torsdag, juli 23, 2015

En basisbluse

Gode basisbluser der passer til jeans kan altid få plads i klædeskabet (selv om hylden med håndstrik bestemt er ved at være godt fyldt).
Kombinationen af en ny måde at strikke skulder på og et svagt øjebliks køb af 500 g tyk blå hør kommer her. Noget forsinket, blusen havde debut ude i virkeligheden i starten af juni.

Egentlig havde jeg overvejet at lave striber med en rest lys khakifarvet hør, men da der var rigeligt blåt og jeg ikke rigtig kunne bestemme mig mht. placeringen af striber blev det til en ensfarvet bluse. Jeg tror at det bliver en langtidsklassiker i garderoben og er ret begejstret for skulderkonstruktionen, selv om jeg lige skulle koncentrere mig for at følge mønsteret.

Pind: KP rundpind 4 mm, og jeg tror at jeg strikkede ærmerne med magic loop. Pind 3,75 mm til indersiden af halskanten og retriller nederst.
Mønster: Strikket oppefra og ned, hvilket jo er ret velegnet hvis garnmængden måske er til den lille side (troede jeg), og det er også lettere at passe længden og ærmelængden til. Blusen er baseret på Ambiente, som er et gratis mønster (på Ravelry).
Modifikationer: Jeg placerede ind- og udtagninger til talje med lidt mellemrum (ca 5 masker før og efter midtermarkeringen). Det giver en markering af formen på blusen. Desuden lavede jeg en dobbelt kant i halsen, hvor jeg strikkede en glat kant op (4 pinde, markering af midtermasken foran). Derefter lavede jeg en vrangpind og strikkede derefter igen 4 pinde glat (på pind 3,75 tror jeg), hvorefter jeg lavede en syet aflukning. Vrangpinden og nedbukningen giver en pæn finish til v-udskæringen som jeg er godt tilfreds med.
Garn: Ca. 400 g blå hør, en partivare fra Garnudsalg. Jeg satsede og strikkede blusen rundt - og garnet var heldigvis balanceret godt og trækker derfor ikke skævt. Det er ellers noget, som jeg synes at hør kan have tendenser til, men måske gik det fordi garnet var spundet lidt specielt, i to hovedtråde. Nu har jeg ca. 100 g blåt, 100 g mørk brun og ca 80 g khaki liggende - hmm.
Hot/not: En vinder - og varm anbefaling både til mønsteret som et basismønster samt skulderkonstruktionen (contiguous sleeve). Det bliver et virkeligt pænt raglanlignende ærme. Samtidig giver dette mønster et eksempel på en velkonstrueret nakke, som er høj nok, og med en fin v-udskæring. Mønsteret arbejder med to hældninger på v-udskæringen, som fungerer fint til det tykke garn, efter min mening. Men det lader sig selvfølgelig justere efter behag.
Samtidig er jeg stigende fan af hør, og blåt er altid godt. 

Næste færdige værk ligger til tørre - og med et par ugers ferie med base hjemme er der håb om et lidt hurtigere blogindlæg om vandspejlet.
Ind til da - et smukt vandspejl fra denne sommer.

2 kommentarer:

  1. Hvor er det en skøn sommerbluse og man kan se, at du føler dig godt tilpas i den. Den sidder også perfekt på dig. Har du købt garnet i 100 grams fed, for så har jeg vist også noget liggende af det i netop blåt og mørkebrunt.
    Jeg har forsøgt mig før med at strikke ærmer oppefra og ned med vendepinde, da jeg strikkede en emilie, også fra Ravelry, men synes ikke resultatet blev godt. Der blev en meget tydelig markering lidt inde på ærmet, som ikke var køn. Dit ser helt perfekt ud.

    SvarSlet
  2. Tak for kommentaren og roserne. Netop, garnet kom i fed med 100 g. Med denne model har jeg undgået at skulle strikke vendepinde, som jeg også synes er svære at få pæne. Særlig i ikke-uldgarner.

    SvarSlet