Well, tilsammen havde vi nok læst nok til at sige, at vi havde læst hele bogen. Med andre ord, så havde hverdagen vist fået overtaget, uanset den maleriske titel. Denne gang var værket Siri Hustveds seneste, 'Den flammende verden'.
Læseklubben var i går, søndag, i dejligt solskin, som vi nød på værtens terrasse. Samtalen gik om alt muligt og en smule om bogen. Den ene læser havde ved en fejl fået bogen som lydbog, hvilket ikke gjorde noget godt for overblikket over bogen. Den anden læser var ikke vildt begejstret over strukturen og mere forfalden til en gang tysk humor, Kænguru-krøniker.
Tilbage var undertegnede, som var ca. halvvejs gennem bogen. Jeg er enig med medlæserne om at Hustved i denne bog sætter overliggeren højt i denne bog, og at stilen, en eftergørelse af en antologi, gør læsningen noget tungere end en jævnt fremadskridende fortælling. Det kan hun også, som nogle af hendes tidligere - fx Sommeren uden mænd og Den jeg elskede. Hyppige referencer til filosoffer mm sænker heller ikke ambitionen på læserens vegne. Når det er sagt, så har jeg tænkt mig at læse den færdig, og måske endda genlæse den på et tidspunkt, for jeg synes at temaet er interessant og jeg er fan af Hustveds sikre måde at skrive på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar