Pizza med kartofler

Pizza her på matriklen er oftest hjemmelavet. Take-away pizzaer bliver for kolde inden de når frem til os, ude på landet.
Gode pizzaer er tynde, bagt på en pizzasten og med begrænset fyld. En af yndlingsmodellerne er med de tre P'er: Pesto, pinjekerner og parmesan. Kan udvides med hvidløg og ansjoser, men det er afgørende at dejen rulles ud til mellem 3 og 5 mm tykkelse.
I går fik vi pizza, blandt andet med kartofler. Vi prøvede to modeller, den første med kartofler, olivenolie og merian. Andet forsøg var med pesto, kartofler og lidt olivenolie.Evalueringen afgjorde at den første version var lidt bedre, fordi kartoflerne var bagt lidt mere og derfor blevet lidt sprødere. Begge havde fået et drys røget salt, det var en god effekt og tydeligst på model 1. Jeg er lidt fascineret af hvordan helt enkle råvarer med rette behandling kan smage så godt - der er ikke noget mystisk i tyndtskivede kartofler, olivenolie, salt og en krydderurt. Som regel rosmarin, men der var ingen der havde lyst til at kravle ud bagerst i køkkenhaven i mørket i går.
Desuden fik vi en traditionel pizza med tomatsovs. Også tyndt rullet ud og her huskede vi for en gangs skyld at lade tomatsovsen køle af, inden den kom på dejen. Ellers er den ubagte pizza næsten umulig at få af bagespaden, ned på stenen.
Med en udmærket Chianti til var det fin og hyggelig aftensmad.