert blødt. Behageligt at strikke med, men kunne efter min mening godt have haft lidt mere tvist, hvis der skal strikkes baglæns eller rettes en mindre fejl synes jeg at det splitter lidt let. Så ikke 5 hjerter, men afgjort et garn, jeg vil have på huskelisten. Der er gået 85 g til et par herrestørrelse med middellangt skaft.
Hot/not Som modtageren siger, det bedste man kan sige om sokker er, at man ikke bemærker at have dem på. Efter en dags brug åler de lidt, men er relativt lange i skaftet, så der er ikke overdreven fremvisning af mandeben. Nu udestår næste prøvelse - vask. 

mandag, april 15, 2013

Årets første høst fra køkkenhaven

Ikke omfangsrig, men smagfuld.
De første superfriske og sprøde stilke af purløg. Om 14 dage er de 25 cm lange, lige nu er de 3 cm og fulde af kraft.

Der er lagt kartofler og i drivhuset er spinaten ved at spire. 

tirsdag, april 09, 2013

Nyt langtidsprojekt

Hyggelig tur hjem i dag med Helle, hvor jeg godt nok havde travlt, men vi alligevel fik strikket og snakket lidt. Garanteret til stor glæde for de omkringsiddende, når vi udvekslede erfaringer om strømpegarn, diskuterede løbelængde, magic loop mv.
Sjovt nok havde jeg haft en næsten tilsvarende snak i s-toget med en kollega (i periferien af mit projekt), hvor emnet havde været strikkepinde af forskellig observans. Vi var begge ret begejstrede for Knitpro.
Bortset fra et enkelt kiks har jeg strikket af lagergarn / lagerfibre i en del tid, og det seneste projekt er ingen undtagelse.
Som Starling en stor mængde retmasker, denne gang ordnet som et tredimensionelt sjal. Viajante, mit første projekt af Strickmich.
Al begyndelse er spæd, dog.
Dette er de første masker, når jeg vurderer at det er nok til at kunne samles og nå over hovedet uden fare for ører og briller er det tid for næste skridt.
Da der er ca. 1500 m i nøglet, er der mulighed for meget meditativ strik endnu.

søndag, april 07, 2013

Katte på matriklen?

Der er to logerende katte for tiden, da datteren er rykket ind som en mellemstation. Dyrene har nu fået lov at blive udekatte. Det er dog lidt opreklameret, verden er stor, når man er en lille kat (katte-kylling).
Under terrassen er der nogenlunde sikkert, og så lugter der så dejligt af mus. Der er muligvis en mus eller to, der har fået sig en overraskelse.
Vi fodrer stadig ved fuglebrættet, og har stadig pelsede gæster. De (der er tre) er fantastisk akrobatiske.
Den ene af foderautomaterne er tom, sandsynligvis tømt i løbet af natten af rådyrene. Vi planlægger en nedtrapning af fodringen, nu må de snart til at tjene til føden og gøre deres pligt som insektædere. Det gælder fuglene, de firbenede har det desværre med at gå i buske, køkkenhave mm.

lørdag, marts 30, 2013

Strikkevejr

Vi (specielt jeg) har haft så travlt inden påske, at den nærmest kom bag på mig. Derfor er kalenderen næsten helt blank denne uge. Dejligt og absolut afslappende.
Når jeg begynder at overveje at stryge skjorter er det ved at være tid at komme tilbage til dagligdagen, men måske skulle jeg lige gribe inspirationen og øjeblikket, for de fleste hvide skjorter er faktisk pænest i den strøgne udgave. Karrierefremmende feriepause?

Der er blevet spundet lidt og strikket en del kabler denne uge, så Amanda vokser støt.
Garn på spole ovenfor samt Amanda i samlesæt nedenfor.
Der er kommet et ærme mere til siden, og jeg er godt i gang med sidste forstykke, så jeg håber at kunne starte raglansamlingerne i aften. Desværre er mit garn ikke helt ens i tykkelsen, den sidste spole har ca. 10% længere løbelængde. Min plan er at bruge det til raglan og sandsynligvis gå ½ mm ned i pindestørrelse for at få samme tæthed. Det kan så samtidig udnyttes til lidt ekstra raglanform, håber jeg.
Derefter mangler knapperne.
Næste projekt er under overvejelse. Jeg har investeret i Viajante, som kunne blive næste automatstrikketøj. Det kunne være god brug af et nøgle Wollmeise Lace, som ligger på lageret og venter på det rigtige projekt. Samtidig kunne det ske, at jeg starter en sommerbluse i lyseblå uld/bomuld. Den kunne være et rigtig godt match til den lidt grove Amanda. Hmm. Og så ligger der noget postkasserødt Istex Einband i stuen og lyser op, også fristende.

tirsdag, marts 19, 2013

En brugsanvisning

Tyk, fransk roman. Et for os hidtil ukendt hovedværk i europæisk litteratur. Selvfølgelig var ingen af os blevet færdig med denne omgangs bog i bogklubben.

Alligevel kommer der de varmeste anbefalinger af Georges Perecs Livet en brugsanvisning. Underfundig, finurlig og morsom. Med tungen i kinden kan læseren spekulere over, hvor grænsen går mellem fiktion og fakta, fx i kapitlet, der efter en kort indledning er en opremsning af et gør-det-selv katalog.

Romanen er tyk, men opbygget på en måde, hvor det er muligt at læse kapitlerne næsten uafhængigt, og en langtidsholdbar bog, som jeg er overbevist om kan læses flere gange. Det matematisk orienterede i mig holder af den underliggende struktur og den faste ramme, der er i bogen. Vi har læst både Borges og Calvino tidligere, og denne roman har nogen af de samme kvaliteter.

Det lykkedes os at tale så varmt om bogen, at Kæresten nu er gået i gang. Det udsætter for en stund problemet med at finde de ledige 5 cm plads i bogreolen, mellem Paddington og Leif G W Persson, som også er rykket ind. Glimrende bøger, alle.

mandag, marts 11, 2013

Det var pokkers!

Hvordan mon de bar sig ad - tænker jeg, til denne overskrift på en netavis.

Hav en god aften, hvor den iskolde nordøstenvind heldigvis er løjet af.

søndag, marts 10, 2013

Brunt og snoet

Der strikkes snoninger og bikuber for fuld tryk.

Amanda er ved at samle sig og jeg strikker lystigt der ud af. Lidt mere brunt end billedet, med en del tvist i garnet og lange fibre, så der er meget spændstighed i garnet. Kabelmønsteret tegner sig tydeligt i det ret runde tretrådede garn. Mægtig spændende at se, hvad det ender med.

Jeg går efter en kropsnær trøje, og med tre romber strikket er det tid at overveje længden. Jeg havde et helt kilo fibre, så det bliver ikke garnet, der sætter begrænsningen.

Hav en god uge og må foråret vende stærkt tilbage.

Drivhuset er blevet vasket, så vi er klar til at så salat!

 

onsdag, marts 06, 2013

Terassen indviet for i år


Forår på terrassen. Det skønne solskin søndag blev benyttet til at lufte rokken, helt bogstaveligt. Den kom med ud på terrassen en times tid, for at tvinde.
På spolen ses singlen, som er Jacobsfår, der tvindes til tretrådet garn. Slutresultatet holder ca. 2 m / g og jeg har ca. 400 gr færdigt garn.
Det skal bruges til en Amanda, som er kommet på pindene. En helt særlig fornemmelse at strikke med eget garn.
Der mangler ca. 100 g - en god spole :-) Jeg har noget af singlerne, så det er 'bare' at komme videre, men lige nu strikker jeg, altså. 

søndag, marts 03, 2013

Stjerne?

Nu både færdig og med fotomulighed. En blå Starling i tvinni samt merino/silke. Den ene mørk blå, blækblå nærmest, den anden så kobolt, som man kan ønske sig dette forår. (Nej, koboltblå mascara kommer ikke ind på matriklen).

Der er fem knapper, med mindre jeg bliver træt af de ret store knapper og finder nogle flere, mindre. Det skal være en smal sag at hækle trenser, hvis det bliver nødvendigt.

Superfin med en mørk tshirt eller top under, her med tshirt. Let, men alligevel lun og rigeligt lang på ærmerne. Det virker som om den er blevet lidt længere i vasken, men af to onder, så foretrækker jeg dette. Med tanke om hvor mange, mange retmasker der er gået til værket.

Resultatet er fint, og processen meditativ. Undtagelsen er det første stykke med halskanten og raglanudtagninger. Jeg tror sådan set at opskriften er korrekt, men det havde været rart med lidt flere oplysninger. Raglanudtagningerne starter efter at der er slået op til forreste halskant.

Kombinationen af enkelt og dobbelt garn er ganske raffineret. Her let udstrakt.

Fakta:

Garn er knapt 150 g Tvinni og lige over 100 g Grignasco silk/merino. Sidstnævnte er ganske tyndt og krævede tilvænning. Lækkert og blankt er det, men hold op, 1400 m / 100 g.

Pind 2,5 og 3, rundpinde.

Mønster er Helga Isagers Starling uden bevidste modifikationer. Pga det lidt tyndere garn er jeg gået efter str M, og resultatet er s/m. Ærmegabet er ganske vellykket, jeg var ellers spændt på konstruktionen. Modsat de fleste modeller er der ikke lukket et par masker af under ærmet.

Hot / not - absolut hot. Super forårsbluse. Man glemmer helt de mange, mange retriller. Et perfekt værk for en processtrikker?