fredag, januar 01, 2016

2015 - slutspurten

Det gik ellers lige så godt med at strikke af lagergarnet, en støt og rolig nedbringelse af lageret. Men på spindetræffet antraf jeg tre spoler tynd uld, som nu bor her i huset. Derfor er lageret netto vokset en smule i år. Knapt 600 g tilvækst.
I juleferien har poserne med lagergarn været åbnet og der er blevet sorteret og ordnet lidt. En smule er blevet sorteret fra, garn som jeg ikke kommer til at strikke med. Mest pga kvaliteten, for meget polyester, eller garntypen - to mindre rester boucle-garn står ikke på min strikkeliste det næste lange stykke tid. Der blev selvfølgelig også lagt planer for flere projekter, baseret på de forhåndenværende søm. Samlet kan jeg se, at lageret efterhånden mest består af tynd uld i mange forskellige farver, samt noget strømpegarn. Ifgl den løbende oversigt over til- og afgang er der ca. 17 kg garn på lager, som bliver reduceret med et par kg, når jeg har lavet de planlagte projekter. På det tidspunkt er der rimeligt ryddet ud i de lidt skæve kvaliteter, bort set fra i strømpegarnslageret, og lageret af tynd uld er en god basis for blandt andet fair isle, som jeg godt kunne tænke mig at strikke lidt af, igen.
I strømpegarnslageret gemmer sig dels nogle nøgler Big Fabel, hvor jeg overvejer om de skal bruges til slippers eller et tæppeprojekt, dels nogle bundter af specialgarner, som i virkeligheden ikke er super velegnede til strømper. Derfor er der her i juleferien kommet lidt almindeligt strømpegarn til, da jeg kan se at Kæresten snart har brug for et par nye par. Ud over at der er strømpestopning på vej, for at forlænge levetiden på nogle af de gamle strømper. Specialgarnerne bliver brugt hen ad vejen, når jeg ind i mellem finder nogle gode småprojekter, som kan udnytte luksusgarnerne. De er oftest købt pga. farverne, og jeg arbejder lidt med at 'nænne' at bruge garnet.   
Samlet er det blevet til 16 projekter, 8,8 km opstrikket garn, svarende til 1265 gram forbrugt.
Der er også et par projekter der er næsten færdige, så der bliver en kickstart af 2016.
Et par af de sidste projekter er her:

Tæppet til min mor blev færdigt, her fotograferet inden sidste spurt, som var hæftning af ca 150 ender. En sej kamp. Slutresultatet blev rigtig fint og det var klart til at blive foræret væk juleaften.
En rest silkemohair og en anden rest tynd uld blev til et pandebånd (faktisk det andet i år). Det blev ganske lækkert, og indgår nu i min vintergarderobe. Jeg konstaterer, at jeg bedre kan lide at gå med pandebånd end hue, i alt fald når det ikke er koldere end nu.
Mønsteret er Java fra the Map Collection.
Der gik ca. 11 g silkemohair og lidt mere tynd uld, i alt vejer det på min køkkenvægt 27 g.

Årets sejeste projekt var fåretæppet, mens årets mindst vellykkede projekt er en bluse - Francis. Fåretæppet hygger i sofaen, mens blusen reelt ikke er blevet brugt. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar