Bil på værksted er altid en logistikudfordring. Der er jo en
grund til at vi har dem, de bliver stort set brugt alle arbejdsdage. I går var
en af de dage, hvor den ene bil skulle afleveres tidligt (af Kæresten) og jeg
skulle samle ham op på vej til toget. Tidligt om morgenen, på en hovedindfaldsåre, og i solidt mørke.
Nå, jeg kørte indad, mumlende for mig selv, ..husk ham, ..
husk ham nu. Øjne på stilke og langsom kørsel, der hvor han burde være.
Han var der ikke, på det aftalte sted! Let panik, (kommer
jeg nu for sent til toget!), holde ind til siden, telefonopkald. Genfundet, efter
en mindre ændring af planen. Projektledere bryder sig ikke om den slags (når
det ikke er en selv, der ændrer planen).
Vi nåede begge toget, kørende i HVER SIN bil. Hjemrejsen
skete forskudt, jeg sidst, og da jeg stod af toget havde jeg glemt alt om ’hver
sin bil’. Så jeg stillede mig op, for at vente på at blive samlet op.
Det var koldt og mørkt, og der var ingen. Det ligger ikke
til mig at stå og vente længe i kulde og mørke, så endnu et telefonopkald. Hvor
er du?! – Svaret var, let undrende ’Hjemme’. Mig – ’Hvad, du skulle jo hente
mig?!!’ og modsvaret, naturligt nok, ’Hvorfor, er din bil der ikke?’. Efterfulgt at uforholdsmæssig meget grinen, efter min ringe mening. Ak ja, og så trissede jeg ned til min bil, satte mig ind og
kørte hjem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar