mandag, december 01, 2014
Potentiale for granskov
God december
søndag, november 30, 2014
Silke, uld og ..stål
Tørklædet er strikket med udgangspunkt i Kushi Kushi tørklædet, jeg har dog ikke valket ulden. Den er tæt nok i forvejen.
Der er gået 1½ spole Ito og værket vejer i alt 65 g. Mere sjovt end wau - men skal nok komme på et par gange. Den første del af tørklædet (ca 1 m) er strikket med to tråde, en uld og en silke/stål, så den er ok blød. Ulden dominerer klart på det stykke. Den sidste del er strikket i skiftende striber, som svagt kan anes på billedet.
tirsdag, november 25, 2014
Efterårstrøjen
Fotograferet en let blæsende novemberdag. Så kan en varm rosa være på sin plads.
Konstruktionen er interessant, hvor der tages udgangspunkt i ryggens hjerteformede udtagninger, som i sig selv giver en fin effekt og god vidde over ryggen, samtidig med at trøjen sidder til over skuldrene.
Ryg og ærmekuppel strikkes først, og på et tidspunkt samles der op langs det, der bliver raglankanten på forstykkerne.
Konstruktionen betyder at der bliver en del trøje under armene, og vigtigst, at den går godt ned over ryg og lænd, samtidig med at den er let foran.
Mønster: Svalbard af Bristol Ivy (for Brooklyn Tweed)
Pinde: Jf. opskrift, 4 og 4½. Jeg var dog nede på en 3½ på de sidste to omgange på ærmekanten og overvejer stadig om de skal strammes lidt mere op. Evt. ved at tage 10% ind ved start af ribkanten.
Garn: 410 g Holst Supersoft i (tror jeg) Persian Rose. Strikkefastheden på dobbelt supersoft matcher meget tæt på originalgarnet, Shelter, og supersoft er noget lettere tilgængeligt.
Hot / not: Skal nok blive en favorit, med omtalte kombination af god dækning af ryg og lænd og samtidig fleksibilitet foran. Hvis det bliver koldt er der fin mulighed for at samle trøjen foran - rigeligt stof.
Ændringer: Jeg har strikket ærmerne i fuld længde (t-shirten på billederne har ekstremt lange ærmer).
mandag, november 24, 2014
Neurologisk tilfælde i læseklubben
søndag, november 09, 2014
Spinderi og søndag
Stille søndag, en af de gode søndage, hvor bilerne får lov at blive i carporten og vi i stedet har lejlighed til at gå en tur i det fine vejr. Nu er det blevet the-tid, og jeg har fundet de rigtige, gamle tekopper frem. Vi er ikke blevet så avancerede, at vi har kok, så om lidt står det på aftensmad, med krondyrsossobuco. Det bliver godt.
Lørdag var jeg på rokketræf, og selv om det pga andre aftaler kun blev en kort visit, så blev der lidt garn ud af besøget.
Desuden fik vi en glimrende introduktion til tunesisk hækling eller hakning, så nu skal jeg have prøvet noget mere. Jeg har faktisk to hakkenåle, og efter kurset kan jeg se, at jeg godt kan bruge en eller to, der er tykkere.
Det smukke efterår fortsætter, og skoven er stadig en blanding af gul, brun og grøn, mens hveden står ualmindeligt grøn. Fortsat god søndag.
fredag, oktober 31, 2014
Ny broderipusher
onsdag, oktober 22, 2014
...gå, og gå og gå
Når man har gennemført turen får man endda et lille bevis (og et diplom).
Dejlig tur, hvor vi var heldige med at have tørvejr det meste af tiden. På lange stræk var det en tur uden at møde ret mange andre, så gode muligheder for både at tale sammen og at gå i helt sine egne tanker. En masse frisk luft, så om aftenen kunne vi ret hurtigt finde vores senge.
Vi havde trænet lidt inden, ved at gå gode lange ture i vores lokale kuperede terræn, og jeg vil kraftigt anbefale at man træner inden en flerdages tur med etaper over 20 km, hvis det skal være en fornøjelse. Den sidste dag havde vi en etape på over 30 km, og uanset at det er gang og ikke løb, så er det tæt på, hvor maratonløbere møder muren. På en vandretur som vores var de 30 km krydret med op- og nedstigninger på 5-600 m i gennemsnit, og det gjaldt også den sidste dag, som blandt andet gik gennem den meget smukke Bode dal ved den lille by Thale.
Vi havde booket en luksus-udgave af vandretur, hvor der var booket hoteller og gæstehuse på forhånd, og vores bagage blev transporteret fra sted til sted. Desuden blev både vi og bagage transporteret tilbage til bilen efter den sidste overnatning. Det var en stor fordel, og rart at kunne tillade sig at have lidt ekstra ekstraudstyr med, og mulighed for fra dag til dag at justere oppakningen. Selv med den ekstra service var det en relativt billig tur. Vores forudbestilte pakke indeholdt overnatning med morgenmad og madpakker, så det eneste vi havde af løbende udgifter var aftensmad og eventuelle kaffepauser. Det indre af Harzen er ikke fyldt med luksusrestauranter, men der er cafeer og hoteller nok til at man kan få både mad, kaffe og en lokal øl.
Turisme betyder meget for området, efter at minedriften og bjergværkerne er stort set stoppet. Så hekse er et stort hit, og vi fik både nål, diplom og et par små hekse med hjem.
Lidt praktisk: vi havde fået hjælp af Wandern-im-Harz, og vi kan absolut anbefale at gå i retning vest-øst (Osterode-Thale). Firedagesturen kræver god kondition, men turen kan også gøres som en femdagestur, som kan være mere overskuelig. Generelt går man på skovstier / grusstier, og som udgangspunkt er det ikke en svær vandrerute. Den sidste dag, i Bode dalen er der dog en stejl nedstigning, uanset at der er lavet trappetrin. Vandtætte vandresko anbefales, det er dog ikke nødvendigt med de tunge bjergstøvler. Der er nogle enkelte steder hvor man kan være i tvivl, muligvis fordi nogle lokale har en alternativ sti. Generelt er stien fint afmærket, og hvis man ved et kryds ledes i retning af noget kun bjerggeder vil synes er sjovt, er det ikke den officielle sti. Hvis man ikke møder et officielt hekse-mærke kort efter en forgrening, så var det nok den anden vej.
tirsdag, oktober 21, 2014
Æblemost tæt på
mandag, oktober 20, 2014
Færdigt arbejde
søndag, oktober 05, 2014
Fåreflokken
Nu er det snart tid til væddere, på det fine tæppe.
På lidt større afstand, hvor den kommende klippekant lige er med, til højre.
Nu vil jeg tage en kop the og strikke et par pinde mere, inden sengen kalder.

