tirsdag, juli 16, 2013

Sommerferietur 2013

Vi holder sommerferie hjemme, bortset fra en enkelt afstikker sidste uge til Hamborg. Når vejret er godt er her skønt, hvis det er mindre godt så er det her at alt hobbygrej og alle bøgerne er :-)

En hurtig storbyferie er dog skønt, med modeljernbane, kunstmuseum og traveture rundt i byen. En enkelt øl og en is blev det også til, og lidt fårespotting i byen.

Modeljernbanen er kæmpestor, fordelt over to etager i en gammel lagerbygning ved havnen. Der er imponerende mange detaljer. 
Detaljerne er gennemførte, og de må have en meget stor produktion af menneskefigurer og alt muligt andet. Et utal af fotomuligheder, inklusive deres lufthavn, og adskillige skæve detaljer. Der er brugt rigtig meget tid på at lave meget omhyggelige og realistiske opstillinger, krydret med små skæve detaljer.   
Udenfor er der også (ufrivilligt?) morsomme opstillinger. Kan føreren af den røde bil tillade sig at klage? 
Den moderne del af Kunsthalle Hamburg ligger i en gennemført firkantet bygning. Meget moderne, rene linjer. Der er denne fine atriumgård midt i bygningen.

En del af udstillingen - den nærmere pointe er undsluppet mig, men jeg var nødt til at have et par billeder af elefanthuerne og woolmark-billedet.

 Fårespotting. På gaden (en næsten helt almindelig tøjbutik) var der skam også får. Ingen nærmere forklaring.
Vi var af forskellige årsager landet på et hotel lidt udenfor centrum, så vi fik afprøvet Hamborgs glimrende offentlige transport. Der er både U-bahn og S-bahn og busser. Samt havnebusser, hvor man kan få en tur ud gennem Elben og få et nærmere kig på containerhavnen. Alt sammen til den yderst rimelige pris af 11 EUR / dag for en gruppebillet, der gælder for 2-5 personer.

2 kommentarer:

  1. Det ser hyggeligt ud. Især togbanen er jeg vildt med.

    SvarSlet
  2. Anonym9:30 PM

    Den er absolut også fin, et hit for større børn og voksne.

    SvarSlet