søndag, marts 20, 2011

Hæklet fjerboa


Direkte foranlediget af den årlige Grenaward-uddeling har jeg grebet til det sjældent brugte redskab, hæklenålen og begået en hæklet fjerboa - synes jeg den ligner. Super enkelt mønster og glimrende til at få maksimal synlighed af et enkelt nøgle helt specielt garn.
Det er en Peppy, og det er såre enkelt, fastmasker og luftmasker.
Garnet er Noro Silk Garden Sock. Ikke det mest oplagte strømpegarn, faktisk noget ujævnt og lidt kradsende. Til effekt i et tørklæde går det fint, og jeg er meget tilfreds, er heldigvis ikke særlig kradssart.
Denne blå/grå/limegrønne farvevariant er interessant, samtidig med at den går fint som opkvikkende detalje med en jakke til konsulentjobbet.
Hæklenål nr. 3 er brugt og hele nøglet (100 g) er brugt (+300 m er ført ind på målebåndet). De 300 m garn giver her et tørklæde på ca. 2½ meter.
Jeg kan absolut bakke op om kåringen som HOT håndarbejde.

I en lidt anden boldgade hygger jeg mig med at strikke af et virkelig unika-garn, nemlig eget håndspundet garn, spundet af 25% BFL/75% alpaca fibre fra the Yarn Yard. Farven var givet af farveren, og er forårsinspireret, meget passende for nu. Jeg er absolut tilfreds med mit nogenlunde jævne garn, cirka 325 m/100 g og 2-trådet. 


Godt, at rokken er kommet til huse, for de ca. 110 g garn rummer 2 x enkelttråd, som jeg ikke har målt, men som mindst er de 350 m + en tvinding. Det er over 1 km tråd, der har været gennem rokken. Jeg tør slet ikke tænke på hvor længe det ville ha' taget på håndtenen.

2 kommentarer:

  1. Det er da også en superfed Peppy, du der har fået lavet - skønne farver!
    Tænk at strikke af hjemmespind, det må være übercool....

    SvarSlet
  2. Tak! Et af de nøgler flerfarvet strømpegarn, der nærmest af sig selv hoppede i tasken. Bagefter står man og tænker 'og nu..?'
    Det håndspundne er superblødt og luftigt, en ret selvfed oplevelse ;-)

    SvarSlet